Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er "hof", og på tysk betyder "hoffen" at håbe. På esperanto betyder "esperi" at håbe, og "esperanto" betyder en håbende person. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller "Lingvo de Esperanto", og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.

Han blev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar. I byen var der polakker, tyskere, russere, litauere og jøder, der hver talte sit sprog. Allerede som lille barn oplevede han, hvordan faren, der var sproglærer, ved at tolke kunne bilægge uoverensstemmelser og stridigheder, som opstod på torvet eller markedspladsen pga. de mange misforståelser blandt de handlende med de fem forskellige sprog. Da Zamenhof var fem år gammel, fik han ideen til at lave et sprog, som alle mennesker kan forstå, og denne tanke forlod ham aldrig siden.

I skolen lavede han et internationalt sprog, lingwe universale, og dets færdiggørelse i sidste gymnasieklasse blev fejret i hjemmet i dec. 1878, hvor moren havde lavet lagkage til sønnen og skolekammeraterne, som også var interesserede og forstod sproget. Efter at have studeret medicin to år i Moskva fortsatte han i 1881 medicinstudiet i Warszawa, hvor han efter et par års pause genoptog arbejdet med det internationale sprog, og i de følgende seks år arbejdede han hver dag hårdt med sproget ved siden af studierne og det ordinære arbejde. Han modificerede og forbedrede sproget, polerede det, afprøvede det med højtlæsning og oversættelser af bøger og digte. Han skrev tekster originalt på esperanto og opdagede derved, at sproget fik sit eget liv eller blev levende på en måde, som han ikke havde oplevet med oversættelser. Når han tænkte og skrev på esperanto, fandt han løsninger, sagde han, som han ikke ville have fundet ad teoretisk vej. Nej, selv om esperanto er et plansprog, så er det ikke blot en samling af døde ord.

Med tilladelse af Zarens censur publicerede han i 1887 i Warszawa det færdige sprog i form af en lille russisk bog på 40 sider "Internationalt sprog" med fortale, forklaringer, eksempler, esperantotekster (bl.a. Fader Vor), ordliste med 900 ordstammer og den fuldstændige grammatik med sprogets kun 16 grammatiske regler. Samme år udkom denne første bog "Unua libro" også på polsk og fransk, og hurtigt derefter også på tysk og engelsk. Kildematerialet i dette kapitel om Zamenhof og sprogets tidlige historie er fra to bøger, der begge originalt er skrevet på esperanto: Edmond Privat, "Vivo de Zamenhof" (1920) og Marjorie Boulton, "Zamenhof" (1962).

"Han har aldrig syndet", sagde den gamle polske tjenestepige, idet hun under et krucifiks pegede på hans portræt på sin væg. Hvor mange berømtheder forblev store i tjenestefolkenes øjne? (Edmond Privat, "Vivo de Zamenhof").

Hos den lille Ludoviko var det lige som hos H.C. Andersen: moren var dybt religiøs, og faren var ateist. Begge børn var i starten meget religiøst troende ligesom moren, men efterhånden forholdt de sig mere rationelt, og dermed kritisk, til den religiøse troslæres dogmer. Hos Zamenhof udviklede det sig til, at han ligefrem blev ateist og kom ud i en livskrise med livslede, da han var 15-16 år. Et par år senere følte han sig, måske intuitivt, overbevist om sjælens udødelighed og Guds eksistens.

De tre første sider indeholder en indledning med flere forbehold og undskyldninger, da han forudså, at mange rationelle esperantister ikke ville bryde sig om denne religiøse bekendelse, ja selv de troende ville ikke bryde sig om den, for hans opfattelse var helt anderledes end de troendes. Da han døde, nåede han kun at påbegynde den fjerde side, og denne tekst slutter med en beskrivelse af den livskrise, han gennemgik som 15-16 årig i sin ateistiske periode. Med denne indledning slutter hans religiøse bekendelse. Separat var der dog et par noter om noget nyt, som han oplevede som 17-årig: "Jeg oplevede, at døden ikke var en forsvinden…; at der eksisterer love i naturen…; at noget fører mig mod et højt mål…".

I forbindelse med sit arbejde med det internationale sprog skrev Zamenhof i et tidligt digt, "Mia penso" (min tanke), at hvis hans bestræbelser ikke faldt i skæbnens behag, ville han foretrække at dø. – At tænke sig, så dybt var denne mission med verdenssproget indpodet i den unge L.L. Zamenhof!

Det var således ikke Forsynets mening, at Zamenhofs religiøse livsanskuelse skulle publiceres, men i dag kan vi jo trøste os med, at Martinus har beskrevet geniets udviklingstrin med dets intuitive og universelle opfattelse af livet, naturen og verdensaltet: Zamenhofs religiøse udvikling fra barndom og ungdom til voksen alder forløb i samme rækkefølge, som den gør for hele menneskehedens udvikling, der først går igennem et trosreligiøst stadium, efterfulgt af et rationelt, ateistisk og materialistisk stadium, for til sidst at nå frem til en individuel, intuitiv og kosmisk religiøsitet.

Martinus: "Jeg var dybt religiøs og nærede en inderlig kærlighed til Gud. Jeg kan ikke fysisk erindre nogen dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud. Men denne min religiøsitet var min hemmelighed, var min helligdom. Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op: "Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation?", og svaret kom altid prompte" (Omkring min missions fødsel, bog nr. 4 kap. 13).

I lighed hermed sagde Zamenhof engang i en kongrestale til unge kristne: "Jeg er kun en jødisk verdensborger, der er fritænker, men kan man forestille sig noget skønnere i verden end fuldstændigt at følge Jesu væremåde?" (Edmond Privat, "Vivo de Zamenhof").

Martinus beskriver udviklede menneskers tilbageholdenhed med at fortælle om deres livsanskuelse med følgende ord: "Da væsenerne her er nået frem til at føle stor respekt eller tolerance for andre væseners religiøse meninger og opfattelser, endskønt de jo er vokset over disse, hører man dem aldrig kritisere eller deltage i diskussion, og det er i virkeligheden meget sjældent, at disse væsener udtaler sig om deres eget særlige syn på tilværelsen uden på indtrængende opfordring, og der hvor dette eventuelt har mulighed for at være absolut gavnligt" (Livets Bog, bind 1, stk. 123).

I forbindelse med omtalen af Zamenhof stemmer beskrivelsen med det, som Martinus skriver om H-mennesket, den humane mennesketype, som behandles i Livets Bog, bind 5, stk. 1875-1880.

Martinus: "Et H-menneske er altid meget virksomt og produktivt. Hvad det har med at gøre bringes til udvikling og vækst. Intet bliver her forsømt, og intet går til spilde. Enhver bagatel bliver frugtbargjort i væsenets skabelsesprocesser eller foretagender. Da H-mennesket mere eller mindre befinder sig i rækken af jordens mest udviklede mennesker, har det stor åndelig interesse. Det har udlevet alt, hvad der forekommer af trosreligiøsitet og kan derfor umuligt blive tilhænger af dogmer, sekter eller religiøse samfund. Forskningens vej er den eneste acceptable vej for dette væsen. Det udgør derfor den absolutte åndsforsker og bliver her i bedste tilfælde en kolossal kraft både som lærer, skribent og taler. Da dets fremragende medfølelsesevne eller sympati uden for den enpolede seksualisme ikke har nogen forbindelse med hjernen og den vågne dagsbevidsthed, og den derfor ikke er seksuelt præget, giver den samme væsen en overordentlig stor uskyldighedsglans eller udstråling lig den, der præger alle små børn, såvel inden for dyrenes som inden for menneskenes verden. H-mennesket udstråler i større eller mindre grad denne atmosfære eller aura som en altbesejrende charme. Det har overordentlig let ved at vinde andre mennesker for sine ideer og planer" (Livets Bog, bind 5, stk. 1880).

I dag står det klart, at Zamenhofs mission begrænsede sig til at skabe klodens internationale sprog, og at det var Martinus' mission at skabe den fællesmenneskelige og universelle livets religion eller åndsvidenskab, der skulle forene alle jordens mennesker i den samme sandhed.

Udover at esperanto er et sprog og et redskab til international kommunikation, så taler man også om dets "indre ide". "La interna ideo" stammer fra Zamenhofs humane og tolerante intention bag skabelsen af sproget. Lige fra barnsben oplevede Zamenhof, hvordan polakker, etniske minoriteter og især jøder blev undertrykte af det russiske diktatur. Lighed, frihed og venskab er nogle af nøgleordene i esperantos indre ide. Disse ord er omtrent de samme som de franske slagord: "Liberté, égalité et fraternité", "Frihed, lighed og broderskab" eller på esperanto: "Libereco, egaleco kaj frateco".