Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De fleste mennesker, på det nuværende udviklingsstadie her på kloden, har sider i deres mentalitet og væremåde, som de ikke er specielt begejstrede for. Af samme grund forsøges disse egenskaber ofte undertrykket eller på anden vis bearbejdet, så det ikke længere generer den pågældende selv eller omgivelserne. Den gængse moral gør jo, at egenskaber som et heftigt temperament, jalousi, misundelse, uærlighed o.m.a. ikke er noget, man gerne skilter med. Det er "dårlig stil", som det udtrykkes i dag. Undertrykkelse i denne forstand har været genstand for en del debat og undersøgelser gennem tiderne, og der er bestemt ikke enighed om mål og metoder på området, der omhandler disse "mentalhygiejniske foranstaltninger".

Psykologer, terapeuter og andre fagfolk samt "almindelige" mennesker har vekslet imellem opfattelser om, at man skulle leve sin vrede ud og ikke skamme sig over de dårlige sider i karakteren, eller at man omvendt skulle kontrollere dem og forsøge at blive bevidst om, hvad der udløser disse indre "vulkanudbrud" og dermed blive i stand til at kontrollere det.

Jeg kendte på den tid nogle mennesker, der oprettede et rum i boligen, hvor de kunne afreagere og slippe undertrykte følelser ud. Rummet var kun møbleret med en madras, puder og lignende, der kunne tåle de mere eller mindre voldsomme udbrud. Det siger sig selv, at de pågældende, efter at have afreageret i "gummicellen", efterfølgende var udmattede og i relativt godt lune, nu da de havde fået "lettet trykket", men det forhindrede jo desværre ikke, at der senere kunne opstå behov for at gentage "kuren". Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det dog i alle tilfælde er bedre, at den ophobede vrede, irritation o.a. udløses på madrasser og puder i stedet for på familie, venner, kollegaer, sagesløse dyr m.m. Spørgsmålet er så, om det kan håndteres på en anden måde, der mere blivende skaffer ro i sindet. For et er, at omgivelserne kan lide under vedkommendes "mørke sider" i mentaliteten, et andet er, at den pågældende selv i længden gør skade på sin fysik og psyke af samme årsag.

Ukontrollerede udladninger af "tyngdeenergien" er en hård belastning for mange af legemets organer, ligesom jalousi, bagtalelse, evindelig kritik o.m.a. også er et skadeligt "klima" for organismen, og det er almindeligt kendt, at hjerteproblemer ofte kan have sin årsag i et kolerisk temperament, og at sindstilstanden generelt har stor indflydelse på "fysikken".
 

Helt frem til midten af 1950'erne var den almindelige opfattelse, at stram disciplin var en uundgåelig og nødvendig del af tilværelsen. Det blev kaldt "den gode opdragelse", noget de fleste børn, mere eller mindre håndfast, lærte at kende som en metode til undertrykkelse af de individuelle tilbøjeligheder og temperamenter i karakteren. I stedet for "at være sig selv", lærte de at optræde efter datidens norm, – et stille, undseeligt barn med standardiserede, "pæne" vaner og en adfærd, som ikke gav uventede overraskelser og gener for omgivelserne. Skolerne hjalp godt til med opbyggelsen af disse adfærds standarder, ofte hjulpet godt på vej af "spanskrøret" over for de mere genstridige naturer. Den individuelle udvikling i ungdommen var i et meget stort omfang yderst begrænset, idet man endvidere tilrettelagde sine børns livsvej og på den måde sørgede for, at de fulgte en, efter forældrenes opfattelse, god og fornuftig livsbane, præcis som de selv havde gjort. Det skal ikke opfattes som kritik, blot en konstatering af, at sådan var situationen på den tid.

Det er ikke så underligt, at denne tilstand medførte en længsel mod kontrasten til denne "kadaverdisciplin". Fra 1960'erne og fremad gik dette opdragelsesmønster, som jo i virkeligheden var et mentalt fængsel både for den voksne og barnet, sin undergang i møde, og en forceret udvikling af individualiteten i mennesket afløste det af "flokkens normer" tilpassede menneske.
 

Det skal dog ikke opfattes sådan, at denne mangel på "god opdragelse" helt er elimineret, for der findes masser af eksempler på, både i Danmark og i andre lande, at "adfærdsmodifikation" stadig eksisterer, blot slet ikke i samme omfang som tidligere. Martinus har givet udtryk for, at en stor åndelig impuls fra et centrum i mælkevejssystemet påvirkede klodens udvikling ganske betragteligt i 1970'erne og fremad.

Vi husker sikkert, hvordan der pludselig blev stillet spørgsmålstegn ved Vietnamkrigen, børneopdragelse, undervisning, vore kostvaner, kernefamiliernes livsform, sex, rusmidler og meget, meget andet. Ja det var vel nærmest en kulturrevolution, der omfattede hele den vestlige verden i særdeleshed. Det var karakteristisk, at denne "kulturrevolution" bredte sig som en steppebrand, dels fordi tv-mediet samtidig vandt stor udbredelse, og dels fordi globaliseringen og samhandelen samtidig tog til. Der skal dog nok være nogle, der ønsker sig tidligere tiders disciplin og autoritetstro tilbage, måske fordi individualiseringen trives bedst med et moralsk kodeks, og her oplever man så en anden problematik – at selvbevidstheden undertiden bliver til rendyrket egoisme, hvis den blot primært tager udgangspunkt i egne selviske behov.

Det moralske kodeks hentede man jo tidligere fortrinsvis i religionerne, men i de overvejende ateistiske samfund, vi har i dag, er denne "rettesnor" ikke længere brugbar, idet man i vid udstrækning ikke længere kan finde åndelig næring i kirkens dogmer. Jamen er det så ikke "begyndelsen til enden", vil nogle nok mene! "Se hvordan ungdommen ter sig, med bål og vold i gaderne", lyder det i medierne. – Nej tværtimod!
 

Forsynet har ledt mennesket helt frem gennem den materialistiske, videnskabelige udviklingsepoke, for at enhver selv skal kunne opleve resultaterne af deres egen adfærd i form af deres egen personlige skæbne og uden at støtte sig eller rette ind efter en forudbestemt, defineret moralsk retningslinje. Denne udviklingsfase domineres af "intelligensens klare lys", som Martinus udtrykker det. Religionernes tid er forbi, materialismens "tilfældighedsteori" kan ligeledes ikke tilfredsstille det moderne, søgende menneske. Mennesket er i sandhed givet fri, – fri til at høste sine egne erfaringer og på et personligt niveau få viden om tilværelsens åndelige love, herunder skæbneloven. Når man igen og igen møder modstand og lidelser, forfines følelseslivet, man bliver modtagelig og søgende efter en forklaring på, hvorfor man befinder sig i denne tilstand.

For mange menneskers vedkommende har denne frustration over tingenes tilstand ført direkte til studiet af de kosmiske analyser. Det af Martinus omtalte "ragnarok" omfatter jo ikke kun de krigsførende nationer i verden. Alle samfund og deres indbyggere mærker, hvordan de kulturelle og demokratiske værdier er under pres, ligesom de personlige normer og holdninger skal stå deres prøve.
 

Martinus omtaler jo nærmest hele vejen gennem sit store værk, Det Tredje Testamente, at mennesket, for at nå til en højere og lykkeligere bevidsthedstilstand, må udvikle sig bort fra al egoisme og selviskhed og i stedet arbejde sig hen imod at kunne kontrollere og beherske et eventuelt stærkt temperament, bagtalelse, misundelse, hævnlyst, nag, m.m. – ja, kort sagt alle de "uheldige" tendenser, man kan plages af. Disse egenskaber er ofte til stor gene og ulykke for både de nære og fjerne relationer, ikke mindst når de kommer til udtryk i form af raseriudbrud eller regulær fysisk vold og skaber frygt og utryghed. I sådanne tilfælde sker det, at fornuften eller intelligensen ikke er i stand til at holde de "primitive kraft- og tyngdeeksplosioner" i ave, ligesom medfølelsen med næsten ikke er tilstrækkeligt udviklet til, at den kan fungere som det "filter", der skal forhindre, at man belemrer sine medmennesker med disse gener. Det resulterer ofte i verbale eller i værste tilfælde rent fysiske overgreb på omgivelserne, og i dag er situationen den, at meget få mennesker tåler disse stærke energier, også selvom der ikke er tale om fysiske overgreb.

Mange oplever i sådanne tilfælde frygt, og i bedste fald vil enhver god stemning være brudt, og vreden vil længe efter repræsentere et "giftigt" og livsglædedræbende klima. I dag er mange mennesker så følsomme, at de kan mærke et skænderi "hænge i luften", skønt det for længst er overstået. Det er klart, at situationen ikke er ønskelig for hverken den, der ikke kan kontrollere sine "mørke sider", eller for "offeret". I dag ses det oftere og oftere, at mennesker med skadevoldende adfærd opsøger hjælp hos psykologer, terapeuter m.m., fordi det også er uudholdeligt for den pågældende selv at se resultaterne af "eksplosionerne".

I forbindelse med alle levende væseners vilkår og udvikling generelt, omtaler Martinus "undertrykkelsesevnen" som en uundgåelig og nødvendig proces for oplevelsen og håndteringen af livet som helhed og ikke kun i den eventuelle beherskelse af sindet.

Hele livsprocessen er jo i virkeligheden et spørgsmål om at skabe forandringer. Al udvikling er lig med forandring. Uden forandring ingen udvikling og uden udvikling ingen forandring. Al udvikling er et spørgsmål om opbygning og nedbrydning af detaljer, både i bevidstheden og i tilværelsen som helhed.
 

At opbygge og fuldkommengøre detaljer gælder såvel for det psykiske område som for det fysiske, og heri ligger netop opbygningen af en kærlig væremåde på bekostning af en ukærlig, idet disse to modsatte egenskaber ikke permanent kan være til stede i bevidstheden samtidig. I dette tilfælde gælder de samme principper som for opførelsen af bygningsværker, man er nødt til at nedbryde og "omskabe" det ufærdige for at kunne opbygge det fuldkomne. På samme måde oplever vi det, når de "mørke" sider af bevidstheden via erkendelser, erfaring og vilje "forædles" til lyse, livgivende, positive tilkendegivelser til gavn og glæde for alle. Tænk, hvilken vidunderlig situation en familie oplever, når en forælder f.eks. får behersket et eventuelt alkoholmisbrug og de deraf følgende skænderier og vold?

Det kunne måske umiddelbart lyde som en enkel sag blot at undertrykke og bearbejde sindets ufuldkomne sider og på "ruinerne" danne det "rigtige menneskes" fineste egenskab – alkærligheden. Enhver, der har arbejdet med deres eget sind, ved dog udmærket, at det ikke er nok at ville være alkærlig. Hvis det udelukkende var et spørgsmål om vilje, havde mange millioner mennesker sikkert allerede kosmisk bevidsthed. Sindet er en genstridig størrelse, som ikke umiddelbart lystrer bestræbelserne på at undertrykke og bearbejde de uønskede tilbøjeligheder. Det kræver tålmodighed, stædighed og motivation at ændre sin bevidsthed og adfærd. Det har sin rod i den kendsgerning, at alle tanker og enhver væremåde fødes og næres af et sæt talentkerner i overbevidstheden. Via talentkernerne og ethvert væsens inderste kraftkilde – urbegæret – holdes karakteren på en relativ stabil kurs, og det kræver, som nævnt, vedholdenhed, erfaringer og bønnens "magiske støtte" at ændre dette over en vis periode.

Martinus fortæller, at "egoisten" i mennesket er identisk med resterne af en dyrisk, selvisk bevidsthed, rester, der hidrører fra vores eksistens som "rigtige dyr" i en eller anden udformning, en tilværelsesform, hvor selviskheden var en dyd og nødvendighed for eksistensen. Gennem den vågnede bevidsthed om vor egen eksistens som et selvstændigt individ bliver vi bevidste om hvilke sider af vor bevidsthed, der fungerer som "tærsklens vogtere", og i samme omfang sætter vi vores vilje bag bestræbelserne på at overvinde og undertrykke denne "dyriske bevidsthed". Det er således den proces, der befordres, dels af de lidelseserfaringer, vi får, dels af den intelligensudvikling, vi ligeledes henter gennem vore daglige udfordringer, uddannelser m.m. samt studier af kosmologien, som ydermere skaber en spæd begyndende intuitiv fornemmelse for, hvad det rigtige vil være i en given situation. Martinus siger i Logik kap.24:

"Vi blev vidne til, at ingen som helst detaljer i tilværelsen kan eksistere uden netop at være sejrstrofæer, være bunden kraft, være undertrykt område".
 

Når vi overhovedet er i stand til at være selvkritiske og vurdere, om vi gør "det gode" eller "det onde", skyldes det, at en ny bevidsthedsegenskab er i vækst. Vi har udviklet en højere del af bevidstheden, som så at sige ligger bag vores evne til bevidst at opleve og skelne på det fysiske plan. Intelligensevnens vækst i bevidstheden har løftet os op over "anelsesstadiet", der afføder evnen til at kunne tro, og har på den måde samtidig givet os evnen til at analysere i stedet for blot at kunne ane, fornemme og føle. Martinus taler om intellektualiseret følelse, som altså er følelse i samspil med intelligensen, en tilstand, der i fremtiden vil bringe menneskeheden frem til "den store fødsels forgård". Det gælder ikke blot om at kunne analysere omgivelsernes adfærd og påvirkninger, men i høj grad også om at kunne vurdere vores egen rolle på "livets scene" og, afhængig af vor moral, om at kunne tage stilling til, om vi har udfyldt "rollen" godt eller mindre godt.

Vi skal derfor være glade og tilfredse med vores skoler, gymnasier og universiteter ligesom den brede vifte af øvrige undervisnings og uddannelsestilbud, vore samfund tilbyder, for intelligensudviklingen er afgørende for menneskets fremtid i samspil med følelserne i den proces, som Martinus kalder for at "intellektualisere følelserne". Vi ser, at videnskaben i nogle samfund kaldes for vanhelligelse og materialisterne for hedninge, fordi man her stiller spørgsmålstegn ved trosdogmerne og i stedet forsøger at påvise sammenhængene i verdensaltet ved intelligensens hjælp. At det så skal vise sig, at der skal endnu højere bevidsthedsegenskaber til at "se Gud" i de evige kosmiske love og principper, vil vi siden erfare. Det er dog videnskaben, der, i forbindelse med kosmologien, vil overskride tærskelen til det åndelige univers, idet den er de bebudede "sidste, der skulle blive de første", medens mennesker på trosstadiet fortrinsvis er identisk med "de første, der skulle blive de sidste". Nu skal man ikke misforstå det sådan og forestille sig, at troende er en stationær gruppe mennesker, og videnskaben en anden stationær gruppe mennesker. Det er udviklingsstadier, som ethvert menneske vil passere i sin udvikling på et givent tidspunkt, men det skal dog her understreges, at der inden for de af Martinus omtalte bevidsthedskategorier i de højere udviklede grupper findes præster og videnskabsfolk, der, med deres højt udviklede humanitet og intelligens, absolut er i stand til forstå og finde inspiration i store dele af de kosmiske analyser. Martinus skriver i Livets Bog, bind 6, stk. 2265;

Det er rigtigt, at næstekærligheden ganske langsomt udvikler sig automatisk igennem væsenets lidelsesoplevelser, men før den kan blive helt fuldkommen og i total renkultur, må den intellektualiseres. Og denne proces er det samme som intellektuel undervisning og studium. Og da denne proces er underlagt væsenets vilje, kan det således her være medbestemmende i denne sin egen højeste del af udviklingen. Det er til hjælp for denne proces, at nærværende kosmiske analyser er blevet manifesteret.

God fornøjelse med studiet!