Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Socialt liv har sine små usynlige love og regler. De er så dagligdags og taget for givne, at vi ikke engang tænker over det. De bliver faktisk mere tydelige, når vi af forskellige grunde ikke vil eller ikke orker at følge dem.

Tag følgende situation: et andet menneske stopper op og spørger dig: "Hvordan går det så?", og du svarer; "jo da, helt fint, hvordan med dig?" Helt ukompliceret, synes du. Det hører sig så at sige til, når man mødes.

Men hvor selvfølgeligt er det egentlig? Hvis et helt ukendt menneske i bussen spørger dig, hvordan du har det, ja så bliver du sikkert næsten lidt skræmt og tænker, om du mon ser mærkelig ud eller skiller dig ud fra de andre i bussen på en eller anden måde. "Hvad, øh jo….godt" siger du måske, hvis du ikke bare vender blikket bort og lader som om, du ikke har hørt spørgsmålet.

Hvis det er en bekendt eller kollega på jobbet, der spørger, så bliver du stående en kort stund og nævner i korte træk, hvordan din status for nærværende er, måske siger du noget om, hvad der er sket for nylig, og hvad der skal til at ske. Hvis du af en eller anden grund har det rigtig dårligt, er det ikke sikkert, du siger noget om det, da det ikke hører ind under de sociale regler, at man åbner sig over for et menneske, man ikke kender så godt. Den pågældende person ville muligvis vride sig lidt, hvis du blev alt for personlig, fortalte om krisen i ægteskabet eller om din skuffelse over, at livet ikke er blevet, som du håbede på. Din bekendt ville måske tænke: "det er lidt sørgeligt, at han ikke lader til at have så meget social kontakt eller så mange venner, eftersom han hælder alt det her ud til mig. Jeg mener, vi kender jo næsten ikke hinanden. Hvad skal jeg egentlig sige?"

Nej, det er dem, vi står allernærmest, vi fortæller, hvordan det egentlig står til. Hvordan vi egentlig har det. Og det gør vi i høj grad og vældig ofte. Det lader til, vi har et uudtømmeligt behov for at tale om, hvordan vi har det og ikke har det, fysisk og mentalt, følelsesmæssigt og energimæssigt. Vi viser, at vi forstår hinanden og føler med den anden ved at give eksempler fra vores eget liv: "Ja, jeg ved lige, hvordan du føler, jeg har også bare været så træt på det sidste… jeg synes, alle taler om det, at de er så trætte."

I vores samfund har vi meget fokus på, hvordan vi har det. Formodentlig fordi mange af os ikke har det specielt godt. I aviser og i nyhederne tales der om svineinfluenzaen, der tales om sygehusenes ventetider, om stress og udbrændthed, sygdomme som er resultatet af fejlagtig levevis og fødeindtag, følger af misbrug af mange slags. Listen kan gøres uendelig.

På jobbet har jeg dagligt kontakt med mennesker, som ikke har det godt. Man kan sige, at det helt enkelt er mit arbejde at lytte til mennesker, som er syge. Mennesker kan i princippet rammes af hvad som helst, der forhindrer dem i at tage på arbejde, eller som i øvrigt begrænser deres livsmod og evne til at leve, som de ønsker.

Forestil jer et samfund, hvor det var en helt naturlig selvfølgelighed, at alle har det godt. Alle er kernesunde, glade, harmoniske, veltilfredse med deres daglige liv, med kærligheden, med deres behov og ønsker, og ingen har nogensinde mødt nogen, som ikke har det godt. Kunne det være muligt?

Ja, hvis man skal tro Martinus, så er det faktisk meget vigtigt for det moderne menneske, med sin udvidede bevidsthed, at lære at tænke på en måde, der får livsglæden til at holde sig på et stabilt niveau. Vi kan ikke længere klare at udsættes for vredes- og depressions- og martyrtanker, hvor vi spekulerer på den ulykkelige skæbne, der har ramt os, hvem eller hvad der skal stilles til ansvar for vores ulykke, og hvorfor dette skulle ramme netop os. Tanker er en strålekraft, som gennemstrømmer os. Tankerne skaber forestillinger om, hvad vore oplevelser bunder i. Hvis tankerne styres af instinktive impulser, risikerer vi at drages ind i et forsvars- og angrebsmønster, hvor vi i værste fald spekulerer i, hvordan vi skal blive de mennesker kvit, som er roden til vort onde. Med hjælp fra vores forestillingsevne ser vi klart og tydeligt, hvordan vi selv fremstår som helt uskyldige i vor egen skæbne eller andre menneskers ligegyldighed eller onde vilje.

Hvis tankerne formes af vores udvidede bevidsthed, har vi større mulighed for at leve os ind i andre menneskers situation og begynder til og med at forsvare deres handlinger. Måske vender vi så vreden og bitterheden mod os selv: våndes over vor egen ufuldkommenhed, vor dyriske, mørke natur, og drages ned i en melankolsk tilstand.

Martinus beskriver, hvordan vi er blevet alt for meget mennesker til at kunne tåle den dyriske mentalitet, som går ud på, at hver og en er sig selv nærmest. Han nævner videre, at tusindvis af mennesker "befordrer vredes- og depressionstanker", som via martyrfølelser saboterer den normale livskraft. For at opnå godt helbred er vi nødt til at ransage disse følelser og befri os fra dem. "Sygdom er den fysiske organismes reaktion på tidligere sjælelige konflikter eller disharmonier mellem organismens ophav og næsten eller omgivelserne" forklarer Martinus i artiklen Unaturlig træthed.

Det er værd at tænke over igen og igen. Det medfører et ansvar for at forsøge at gøre hver dag til en glad og harmonisk dag, en dag, hvor vi har det godt. Balancen mellem følelse og intelligens begynder så småt at blive fundamentet for, at vi skal kunne balancere de instinktive impulser fra en uddøende dyrisk epoke.