Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Bortset fra, at Martinus kalder det nuværende menneske på jorden for "jordmennesket", eksisterer der mig bekendt ikke nogen anden graduering af begrebet og tituleringen – "et menneske", bortset fra når vi taler om tillægsegenskaber, der knyttes til et menneske, såsom "et slet menneske" – "et godt menneske" – "et hæderligt menneske" osv.

Det skyldes formentlig den omstændighed, at det ikke i de kendte udviklingsteorier formodes, at mennesket på et tidspunkt kommer til at opfylde profetien om et "menneske skabt i Guds billede", altså et menneske, der opfylder betingelserne for de guddommelige kvaliteter, alkærlighed, alvidenhed og allestedsnærværelse. Der er det grundlæggende synspunkt i disse udviklingsteorier, at man ikke mener, at udviklingen er destineret til at have en bestemt retning, men at udviklingen i højere grad er mere overladt til tilfældighederne og de biologiske mekanismer, eller som Darwin mener det, at den stærke, dvs. den bedste til at tilpasse sig, overlever og videreudvikler racen. At menneskets endemål er at udvikle sig til et fuldkomment væsen, bliver for det meste betragtet som en fiktion, både blandt "almindelige mennesker" og blandt videnskabsfolk og forskere.

Det er en udbredt opfattelse, at mennesket er, som det er, og at der ikke eksisterer en overordnet plan for dets udviklingsforløb.

Egentlig er opfattelsen af denne mangel på planmæssighed for menneskets udvikling en underlig inkonsekvent antagelse, idet man jo i andre forhold i naturen omkring os ser udviklingsforløb, der gennemløber alle faserne fra fosterstadie til et færdigt og fuldkomment stadie. I særdeleshed i faunaen omkring os er dette princip meget tydeligt, idet vi ser frugt, grøntsager og blomster gennemløbe disse udviklingstrin inden for en for os målbar periode og på denne vis dokumenterer, at hensigten med al udvikling er at nå slutstadiet – fuldkommenhed. I dyreriget ser vi ligeledes, hvordan alle dyrearterne hver især udtrykker fuldkommenhed inden for hver deres race. Rovdyrene med deres overlegne muskelkraft og andre dyrearter med deres hurtighed eller deres evne til at camouflere sig. Ligeledes afspejler årstidernes vekslen og alle naturens øvrige livsytringer rytmer eller kredsløb, der har helt logiske forløb. Vi ser vandets fordampning og senere fortætning i form af nedbør. Hele naturen omkring os er et fuldkomment udtryk for opbygning og nedbrydning og processer, der samlet udtrykkes som "naturens orden".

Man kunne måske mene, at det ikke virker som et særligt hensigtsmæssigt eller fuldkomment udtryk for naturens skabelse, at der falder enorme mængder regn, eller at storme lægger landområder øde. Sagen er blot den, at man alligevel må sige, at disse voldsomme naturkræfter er et fuldkomment udtryk for naturens logik, tilpasningsevne og fuldkommenhed som en reaktion på de givne omstændigheder, blot oplever vi det ikke som et gode, – men det er en helt anden sag.
 

Den manglende erkendelse af reinkarnationen og livets evighedsnatur er den direkte årsag til, at vi mister forståelsen for det hensigtsmæssige og for sammenhængen i menneskets udviklingsforløb og i de øvrige tidsperspektiver, der rækker ud over vores umiddelbare sanse- og fatteevne. Når vi sanser og opfatter tilværelsen ud fra en "ét livs teori", kan vi ikke se, at et "jordmenneske" skal kunne udvikle sig til "et fuldkomment menneske" i et enkelt liv – det er en umulighed. Vi mangler kort sagt det store perspektiv, der godtgør, at udviklingen fra naturmenneske til et fuldkomment "Kristusvæsen" tager tusindvis af inkarnationer i modsætning til f.eks. æblets udviklingsperiode, der blot tager nogle måneder.

Vi mangler også en realistisk "model", et ideal som repræsenterer "et rigtigt menneske", som kan godtgøre, at der eksisterer et sådan udviklingstrin over vort eget, og at vi er på vej til selv at nå dette stadium. Vi kan dog se mange forskellige udviklingstrin blandt mennesker i verden omkring os, og det viser, at ikke alle mennesker befinder sig på samme niveau. Nogle er langt fremme på ét område, andre på et andet, men udvikling i kosmologisk forstand handler her om den humane udvikling og dermed evnen til at "elske sin næste". Det fuldkomne menneskes standard, som "mennesket i Guds billede", kan vi ikke få øje på, den grusomme, krigeriske og egoistiske kultur overskygger helt de humanistiske tiltag, men det interessante er, at det jo netop er det samme, vi ser i skolerne, når den dominerende elev helt dominerer den sagtmodige, tilbageholdende elev, som ingen får øje på i al "larmen".

For det materialistisk indstillede menneske er forskelligheden blandt de forskellige kulturer og folkeslag blot endnu et udtryk for "livets tilfældigheder", kombineret med gener, arv og miljø, som en slags indbygget "antilovmæssighed" i tilværelsen. Ingen kan vide, hvor man bliver født, det er helt baseret på tilfældigt fungerende kræfter. Det er dog en kendsgerning, at der med jævne mellemrum har været født endog meget store personligheder her på jorden, personligheder, der på grund af deres specielle natur har fået stor betydning for samfundsudviklingen, f.eks. Ghandi, og de humane religioner, der eksisterer den dag i dag med millioner af tilhængere. Der har endog været inkarneret et absolut fuldkomment og færdigt menneske "i Guds billede" i skikkelse af Jesus fra Nazareth. Et menneske på sit fuldkomne stadium, der gennem sin væremåde og virke repræsenterede "et menneske i Guds billede" – en "Guds søn", som med rette kunne sige: "Faderen og jeg er ét". Kirken ser det som et enkeltstående eksempel på inkarnationen af "Guds søn", som skulle komme til jorden og påtage sig menneskenes synder. At vi alle skal blive "Guds sønner" er altså en abstraktion for såvel religiøst som videnskabeligt indstillede mennesker.

Det kunne være fristende at bruge tilstedeværelsen af de vidt forskellige talenter og begavelser hos mennesker som et stærkt indicium på, at der findes højere og lavere udviklingstrin, hvis fremkomst ikke stammer fra dette liv – blandt andet dokumenteret ved tilstedeværelsen af "vidunderbørn". Det ville dog med ret stor sikkerhed blive afvist i videnskabelige kredse under henvisning til teorierne om arv og miljø, og at hele vor karakter og øvrige begavelser hidrører fra nedarvede gener. Det ville dog være ulogisk, hvis man fik visse talenter i "vuggegave", medens man resten af livet måtte arbejde hårdt med at optræne nye eller kæmpe med en dårlig genetisk arv som misbruger, retarderet eller kriminel m.m. Det er jo blandt andet dette slid med at erhverve sig færdigheder, "man ikke kommer sovende til", eller som det udtrykkes i Bibelen, "i dit ansigt sved skal du æde dit brød", og "brød" er i denne forstand meget mere end fysisk føde.
 

Kan man virkelig "få" talenter som biologisk og genetisk arv, herunder "moralske" talenter? Er det virkelig sådan, at gode, kærlige og humane mennesker altid får gode, humane og kærlige børn? – og er det sådan, at kriminelle altid får kriminelle børn, og at voldelige forældre altid får voldelige børn osv.? Hvis man vil bevise en lovmæssighed, så skal denne lovmæssighed være ubrydelig, og det er teorierne om arv og miljø ikke, tydeligt dokumenteret ved de nævnte vidunderbørns tilstedeværelse. Har vi blot 100 eksempler, der bryder denne "lovmæssighed", så er det jo ingen lovmæssighed. Masser af mennesker, helt uden genetiske defekter, føder børn med forskellige former for livslange handicaps. I disse tilfælde leder man derfor efter uregelmæssigheder ved fosterdannelsen, fødslen eller genetiske svagheder i andre dele af familien og finder retfærdigvis også ofte årsagerne her, men der er mange undtagelser. Mange har oplevet at føde et retarderet barn og efterfølgende få et helt normalt barn. I dag er det ikke ualmindeligt, at man får taget en gentest på fosteret for på denne måde at blive klar over, om det kommende nyfødte barn bliver "normalt" og i modsat fald få foretaget en abort – en problematik, der med kendskab til reinkarnationen er en betænkelig sag, helt bortset fra det moralske ansvar ved at foretage et fosterdrab.
 

Der er bevidsthed og ånd bag al fysisk skabelse, og uden tilstedeværelsen af ånd, bevidsthed og hensigt er livet ikke nogen realitet. Talenter og egenskaber er jo i almindelig forstand resultatet af træning og erfaringer, ofte med slid, smerte og modgang i opbygningsprocessen. At forestille sig, at der skulle være en genvej (kan også læses som en gén-vej) til egenskaber og kundskaber, virker ulogisk. Al udvikling er baseret på overvindelse af modstand (kaldet udvikling), træning og heraf følgende erfaringer. Tænk på det inkonsekvente i, om alt det slid og slæb, man præsterer i løbet af et enkelt jordliv, vil være skønne spildte kræfter, når vi forlader den fysiske tilværelse. Vi gemmer vore erfaringer fra liv til liv, og derfor er det indlysende, at udviklingen vil føre til fremkomsten af "rigtige mennesker". Vi ser, at udviklingen frem mod netop dette stadium har været på vej i årtusinder, og at det er målet med vores nuværende tilværelse som "jordmennesker".

Retningen og målet for vor udvikling er styret af åndelige og politiske ledere gennem "verdensgenløsningsprincippet", der afføder, at de pågældende ledere bliver inkarneret, når der er en tilstrækkelig modtagelighed for et bestemt udviklingsforløb. Således så vi det ske ved Kristi fødsel, hvor der var stor modtagelighed for det humanistiske og alkærlige budskab, og ligeledes, sikkert til stor overraskelse for mange, da Hitler blev ideologisk og formel statsleder af Tyskland og startede anden verdenskrig. Verden og menneskeheden skulle udleve og gennemleve de krigsrædsler, som de i deres bevidsthed støttede, og det kunne kun ske gennem selvoplevelsen af krigens gru. Skønt pessimismen med hensyn til menneskehedens fremtid er stigende, så peger kendsgerningerne dog den anden vej. Der er i høj grad grund til optimisme.
 

Optimismen knytter sig til det faktum, at ingen kan være til stede i verden uden at opleve en eller anden grad af udvikling. Martinus siger, "at det ikke er muligt at gå fra et mere udviklet stadium til et mindre udviklet stadium", idet hver eneste dag giver erfaringer, – store som små, som naturligvis øger den enkeltes viden og udvikling. Erfaringer er det samme som virkelig, realistisk, praktisk viden om, hvad der giver modgang, og hvad der giver medgang, og er dermed det eneste, der kan føre mennesket ud af uvidenhed, og uvidenhed er den sande faktor bag den nød og elendighed, der er i verden. Handler vi imod kærlighedsloven, oplever vi smerte, handler vi med loven, oplever vi glæde og velvære. At øge mængden af erfaringer kan umuligt føre til større uvidenhed, og i særdeleshed vil lidelseserfaringer skabe medfølelse med "næsten", fordi man gennem erfaringerne er i stand til at identificere sig med andre mennesker i en lignende situation.

Mange vil hævde, at verdens tilstand skyldes ondskab, magtbegær, brutalitet, diktaturer, grådighed og meget andet. Sandt nok, men alt dette er jo netop et udtryk for uvidenhed om menneskets ophøjede natur og tilværelsens åndelige love. Hvis man et øjeblik ser bagud, så ser man jo, at udviklingen har ført menneskeheden fra et meget primitivt stadium til et absolut mere udviklet stadium, på alle fronter. Det, der springer mest i øjnene, er den teknologiske udvikling, som anvendes i overensstemmelse med vor moral. Her tænkes naturligvis på anvendelsen af sofistikeret teknologi i våbenindustrien, rovdrift på ressourcerne, f.eks. trawlernes enorme fangstkvoter, der nærmest tømmer havene for fisk til stor gene for den biologiske balance, eller udryddelsen af enorme skovarealer m.m.

For ikke at blive grebet af den tanke, at "det går da helt galt", kan det være godt at huske på, at Martinus siger, "alt er i nuet så fuldkomment, som det overhovedet kan være, på grund af fortiden, og hvad det skal blive i fremtiden". Desuden er det bestemt også værd at være opmærksom på, at der rent faktisk lovgives og tales meget om disse problematikker, og ifølge Martinus er dette blot det rigtige menneskes fosterstadium. Et stadium, som er helt forudsigeligt og forventeligt og på ingen måde ude af kurs med den plan, der er for menneskehedens fuldkommengørelse. Mange mennesker er nået ganske langt i den humane udvikling og vil ifølge Martinus kunne se frem til inkarnationer med lidt "lettere lektier" op til "den store eksamen".

Martinus skriver i Kosmos nr. 7 – 2009 i artiklen En ny verdensepokes fødsel:

For mennesket i dag er ikke noget rigtigt menneske, det er et pattedyr, som længst fremme i sin udvikling er blevet til en "djævel". Nogle er så kommet endnu længere og er begyndt at blive rigtige mennesker. De, der begynder at arbejde med sig selv og være venlig og kærlig til alle sider, er jo kommet over den mørke karma. Der kan kun være småkarma tilbage.