Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I hvor høj grad påvirkes klimaet af menneskers måde at leve på? Hvis man skal tro mange alarmrapporter og ekspertpanelers frygt, er vi i stor udstrækning ansvarlige for den hurtige forandring, man nu mener er i gang med jordens klima. Aldrig før i menneskehedens historie er der sket så store polarisationer i klimaet – der slås nye varme- og kulderekorder, måles ødelæggende nedbørsmængder, samtidig med at andre områder rammes af frygtelig tørke. Atmosfærens indhold af såkaldte drivhusgasser, først og fremmest kuldioxid, øges hurtigt, hvilket vil medføre en global temperaturforhøjelse, der får havoverfladen til at stige og får gletschere og indlandsis til at smelte hurtigere og hurtigere. Forandrede plante- og dyregeografiske forhold fører til, at visse arter uddør, medens andre begunstiges.

I den fortsatte diskussion går jeg ud fra Martinus' analyser, som jeg har forstået dem, og forsøger at finde ud af, hvad der sker angående klimaet. Martinus' udtalelser om klimaet findes først og fremmest i Livets Bog, bind 3, stk. 658-668.

Jordkloden er et levende væsen med i princippet samme funktioner som et menneske. Når vi skal bedømme sådanne fænomener som temperatur, stofskifteprocesser, angreb fra sygdomsfremkaldende organismer og samspil med andre væsener inden for og mellem forskellige spiralkredsløb, er vi nødt til at indse, at oplevelsen af tid og rum er helt forskellig for et menneske og et klodevæsen. Man kan af visse grunde antage, at et sekund for jordkloden modsvares af fire til fem år hos os, selvom beregningerne er usikre (Martinus har mig bekendt ikke udtalt sig direkte om dette spørgsmål). Vor fysiske fornemmelseshorisont er helt anderledes sammenlignet med vor planets. Vigtigere er det, når man tænker på hastigheden af de observerede forandringer, at oplevelserne for jordkloden er af mere psykisk art end for os, der er yderst bundne til det fysiske. En forandring på det psykiske plan går meget hurtigere, end hvis den skulle gennemføres fysisk (materiens træghed). Vi går ud fra, at menneskeheden kan betragtes som den højest udviklede del af jordklodens fysiske hjerne.

Hvilke faktorer er af betydning, når det gælder et væsens temperatur?

Først og fremmest er et væsens temperatur bestemt af spændingsforholdet mellem tyngde- og kuldeenergierne i dets fysiske organisme, hvilket er en automatfunktion. For at "jordjeget" kan skabe sin fysiske form, må det med sine intellektuelle energier skabe de energikombinationer, i hvilke forskellige mikrovæsener kan inkarnere. I centrum af kloden begunstiges jern- og nikkelatomer, og i biosfæren skabes forudsætninger for, at alle plante- og dyrelivets organismer kan skabe deres fysiske legemer.

For at tyngde- og kuldeenergibalancen skal kunne opretholdes, skal jordkloden have et vist stofskifte, modtage og afgive energi, hvilket for jordklodens vedkommende først og fremmest sker i jordens indre i form af kernespaltningsprocesser, der her er godt adskilt fra biosfærens liv og kredsløb. (At "transplantere" kernespaltningsprocesserne til jordens overflade er direkte livsfarligt for pågældende organisme). Disse indre processer er af stor betydning for, at vi kan få en vis temperatur, når kloden møder verdensaltets kulde, i den grænsezone vi kalder biosfæren.

Hvis jordkloden "spiser" meget, øges stofskifteprocessernes intensitet, hvoraf følger en vis temperaturstigning, og omvendt hvis næringstilførslen mindskes. Men hvad "spiser" jordkloden?

Vor planet er et organ i solsystemvæsenet og er i højeste grad afhængig af den næring, solen udstråler i form af solvind og al anden energi, der er resultatet af processer på og i solen. Fluktuationer på solen bidrager altså til temperaturforandringer på jorden. Men også solen er et organ i et større væsen, vor galakse. Denne er en spiralgalakse, hvilket betyder, at energitætheden er ujævnt fordelt, hvilket igen medfører, at solen på sin bane rundt i galaksen støder på områder med større eller mindre energitæthed, noget der påvirker solaktiviteten og dermed os.

Jordklodevæsenet er et levende væsen, der i sit spiralkredsløb er nær ved, som Martinus kalder det, at "få kosmisk bevidsthed". Dette betyder en intensiveret tankevirksomhed, hvilket skaber et tankeklima, der i høj grad påvirker klodens mikrovæsener. Planetens indre liv bliver for disse den ydre verden (se blandt andet Bisættelse, kapitel 43-45). Det er let at indse, at jordklodevæsenets tanker, når det begynder at kunne se virkeligheden i et evighedsperspektiv, hvor kærligheden dominerer, kommer i en krisetilstand. Væsenet skal jo afvikle alle dyriske tankearter, hvilket skaber vældige forandringer for dets mikrovæsener, ikke mindst med hensyn til klimaet. Denne udrensning påbegyndtes måske for tusinder af år siden set fra vores synsvinkel, hvilket for jordkloden modsvares af nogle minutter!

De mentale anstrengelser, vor planet gennemgår, kan for os opleves som temperaturfluktuationer, naturkatastrofer og krig i alle dens former. Det gælder jo om for vort makrovæsen at udrense alt det, der hører mørket til, men at gøre det på en så kærlig måde som muligt, hvilket dog er umuligt uden lidelser. Vore millionårige tyngdeenergidominerede handlingsmønstre byder på modstand mod den nye menneskelige levemåde, der, besjælet af intellektualiseret følelse, må bryde frem.

Her kan det være på sin plads at tænke på tidsperspektivet. Fra jordklodens synsvinkel er det knap ti minutter siden, Jesus vandrede på jorden, og den såkaldte lille istid i 1600-tallet ligger kun nogle minutter tilbage. Vor seneste million års istider er for planeten sket inden for de seneste 2-3 døgn. I dette perspektiv kan det synes at vare uendeligt længe, inden vi får fred her på jorden, men som tidligere nævnt lever jorden oplevelsesmæssigt meget mere på det psykiske plan, end vi gør, hvilket betyder, at vi ifølge Martinus "allerede" om 3000 år selv har kosmisk bevidsthed.

Men har menneskene da ikke noget ansvar for det, der kaldes temperaturkrisen? Jo, naturligvis! Vi er jo jordklodevæsenets hjerneorgan, og det er jo hjernen, der formidler intentionerne fra jeget til det fysiske plan. Man kan se det på den måde, at klodejeget stiller sådanne energikombinationer til rådighed, i hvilke mennesker af forskellige slags kan inkarnere. I forbindelse med at jordkloden får kosmisk bevidsthed, vil energikombinationerne blive af en sådan beskaffenhed, at flere og flere sådanne mennesker, der er på bølgelængde med den nye impuls (kærlighed til sin næste), vil inkarnere, medens de, der stadig har meget af den dyriske mentalitet, må søge til andre kloder for at få en fysisk tilværelse. Fra menneskets synsvinkel sker jordens forandring af energikombinationer, som er egnede for menneskers inkarnation, heldigvis så langsomt, at vi når at udvikle os gennem flere inkarnationer i overgangsperioden, så flere og flere mennesker tilpasser sig til de nye inkarnationsenergier. Mange har imidlertid så meget dyrisk mentalitet, at de modsætter sig den nye verdensimpuls, hvilket resulterer i krig, fjendskab, egoisme og en holden fast ved det gamle, så lidelserne florerer. Men derved forceres udviklingen jo frem mod det nye menneske.

Hvad i vor handlemåde er da af betydning for klimaet her på jorden?

Alle energi- eller bevægelsesformer er udtryk for levende væseners viljeytringer (Livets Bog, bind 7, 2658:3). Da vi nu er på vej mod himmeriget (kærligheden til næsten) her på jorden, gælder det om, at vi i vor bevidsthed og vore fysiske handlinger søger at skabe det behagelige gode for alt og alle, det vil sige vort mikrokosmos, vore mellemkosmiske medvæsener, inklusive os selv, samt vor makrovæsen, jordkloden. Hvordan skal det gå til? Kortfattet kan man sige, at man aktivt skal undgå grækernes syv dødssynder, eller endnu bedre, at man stræber efter at leve i henhold til Martinus' syv leveregler for, hvordan man udvikler sig altruistisk. Mennesker med en udviklet intellektualiseret følelse kan ikke tænke sig at leve på andres bekostning, når de økonomiske kløfter øges lavineagtigt, eller tro, at man er mere værd end nogen anden og lade sine firs kilo transportere omkring ved hjælp af to-tons biler eller bygge paladser til sig selv, når andre dør af sult og sygdom bare nogle stenkast væk. De kan heller ikke tænke sig at skabe et helvede for deres mikrovæsener ved at spise kød, drikke alkohol, ryge eller indtage narkotika. I omgangen med makroorganismen gælder det om at finde energikilder, der naturligt kan indgå i kredsløb, først og fremmest i biosfæren, hvilket kernekraft definitivt ikke kan. Vor indflydelse på jordens klima bliver til syvende og sidst et spørgsmål om moral!

Som man ser, har vi lang vej at gå, inden vi bliver færdige mennesker, som bliver de nødvendige celler i jordklodens fysiske krop. Men intelligensen øges hurtigt, og den forcerede lidelse, der er et resultat af jordklodens udrensning af dyriske (selviske) tendenser, kulminerer, hvilket fører til, at vi udvikles hurtigt til væsener, hvor kærligheden til vor næste dominerer. I mellemtiden må vi trøste os med, at et sådant fænomen som jordens temperatur er underkastet en masse genskabelsesmekanismer, der forhåbentlig forhindrer en klimakatastrofe. Kuldioxidindholdet i atmosfæren er en sådan faktor – når indholdet stiger, øges temperaturen, hvilket resulterer i øget fordampning og flere skyer, der reflekterer sollyset ud i verdensrummet, hvilket igen vil sænke temperaturen.

Vi mennesker bedømmer og handler gerne ud fra snævre tidsrammer og tager forholdsregler, ikke mindst når det gælder om at tolke resultaterne af klimaforskningen. Men også i et langsigtet perspektiv skal vi gøre, hvad vi kan for at handle i samklang med naturens kredsløb.