Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Noget af det, jeg som studerende af Martinus' kosmiske analyser oplever som mest fascinerende, er, at livet i dybeste forstand ikke er skabt, og at vi i vor inderste natur er evige væsener, der altid har eksisteret og altid vil eksistere. Ifølge Martinus er vor inderste væsenskerne vort "jeg", som Martinus også kalder X1, det eneste, der virkeligt eksisterer i absolut forstand. Jeget er ikke skabt, men indeholder alle de forudsætninger, der er nødvendige for alle former for skabelse og manifestation. Disse forudsætninger eksisterer i form af evige love og principper, på hvilke således al skabelse er baseret. Heller ikke disse principper eller evige love er skabte, men har altid eksisteret og vil derfor fortsætte med at eksistere i al evighed.

De evige principper og love ligger til grund for al form for livsoplevelse eller skabelse. Det ikke skabte jeg har altså en evigt eksisterende fremtræden i form af den skabte verden. De immaterielle evige principper bliver derigennem synlige for sanserne gennem den skabte verdens mange detaljer. Alt, hvad vi oplever i den fysiske verden, afspejler således på en eller anden måde og formes i henhold til disse evige principper. Ja dybest set er det principperne, der er synlige overalt i den skabte verden, i den fysiske såvel som i de åndelige verdener, noget andet eksisterer ikke.

Hvis dette er rigtigt, burde det være muligt at identificere disse principper i vort daglige liv i vore fysiske omgivelser. Martinus skriver, at naturen er den virkelige "livets bog" og dermed den grundlæggende kilde til al kundskab. Og hans kosmiske analyser har til formål at hjælpe os med at lære at læse i denne "bog" eller at forstå, hvad Martinus kalder "livets direkte tale".

Når vi gennem studiet af analyserne bliver bekendt med de evige principper, bliver det også interessant at forsøge at se dem i naturen og opleve, hvordan "det evige" ikke-skabte er til stede i al timelig skabt oplevelse. Nogle af de principper, Martinus beskriver, er jo kendte af naturvidenskaben, som for eksempel kredsløbsprincippet, perspektivprincippet og så videre, selv om man ikke forstår omfanget af deres indflydelse på livets udformning, hvilket jo er naturligt, når man ikke har kundskab om det kosmiske verdensbillede og dermed ikke kan se kredsløbet i hele dets kosmiske udbredelse gennem for eksempel spiralkredsløbets seks tilværelsesplaner.

Men da kredsløbsprincippet er en af grundforudsætningerne for al bevægelse, styrer den også al bevægelse på vor jord for eksempel i form af vandets forskellige tilstande som fast, flydende og luftformig. Gennem vandets forskellige stadier i sit kredsløb lærer "livets direkte tale" os, at livet manifesterer sig i kredsløb. Eftersom livet er en "lærer", der er omhyggelig i sin undervisning, får vi denne information i form af mange andre kredsløb, for eksempel døgn- og årskredsløbene, som jo er resultatet af planeten jordens kredsløb om sin egen akse, respektive rundt om solen.

I analysen af det levende væsen som et treenigt princip beskriver Martinus i Livets Bog, hvordan bevægelsen via X2 i kraft af moderenergien fortoner sig ind i X1 eller jeget og bliver ét med jeget, der altså udgør et absolut fast punkt, en total stilhed, i modsætning til bevægelsen i den skabte verden, X3. Vi kan da spørge os selv, om der findes noget i den fysiske verden, hvor vi som nævnt er genstand for "livets direkte tale", der underviser os om evighedens og den totale stilheds overgang i bevægelsen. I det følgende skal vi se på nogle "jordnære" foreteelser, der ser ud til at genspejle eller er fysiske variationer af disse overfysiske fænomener.

Martinus siger, at klodeformen udgør den mest fuldkomne fysiske form. Dette beror blandt andet på, tror jeg, at klodeformen repræsenterer evigheden og uendeligheden, idet dens ydre oplevelsesmæssigt er "uendelig", man kan færdes på overfladen i det uendelige uden at komme til nogen "slutning". Det er måske derfor heller ikke nogen tilfældighed, at nullet i matematikken, der jo repræsenterer uendeligheden, symboliseres af en todimensionel "klode" "0", og dermed på samme måde udgør en "uendelig" cirkel?

I det fysiske univers eller tomrummet, der ifølge Martinus ikke er noget virkeligt tomrum, idet det i realiteten er fyldt med åndelige stråler og energier, der er usynlige for det fysiske syn, fremtræder eller manifesteres således uendeligheden og evigheden i fysisk udgave i form af, hvad vi kan kalde for "evighedsrepræsentationer", det vil sige sole og planeter, der er klodeformede.

Nogen anden form for planeter eksisterer sandsynligvis ikke. Jeg tror for eksempel ikke, at der findes "universer" med trekantede planeter. Klodeformen er en universel form, der opstår i spændingen mellem de kosmiske grundenergier "tyngdeenergien" og "følelsesenergien", der ifølge Martinus ligger til grund for al form for materie og energi. Når tyngdeenergien begynder at materialiseres fra det åndelige plan og møder verdensaltets følelsesenergi, der i sit fysiske aspekt er identisk med universets kulde, hvilket omgiver den lige meget fra alle (uendeligt mange) retninger, kan der kun opstå klodeformer. Evighedens fysiske fremtræden i form af fysiske kloder er således en del af livets direkte tale til os, der viser os, at livet er uendeligt eller evigt.

Martinus skriver: "Når kloder og sole fremtræder i kugleform, er det også fordi kugleformen er grundbalancen mellem de energier og materier, der er kombineret i solene og planeterne og bevirker, at disse i kraft af kugleformen kan udføre deres mission på ligelig måde til alle sider." (Martinus: Det Evige Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 15, stk. 8).

Alle levende væsener i vor fysiske verden eksisterer således og er rodfæstede i "evigheden" eller i dets fysiske repræsentation kloden, præcis som livet i sin kosmiske udstrækning er rodfæstet i evigheden og udgør en evig og uendelig eksistens. På den fysiske klode, for eksempel her på vor jord, kan vi se, hvordan dette vort "rodfæste" i evigheden afspejler sig i den "evighedsrepræsentation", som kloden udgør. Her kan vi også se en konkret afspejling af, hvordan bevægelsen (X2) fortoner sig og bliver "ét" med stilheden (X1) i form af planten, for eksempel et træ.

Træet er rodfæstet i "evighedsrepræsentationen" jordkloden i kraft af sit rodsystem. Træets krone med dets løvværk repræsenterer "X3", i hvilket alting er udtryk for bevægelse og vibration. Stammen og dens gradvise overgang til rodområdet repræsenterer "X2" og moderenergien.

Præcis som Martinus beskriver, at X2 gradvis overgår til en absolut stilhed i jeget eller X1, så overgår træets eller plantens stamme og rodsystem gradvis til en "absolut" stilhed igennem de fineste rodtrådes fortoning ind i "evighedsrepræsentationen" jordkloden. Rodsystemets fineste tråde kan dermed ses som en fysisk repræsentation af "guldtrådene" eller bevægelsens overgang til den absolutte stilhed i det levende væsens højeste kosmiske struktur.

Præcis som bevægelsens overgang til jegets stilhed foregår på en måde, der er utilgængeligt for fornemmelse og ikke kan opleves gennem sanserne, så er træets fysiske rodfæste i "evighedsrepræsentationen" kloden usynligt for vort fysiske syn. Gennem træet, ligesom gennem alle andre repræsentanter for planteriget, manifesterer således "evigheden"/jordkloden sig i en mængde forskellige "individer", der er adskilte fra hinanden i deres synlige fremtræden, men samtidig er rodfæstede i samme "evighed". Deres fremtræden som separate individer er på en måde en illusion, men denne "illusion" er virkelig, hvis man ser på den synlige manifesterede del af træet.

Træet viser os også "livsenhedsprincippet" i form af dets grene og kviste, der i princippet udgør en repetition i stadig mindre former af træets fysiske form. Ja selv løvet har en "stamme" og "grene" i sin struktur.

Gennem træets løvkrone viser livet os også, at alt i den skabte verden har oplevelse af "bevægelse" som formål, bevægelse, der ifølge Martinus er "livets fornemste kendetegn". Løvets tynde form og placering skaber en maksimal mulighed for at påvirkes af vind og sol og naturens øvrige indflydelser.

Martinus beskriver også, at planten i evolutionen gradvis udvikles via et stadie som kødædende plante til at blive et dyr. Hermed har den gradvis mistet sit fysiske rodfæste i "evigheden".

Vi mennesker repræsenterer stadig dyrestadiet i udviklingen, og vi er på en måde "træer", der vandrer omkring på "evighedens" overflade, men har mistet kontakten med vore "rødder", det vil sige med vor identitet som evige levende væsener, og tror derfor, at vi er "dødelige". Indviklingen i materien og den "kosmiske bevidstløshed", som det levende væsen oplever i slutningen af dyreriget i form af materialismen, afspejles således rent fysisk i form af, at dyret "jordmennesket" er blevet frigjort fra sit fysiske rodfæste i "evighedsrepræsentationen" jordkloden.

Udviklingen går fremad mod kosmisk bevidsthed, hvilket betyder, at vi bliver bevidste om vor identitet med evigheden og vender dermed tilbage til og bliver et med evigheden eller Gud. Denne udvikling genspejles i den fysiske verden, ved at vor fysiske krop efter døden går tilbage til og bogstaveligt taget bliver et med jordkloden. Gennem udtrykket: "Af jord er du kommet, og til jord skal du atter blive" siger livets direkte tale dermed: "Af evigheden er du kommet, og til evigheden skal du atter blive".