Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan kunne de kæmpestore dinosaurer finde tilstrækkelig føde? Nye undersøgelser viser, at de egentlig burde være døde af sult. Det antyder, at den tids økosystem var anderledes end nutidens.

 

For 65 millioner år siden forsvandt dinosaurerne pludseligt fra jorden efter at have domineret dyrelivet her i næsten 200 millioner år. I dag ved forskerne også, at jorden for omkring 65 millioner år siden blev ramt af en enorm meteorit, men var dette nedslag hovedårsagen til dinosaurernes skæbne? Forsvandt de virkelig bare i et hug fra de jordiske terræner? Forskerne har diskuteret disse spørgsmål i årtier, men er endnu ikke enige.

Dette er dog ikke det eneste uløste mysterium omkring dinosaurernes liv og skæbne på vor planet. Den canadiske palæontolog Scott Sampson skriver i en ny bog med titlen Dinosaur Odyssey (University of California Press), at det er næsten umuligt at få ligningen mellem de enorme dinosaurers enorme energibehov og den begrænsede adgang til føde på vor planet til at gå op – hvis ikke det var sådan, at jorden og dens økosystem var i en anden tilstand, end den er nu. Den eneste mulighed for at få ligningen til at gå op, mener han, er, at plantevæksten på jorden dengang kunne føde langt flere store dyr, end tilfældet er i dag.

Som eksempel nævner han situationen i det vestlige Nordamerika i slutningen af juratiden for 150 millioner år siden. Snesevis af arter af de allerstørste dinosaurer – de såkaldte langhalsede sauropoder – med en kropsvægt på mellem 7 og 50 ton, der alle skulle leve af, hvad plantevæksten formåede at producere, kan da have eksisteret i samme økosystem på et landområde, der var klart mindre end det nuværende nordamerikanske kontinent (på grund af datidens betydeligt højere hav niveauer).

Sauropoderne må altså have konsumeret enorme mængder vegetation og dermed også sat enorme aftryk på miljøet. Ifølge beregninger, som den amerikanske palæontolog Jim Farlow har udført, behøvede en eneste voksen dinosaur med en kropsvægt på 40 ton, et græsareal på 72 til 144 hektar – pr. måned – for at ernære sig, hvis den havde samme stofskifte som en varmblodet ko, og 24 til 48 hektar hvis den var vekselvarm. Til sammenligning behøver en ko med kalv et græsareal på 4 til 8 hektar i samme periode.

Gennem den efterfølgende kridttid lå en 1/3 af det nuværende Nordamerika under vand. Og desuden ser det ud til, at udbredningsområdet for mange dinosaur arter var begrænset til kun en mindre del af kontinentet. Spørgsmålet er altså: hvordan kunne så mange gigantiske, energikrævende dyr overleve på et så relativt lille areal?

Den afgørende faktor må altså, ifølge Scott Sampson, have været, at datidens økosystem på vor planet må have været ekstremt produktivt. Kuldioxid indholdet var meget større end nu, hvilket gavnede plantevæksten. Ifølge visse beregninger kan planternes biomasse have været dobbelt så høj som i dag.

"En stærk varmeudstråling fra klodens eget glødende indre befordrede en stor tropehede overalt på dens overflade og fremkaldte en umådelig cirkulation i vandfordampningen. Et uigennemtrængeligt skylag dækkede permanent den ganske horisont... Umådelige tropeskove bredte sig fra kyst til kyst... I ly af disse umådelige fortidsskove, hvis mægtige plantearter ikke kunne tåle solens lys, og hvis degenererede, dværgagtige efterkommere i vor nuværende sollyse verden derfor sparsomt må søge den livsbetingende skygge ved foden af anderledes lyselskende træer, voksede livet videre og videre. I kraft af den permanent overtrukne himmel var verden mørk som en skovbund. Og de daværende skove var da også i virkeligheden kun at udtrykke som de nuværende skovbundsplantearter i kæmpeformat". (Logik, kapitel 17)

Og selvom den store meteorit, der ramte jorden for 65 millioner år siden, kan have været den direkte eller akut udløsende årsag til dinosaurernes forsvinden, som mange forskere i dag tror, så kan man, på baggrund af det Martinus skriver i ovennævnte citat, også spørge, om der ikke var en dybereliggende årsag til denne "forsvinden" i den "afkølningsproces", som kloden gennemgik i disse millioner af år. En "afkølningsproces" der radikalt kom til at ændre på planetens økosystem og dens produktivitet. Samme "afkølingsproces" der jo også, som Martinus beskriver, er forudsætningen for udviklingen af en større "intellektualitet" på det fysiske plan end den, dinosaurerne repræsenterede:

"Tværtimod, en sådan "afkølet" klode bliver jo netop det pågældende klodejegs fornemste redskab for udfoldelse af "intellektualitet" på det fysiske plan". (Livets Bog, bind 2, stykke 420)

"Dens samlede menneskehed er dog temmelig fremskredne dagsbevidste væsener og repræsenterer fremragende intelligens. De danner således en fremragende modsætning til de uintellektuelle solkræfter i dens indre, og viser sig således åbenlyst for den udviklede forsker som dens "intellektuelle center". (Livets Bog, bind 2, stykke 434)

Kilde: Dagens Nyheter 6. april 2010