Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Døden er ifølge Martinus en illusion. Vi kan ikke dø. Livet er evigt, og noget, der er evigt, kan hverken have en begyndelse eller en afslutning. Vi kan aldrig nogensinde ophøre med at opleve, selvom vi i vore sværeste stunder ønsker os bort fra al oplevelse, bort fra at være til.

Men oplevelser bygger på kontraster. For at kunne fornemme lys må vi opleve mørke. Dybest set eksisterer mørket heller ikke som noget ondt, eftersom det er en uundgåelig del af skabelsesprocessen. Martinus kalder det for "det ubehagelige gode". At vi oplever det mørke som ubehageligt skyldes, at vi i øjeblikket længes efter lys og er mætte af mørkeoplevelser. Når noget opleves som lyst eller mørkt, er det således afhængigt af, i hvilket perspektiv det opleves.

Det er selvfølgelig teorier for os. Vi har ikke samme førstehåndskundskab som Martinus, vi mangler intuitiv evne til at gennemtrænge livsmysteriets absolutte løsning. Det er altså helt naturligt, at vi ind imellem rammes af eksistentiel angst og uro for at miste vort liv eller nogen, der står os nær. Døden skulle fra et materialistisk synspunkt indebære det ultimative tab, bevidsthedens uddøen og således tab af alt det, livet kan tilbyde: venskab, harmoni, inspiration, glæde og kærlighed.

Hvis døden kan sammenlignes med et tab, betyder det, at vi mange gange i vores liv oplever små "dødsfald", små "dræbende episoder", når noget forandres: når nogen forlader os, når vi skifter arbejde, når vi flytter, når det, der engang har inspireret os, efterhånden føles ligegyldigt og uinteressant. Det, der er vigtigt, ændrer form eller karakter, alt eftersom vi bevæger os gennem erfaringsoceanet.

Eftersom forandring ikke altid sker med vor vilje, har vi en tendens til at holde fast ved det, der betyder noget for os: en kæreste, vore ejendele, billedet af os selv og vore principper eller forestillinger om livet og tilværelsen. Det giver os tryghed og lindrer uroen over den truende "død".

Ofte behøver vi et lille skub udefra, for at vi skal turde tage skridtet mod forandring. Gud er venlig nok til at give os dette skub i form af et andet menneske, der måske forklarer at: "vi kan ikke leve sammen længere, jeg har truffet en anden" eller "jeg er ked af at skulle sige det, men vi er nødt til at skære ned på personalet, og du er desværre en af dem, der må forlade os". Skubbet kan også bestå i, at vi føler en stærk tiltrækning mod en ny foreteelse i livet. Noget "rammer" os med hele sin kraft og giver os inspiration til at bryde med gamle livsmønstre eller vaner. Forelskelse, naturligvis, men det kan også være en ny spirende evne, en interesse eller en indre følelse eller overbevisning, vi ikke har haft tidligere.

Viden har denne karakter af inspirerende forandringsimpulser. Den kommer som et resultat af erfaringer. Pludseligt forstår vi noget, om livet, om os selv, der har været skjult tidligere. En dag for mange år siden havde jeg en fornemmelse af, at jeg aldrig mere behøvede at være bange for at miste dem, jeg elsker. Båndet mellem os har ikke noget med tid og rum at gøre, ikke engang døden formår at klippe det over. Jeg lo for mig selv: hvad havde jeg at bekymre mig om? Hvilken befrielse! Heller ikke min egen død ville kunne skille os i dybeste forstand. Jeg "vidste" (det var i hvert fald min fornemmelse), at vi skulle fortsætte vor rejse sammen. Jeg tror, at denne begivenhed indtraf efter en tids eksistentiel uro og funderen over livet og døden. Jeg var på det tidspunkt ikke begyndt på mit studie af åndsvidenskaben, men det var måske kort efter eller omkring den tid, at jeg fik en impuls fra en studiekammerat, som nævnte, at han havde hørt om en dansk filosof, der mente, at livet hverken har nogen begyndelse eller nogen afslutning.

Hvilke forandringer har præget dit liv? Hvilke begivenheder har fået dig til at vende om, skifte retning, bryde op? Hvad eller hvem inspirerede dig? Det, der indebærer en "lille død", indebærer samtidig en lille fødsel, et nyt "liv". Måske får man inden enhver forandring noget, der kan sammenlignes med eksistentiel uro eller frygt, selvom forandringen er ønskværdig. "Hvad vil det nye indebære? Tør jeg slippe taget i det gamle? Vil jeg kunne klare mit nye job? Vil vi fortsætte med at elske hinanden?"

Åndsvidenskaben forklarer os, hvor vigtigt det er med tillid til den guddommelige verdensplan, at vi alle er ét med Gud, og at vi egentlig aldrig er adskilt fra Gud, på trods af at denne oplevelse er meget stærk gennem den materialistiske epoke. Vi er alle i færd med at udvikle vor dialog med Guddommen gennem vore medvæsener i livets direkte tale. Vi må lære at læse i "livets bog" for at forstå, hvad Gud fortæller os med det, der sker for os hver dag, og vi skal ikke føle frygt eller uro. Døden eksisterer ikke som andet end en nedbrydende kraft, der er nødvendig, for at noget nyt skal kunne skabes.

Gennem mørkets epoke er døden og det dræbende princip imidlertid i allerhøjeste grad tilstedeværende som oplevelsesform. Vi udfører alle mindre drab mod vor næste, når vi lader de dyriske tendenser få overtaget. I et intimt parforhold kan forelskelsens bagside lade vreden, jalousien og ejerfornemmelsen sabotere livsmodet for begge parter, når hvedebrødsdagene er forbi, hvis ikke de menneskelige evner kan overvinde vanskelighederne. Dyret i os lokkes frem i alle livets prøvelser.

Alt det, vi gør mod vor næste, har konsekvenser, påvirker vor skæbne, og det dyriske vil efterhånden vige for det menneskelige. Den gamle bevidsthed brydes ned, dør, og giver plads for en ny baseret på dobbelpolethed og næstekærlighed.

Det får mig til at tænke på nogle smukke linjer af Karin Boye:

Ja visst gör det ont när knoppar brister.
Varför skulle annars våren tveka?
Varför skulle all vår heta längtan
bindas i det frusna bitterbleka?
Höljet var ju knoppen hela vintern.
Vad är det för nytt, som tär och spränger?
Ja visst gör det ont, när knoppar brister,
ont för det som växer
               och det som stänger.

Ja nog är det svårt när droppar faller.
Skälvande av ängslan tungt de hänger,
klamrar sig vid kvisten, sväller, glider –
tyngden drar dem neråt, hur de klänger.
Svårt att vara oviss, rädd och delad,
svårt att känna djupet dra och kalla,
ändå sitta kvar och bara darra –
svårt att vilja stanna
               och vilja falla.

Då, när det är värst och inget hjälper,
brister som i jubel trädets knoppar,
då, när ingen rädsla längre håller,
faller i ett glitter kvistens droppar,
glömmer att de skrämdes av det nya,
glömmer att de ängslades för färden –
känner en sekund sin största trygghet,
vilar i den tillit
               som skapar världen.