Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Her er en lille selvoplevet historie, som jeg nedskrev i 2007, fordi den berørte mig meget gennem enkelt at udtrykke: "Åbn dig for livet og se, hvor vidunderligt det kan være."

I dag, som afslutning på en kursusdag i Koblenz – klokken var omkring 18 – kørte jeg hjemad fra parkeringspladsen i nærheden af slottet mod det første meget livlige lysregulerede kryds. Jeg holdt for rødt, da en ældre dame styrede direkte mod mig, og jeg spontant åbnede højre bildør for hende.

Jeg spurgte straks, om jeg kunne gøre noget for hende, og hun spurgte mig, om hun kunne køre med et stykke vej, da hun kunne se, at jeg havde en Westerwälder nummerplade. Jeg svarede: "Selvfølgelig, stig De blot hurtigt ind, lyskurven viser allerede grønt."

Bilisterne bag mig havde vel overværet hele sceneriet, så derfra kom ingen larmende "dytten". Alt skete inden for få sekunder, og nu var vi på vej i retning mod Westerwald, 40 km væk.

Straks var vi i en hjertelig samtale. Hun var født i Westerwald i 1926 (81 år) og fortalte, hvor glad hun var for, at jeg ville tage hende med.

Hun var i morges kørt af sted fra hendes lille hjemby sammen med en bekendt for at tage til Koblenz. Den bekendte var imidlertid hurtigt taget tilbage, og dermed var der for den ældre dame ingen direkte kørelejlighed hjem. Trods disse omstændigheder, som hun var bekendt med før afrejsen, var hun taget med på turen. Hun fortalte mig, at hun ingen familie havde, da hun ikke var gift, og begge hendes brødre var faldet i krigen.

Sådan kørte vi i retning mod hendes hjemby, mens vi talte videre. Først ved min gentagne spørgen ind til, hvor hun mere præcist boede, gav hun mig svar. Hun ville dog ikke høre tale om, at jeg skulle køre hende nærmere end til den nærmeste motervejsafkørsel, da benzinpriserne jo var høje, og hun ingen penge havde. For mig var det ingen begrundelse. Jeg forstod til fulde af egen erfaring hendes forlegenhed, så for mig var der ingen overvejelser. Tilmed begyndte det også at regne, – altså endnu en god grund til at køre en lille omvej for at bringe hende til hendes hjemby.

Hun fortalte mig, at hun blev meget rørt over min leve- og tænkemåde og mente dermed, at jeg var en engel. Jeg forsikrede hende, at det glædede mig meget at måtte tage hende med, og at begge parter således på én gang både kunne give og modtage. Jeg bad hende forstå, at det for mig var ganske vidunderligt at vide at have hjulpet hende. Hvor berigende det er, når man om aftenen i sengen kan tænke, at man har glædet et andet menneske. Altså er det for begge parter en gave.

Hun var af den samme mening som jeg; at i livet er intet tilfældigt. At den kære Gud altid har hjulpet hende og med sikkerhed også fremover vil gøre det. Til sidst gav hun mig et æble fra sin pose og sagde flere gange, at hun ville bede "Fader Vor" for mig, da alle jo har et ønske om noget, som de længes efter. Det glædede mig meget, og jeg sagde, at jeg ville gøre det samme.

Vi tog en hjertelig afsked med gensidige kærlige og gode ønsker for hinanden, og så kørte jeg hjemad med et smut ind omkring mine forældre, hvor min mor kom mig i møde med en stor pose levnedsmidler som gave.

Her kan vi på en vidunderlig måde erfare, hvordan bønnen "Fader vor, du som er i Himlene …" gennem Forsynet har sine virkninger. For den ældre dame er Fadervor vel den vigtigste bøn, den vigtigste forbindelse til den himmelske Fader. Med sikker tillid til Guddommen var hun på denne dag taget på rejse med ønsket om en god hjemtur. "Giv os i dag vort daglige brød …" – også for mig var dette vidunderlige møde og denne erfaring mit "daglige brød", gennem hvilket min livsglæde og tillid til "Herrens veje" blev styrket. Sådan som jeg var en "engel" for hende, sådan var hun på tilsvarende måde en "engel" for mig. Vi var engle for hinanden, budbringere, værktøj gennem hvilke livet og Guddommen talte til os og kom til udtryk.

For at menneskehedens længselsfulde ønske om fred kan blive til virkelighed, er det af stor betydning, at vi viser forståelse og medfølelse, ja, at vi lærer at føle taknemmelighed og kærlighed især for sendebuddene, "englene", som giver os det igen, vi gennem vores jordiske handlinger selv har forårsaget af ubehag mod andre. Således at vi bliver bevidste i vores roller som sendebud – ja engle. Det af os selv forårsagede "ubehageligt gode", vi her i vores jordiske liv oplever virkninger af, lærer os forståelse og medfølelse, ja taknemmelighed og kærlighed.

Martinus skriver i Det Evige Verdensbillede, bind 3, stk. 33.71:

"Så er der alle de øvrige ufærdige væsener. De er også engle i den udstrækning, som deres udvikling i næstekærlighed gør det muligt. De er alle, således som Bibelen udtrykker det: '... tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, der skulle arve frelse'. (Heb. 1.14)."

Med denne bevidsthed kan stadig mere fred trænge ind i vores ånd og hjerter, således at kærligheden, universets grundtone, kommer mere og mere til syne.