Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Udelukkende mennesker og enkelte højere udviklede aber, som chimpanser og orangutanger, formår at genkende sig selv i et spejl. Det troede biologerne i hvert fald tidligere. Nu viser nye undersøgelser imidlertid, at af de dyr, forskerne hidtil har udsat for det, klarer i det mindste delfiner, elefanter og skader det, som kaldes "spejltesten".

"Spejltesten" anvendes for at undersøge dyrs selvopfattelse, dvs. for at undersøge, om dyret forstår, at det er dets egen krop, det ser i spejlbilledet. De fleste dyr reagerer på spejlbilledet på en måde, der afslører, at de tror, det er et andet dyr af deres egen art, de ser. I en tv-dokumentar, som handlede om denne forskning, kunne man fx se, at en bavian, som så sit eget spejlbillede, samtidig med sin ene hånd famlede bag spejlet for at forsøge at røre det individ, som den troede befandt sig bag spejlet.

Men når forskerne malede et mærke på fx nogle delfiner og skader, som de kun kunne se i spejlet, viste det sig, at de brugte spejlet til at undersøge de malede dele på kroppen, hvilket ifølge forskerne betyder, at de kan genkende sig selv i spejlet. Og en elefant, som placeredes over for sit spejlbillede, brugte spejlet til at undersøge sin egen krop på steder, den ellers ikke kunne se, som fx i munden.¹

Hos de sidstnævnte dyr afslører deres reaktioner i forbindelse med "spejltesten" altså, at de faktisk kunne skelne mellem det, Martinus kalder "jeg og det", hvilket dyr altså ellers normalt ikke kan. Martinus skriver:

"Det almindelige dyr har altså ingen erkendelse af sit eget væsen. Det oplever kun den ydre verden. Det ser kun, hvad der vedkommer selvopholdelsesdriften. Det er kun koncentreret på sin føde, mage og sit afkom. Men disse foreteelser er alle noget, der forekommer uden for væsenet. Og kun, hvad der således forekommer uden for det selv, har det evne til at erkende eller opdage eksistensen af".²

Og

"Det kender ikke sig selv, har aldrig tænkt på sig selv. Men efterhånden som det stadigt må opleve reaktionen af den fra dets eget væsen udstrømmende energis møde med naturens energier, kan det ikke undgås, at væsenet efterhånden mere og mere opdager denne reaktion. Det befinder sig jo ustandseligt i denne reaktion. Og denne bliver altså den første form for det levende væsens erkendelse. Dyrevæsenet oplever således efterhånden, at der er noget andet til end det selv. Det begynder derefter at skelne imellem sig selv og dette andet."³

"Med denne opdagelse (opdagelsen af sin egen adskillelse fra omgivelserne. Min anm.) begynder jeg'et at opfatte sig selv som et levende væsen. Før denne opdagelse anede det i virkeligheden ikke sin egen eksistens."⁴

Martinus kalder altså denne opdagelse "den første form for det levende væsens indsigt". Her begynder således væsenets "rejse indad". Fra at have været hundrede procent optaget eller opslugt af det, der sker i omgivelserne eller den ydre verden, begynder en ny reflektionsevne at forme sig i væsenets egen indre verden. Det er starten på en lang rejse, hvis slutdestination er væsenets egen kosmiske indvielse. Men da oplever samme væsen, at også dets egen fysiske organisme og dets skabende bevidsthed er en del af "omverdenen" i forhold til dets virkelige jeg, og at dette "jeg" er den virkelige skaber bag alt, som vi har mødt og møder på vor vandring gennem livet. Da indser vi, at hele denne vandring egentlig har været og er en kosmisk "spejltest" på den måde, at vi aldrig kan møde noget andet end vort "spejlbillede" – i form af omgivelserne og vor næste! Det vil sige, at al vor ulykke såvel som lykke er vor egen skabelse, reflekteret eller tilbagekastet til os i kraft af det "spejlprincip", som kaldes "karmaloven" eller loven om "sæd og høst".