Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis du ikke har prøvet det, er der en stor chance for, at du kommer til det på et tidspunkt: at stå i den situation, at et nærtstående familiemedlem dør og ikke har fortalt om, hun/han vil begraves eller brændes. Det er altså op til de efterladte at afgøre det. Jeg har for nylig oplevet det og gjorde mit bedste for at trække afgørelsen i retning af en begravelse, men det endte med en ligbrænding. Jeg oplevede, hvor umuligt det er at argumentere mod en ligbrænding ud fra det, Martinus har grundigt beskrevet i bogen Bisættelse.

I forhold til en nutidig materialistisk tankegang er Bisættelse måske en af de mest mærkelige bogudgivelser på dansk. For åndsforskeren er det en guldgrube af viden. Naturvidenskabens snævre definition af liv, hvor kun planter, dyr og mennesker er at betegne som levende, holder ganske enkelt ikke i virkelighedens verden. Ligesom det heller ikke holder at tro, at det er plantekroppe, dyrekroppe og menneskekroppe, der i sig selv er levende. Den store udfordring er at opfatte helt konkret alt stof som levende væseners organismer. Galakser, sole, planeter, mennesker, dyr, planter, organer, celler, molekyler, atomer, protoner, neutroner, elektroner, fotoner er alt sammen at opfatte som organismer / oplevelsesredskaber for "noget levende". Alt, hvad vi kan sanse, er således livsytringer – noget stofligt som "den levende" giver sig til kende gennem. Denne erkendelse har store konsekvenser for f.eks. vores valg af ernæring, samt måden vi til sin tid vælger at behandle vores måske udtjente og forladte fysiske organisme. Netop fordi liget ikke er forladt af alle de levende væsener, der har tjent dets opretholdelse.

"Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse. Så længe der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider, der, selv om de naturligvis er meget lavtstående i deres udvikling, så dog har følelse og kan opleve fysisk smerte og pine, kan føle angst og rædsel og således kan reagere over for enhver unaturlig opløsningsproces af liget. Kun den del af liget, der udgøres af mineralmikroindividerne, er uberørte af enhver fysisk opløsningsproces, idet disse væsener kun med en meget elementær del af deres underbevidsthed er hjemmehørende på det fysiske plan og derfor ikke har nogen som helst form for dagsbevidsthed på nævnte plan, men har hjemsted i "salighedsriget". De kan derfor ikke føle nogen som helst form for smerte og lidelse, er højt hævet over al jordisk ufuldkommenhed." Bisættelse, kap. 93

Min bror spurgte mig direkte: "Hvilke argumenter har du for begravelse?" Jeg vidste med det samme, at de åndsvidenskabelige argumenter kunne jeg slet ikke fremføre på en forståelig måde, derfor sagde jeg: "Jeg bryder mig ikke om den voldsomhed, der ligger i at destruere et lig ved forbrænding. Det er unaturligt og meget ressourcekrævende. I naturen får lig lov til at nedbrydes langsomt!". Min bror svarede, at langt de fleste bliver brændt. Det er praktisk. "Og selvom jeg også tror, at der er en eller anden form for liv efter døden, så skal mor i hvert fald ikke i den sammenhæng bruge sin fysiske krop længere!" Se den er svær at give igen på! Det indskrænker i den grad argumenterne til at handle om en næstekærlig behandling af liget, hvad der jo også præcis er hovedemnet i bogen Bisættelse.

I grunden rummer de kirkelige handlinger omkring begravelse/bisættelse en del paradokser. Den danske folkekirke prædiker evigt liv, men absolut ikke reinkarnation. Som jeg har forstået det, ender de døde i et dødsrige. En slags venteposition til den dag, Kristus skal komme igen og frelse verden og opvække de døde. Det er tanker, som er næsten umulige at forstå for moderne mennesker – ja vel i det hele taget – så selvom præsten formentlig ved alle begravelser fremhæver "det evige liv", har hele ceremonien fokus på liget, der ligger der i kisten som centrum for ceremonien, fuldstændig som om den afdøde befinder sig nede i kisten. "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå" – og der kastes symbolsk jord på kisten. Sætningen fortæller, at liget atter skal blive til jord. Men hvem er det egentlig, der henvises til, der igen skal genopstå af jord? Det må jo være den, der har forladt legemet – "den levende"!

For mange mennesker med et materialistisk livssyn er liget identisk med den person, der er død. Der er ikke mere at sige om den sag. Der er ikke tale om et afsjælet legeme. På den baggrund er det naturligt at have al fokus på liget. At bære liget/den kære ud af kapellet. At tage den tunge afsked med liget/den kære når denne køres væk i rustvognen til kremering eller sænkes i graven. Med liget i centrum bliver begravelser til noget oftest tungt og trist og i grunden ukristent. Selvom man ikke skal undervurdere den psykologiske faktor i sådanne afskedsceremonier.

Det mest paradoksale er dog, at på trods af at mange identificerer liget med personen, så finder man det alligevel naturligt og uproblematisk at brænde "personen" af. Modargumentet kan lyde, at det da heller ikke er rart at tænke på, at "personen" skal rådne op i en kiste.

At rådne eller at brænde? Martinus argumenterer for, at ingen af delene er udtryk for en hensynsfuld og kærlig behandling af liget. Og fokus er "næsten" udelukkende på liget – "næsten" kommer vi tilbage til. Det er af næstekærligt hensyn til de utalte milliarder af levende væsener, der fortsat lang tid efter, at personen har forladt liget, lever, røres og har fysisk vågen dagsbevidst livsoplevelse "i liget". Her må vi forstå, at disse levende væsener selvfølgelig ikke oplever liget som et lig. De er netop i meget høj grad upåvirkede af, at kroppen er blevet til et lig. Det er her, det bliver rigtig svært at argumentere, for det er ikke organlivsenhederne, der er tale om. De dør straks. Cellelivsenhederne er det heller ikke, for de dør alt efter slagsen meget hurtigt eller inden for timer – enkelte typer dage – efter personen har forladt kroppen. Måske findes en celleorganspiral, men celleorganer dør formentlig næsten samtidig med, at cellelivsenheden forlader cellekroppen. Nu er vi nede i molekylernes verden. Det organiske "stof" som cellerne/kroppen er bygget op af. Alle slags molekyler proteiner, kulhydrater og fedtstoffer. Nogle molekyler relativt store, andre ganske små, men under alle omstændigheder er der fra en fysisk synsvinkel tale om "stof", der er ufatteligt småt.

Dette "stof" er, åndsvidenskabeligt set, også levende væseners organismer, og disse livsenheder har en eller anden grad af vågen dagsbevidst livsoplevelse på det fysiske plan – i princippet ligesom den afdøde havde det. De oplever livet. De kan føle smerte. De kan lide.

Da jeg i sin tid læste Bisættelse, gjorde jeg mig mange tanker. Jeg er og var en del præget af materialistisk naturvidenskabelig tænkning, derfor formåede jeg ikke at være alt for konkret i min forståelse af, hvad det var for livsenheder, Martinus beskrev, der skulle skånes for "naturlig" forrådnelse eller brænding. Det var mig simpelthen for utænkeligt at skulle forstille mig et proteinmolekyle som et levende vågent dagsbevidst væsens organisme. Det måtte være endnu mindre livsenheder, måske dybt nede i subatomare verdener. Men hvordan det – selvom det er en mulighed – disse livsenheder har under alle omstændigheder livslængder, der er så korte, at de næppe ville blive synderligt berørt af en ligbrænding eller ved forrådnelse.

Ved indsprøjtning af formalin i liget vil hele det "stoflige" univers af molekyler blive beskyttet mod bakteriel nedbrydning og celleautolyse (enzymatisk / kemisk selvnedbrydning af cellerne). Man kan også sige, at hele kroppen bliver bevaret, om end alt liv ned til molekyleniveauet er diskarneret. Eller – alle til det fysiske lig knyttede livsenheder fra molekyleniveau og uendeligt nedefter får fortsat mulighed for livsudfoldelse for en ganske lang periode i forhold til begravelse uden formalinbehandling og ikke mindst ligbrænding.

Se sådan en forklaring kan ikke undgå at blive ret teknisk, hjerne og tanke baseret fjernt fra noget, man almindeligvis kan have et følt og nærværende fornemmet forhold til. At elske et menneske eller en hund eller kat er til at forstå! Hvordan skulle jeg dog kunne føle noget for et molekyle? Ja, det ved Martinus naturligvis, at vi indtil videre vil have umådeligt svært ved. Som vegetarianer er man dog i grunden ganske nær på en forståelse. For at undgå drab og lidelse for dyrene spiser man planter, der inklusive celler og molekyler kun i ubetydelig grad har nogen vågen dagsbevidsthed knyttet til det fysiske plan.

Jeg husker, at jeg, efter at have læst nogle tankevækkende afsnit af Bisættelse, tænkte ved mig selv, "jamen hvordan skal jeg dog få et følt forhold til at forstå, at celler kan være højtudviklede levende væseners organismer?" At de har livsoplevelse på det fysiske plan og kan føle smerte. Jeg gik i gang med at bage, og da jeg skulle have brødet ud af ovnen, brændte jeg en finger, så det for alvor kunne mærkes. På et splitsekund for det gennem bevidstheden på mig – her har du den følte indgang til svaret, du bad om.

Med Bisættelse vil Martinus have os til at gå endnu dybere i vores forståelse af livets natur, og det kræver formentlig en indføling og indlevelse, som jeg ikke ærligt kan påstå, at jeg har endnu. Jeg har derfor også endnu et relativt afslappet forhold til, hvordan jeg selv ønsker mit efterladte legeme behandlet til sin tid, bortset fra at jeg absolut ikke vil brændes. Det forekommer mig tanke- og følelsesmæssigt meget ubehageligt. Men at liget skal begraves, uden at det bliver formalinbehandlet, kan jeg ikke sige, at jeg har ubehagelige følelser forbundet med. Men det kan nå at komme.

"Og fokus er "næsten" udelukkende på liget", skrev jeg tidligere. "Næsten" – med tanke på, at skæbneloven naturligvis virker på alle livets områder, også når det gælder, hvordan jeg behandler min efterladte krop. Det er først og fremmest lidelseserfaringer, der gør, at jeg har et også følt forhold til min måde at handle på. Åndsvidenskaben foreskriver ikke, at vi skal opføre os bedre, end vi har forudsætninger for, eller gøre som Martinus anbefaler. Vi kan ikke på den måde komme videre i udviklingen, med mindre vi netop har erfaringer bag vores handlinger. Der, hvor der er noget, vi ikke kan føle og forstå, må vi handle ud fra de forudsætninger, vi har, indtil de fysiske tilværelser giver os de erfaringer, der skal til, at vi kan både føle og forstå. (læs evt. Bisættelse kap. 171)

Naturvidenskaben har skabt et solidt grundlag for åndsforskeren til at forstå molekyler som levende væseners organismer. De sidste mange år har man haft analyseapparater og computerkraft til at beregne og gennemskue den rumlige form og opbygning af rigtig mange molekyler. Det er fantastisk hensigtsmæssige bygningsværker, der, når vi taler f.eks. proteiner, kan være sammensat af 1000, 5000, 10.000, 20.000, ja 30.000 eller flere atomer. Hver art molekyle er opbygget på samme måde hver gang, og der kan være utalte milliarder af dem i en organisme.

Ordet "molekyle" og navnene på molekyler – ja de er navngivet ligesom dyr og planter – er en helt og holdent teknisk benævnelse inden for naturvidenskaben. Det er tilværelsen på smukkeste vis afsløret og beskrevet "nedefra" – fra stofsiden. Vi skal have fat i livssiden – tilværelsen set "fra oven" – for at mobilisere et mere indfølt forhold til noget så småt og dog så nært, for uden molekyler kunne kroppen ikke fungere. Vi skal se for vores indre blik de livsenheder, der har evner til at sammensætte f.eks. aminosyrer til "store" molekylære proteinkonstruktioner – organismer. De inkarnerer og diskarnerer. Vi skal se, at de i princippet er som os og har en eller anden form for livsoplevelse på det fysiske plan. Vi skal forstå, at de ikke dør, når vi diskarnerer, og at vi har mulighed for sikre en langsom og fredelig afvikling af dette liv i liget gennem de anbefalinger, Martinus har givet.

"Den hellige ånd kan først rigtig begynde at accepteres, forstås eller fornemmes af dem, der begynder at få disse primitive livsformers ulykkelige eftervirkninger bag sig. Først her begynder modtageligheden for en højere guddommelig instruktion og visdom at gøre sig gældende i individets sind. Og her har nærværende bog som mission at være det hjælpende materiale til at vise, at kærlighedens rige ikke blot omfatter mennesker, men også udstrækker sit guddommelige favntag til – alt levende.

Et hvilket som helst individ eller væsen, uafhængigt af hvilken art eller race, vegetabilsk eller animalsk, det så end måtte tilhøre, er således en borger med indfødsret i dette lyse rige, i dette vidunderlige favntag.

Kernen i nærværende bog har altså ligesom "Den ideelle føde" i særlig grad været at vise mikroindividernes ret til livet og denne rets respekteren som den uundgåelige basis for opnåelsen af den virkelige oplevelse af "frelse", af verdensgenløsning, af frigørelse fra usandhed, mørke og lidelse. Thi først her begynder det virkelige syn af Gud. Og først her bliver alle "ét med Faderen"."

Læs evt. også Bisættelse, kap. 66, 180.

PS: Martinus var godt klar over, at formalinbehandling af liget ville finde en bedre løsning engang i fremtiden. Kemisk set er formalin (formaldehyd) meget reaktivt. Det er derfor, det er så fremragende til at konservere præparater og organer med. Det går ind og reagerer med proteinmolekylerne (aminogrupperne) og laver kemisk set noget om på disse proteiner. Det er ikke ønskværdigt, at der tilføjes noget til nogle af de molekyler, som skal bevares.

Dertil kommer, at formalin er kræftfremkaldende, giver skader på arveanlæggene, hudsygdomme og luftvejsallergi – altså uegnet til kontakt med mennesker, medmindre de er særdeles godt beskyttede.

En del giver deres organisme væk til videnskabelig forskning, sådanne lig skal også beskyttes mod forrådnelse. I Sverige er de fleste (om ikke alle) sygehuse gået over til at skifte blodet ud med en ethanolopløsning (alkohol), formentlig for at undgå omgang med formalin. Kan man da ikke i forbindelse med bisættelse også beskytte liget mod forrådnelse med ethanol? Der er mange overvejelser, der skal gøres. Ethanol (afhængigt af koncentrationen) trækker vand ud af molekylerne, altså fjerner noget af den fugtighed, der, ifølge Martinus, er afgørende for livsenhedernes fortsatte liv i liget.

Læs mere på MI's hjemmeside: Aage Hvolby: ""Kødspisning" og "Bisættelse" – mikrokosmisk nært beslægtede processer". Afsnit 25 beskriver bl.a. hvilke overvejelser, der er blevet gjort for at finde alternativer til formalin.