Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus' analyser er, i følge Martinus selv, en beskrivelse af livet. Han kalder det, at "vi er, lever og eksisterer", for livets egen bog. Man kan derfor kalde livets bog for virkeligheden, eftersom vi ikke kan opleve eller eksistere i andet end virkeligheden. Virkeligheden er også på denne måde svaret på alle spørgsmål. Vi lever altså midt i svaret. Så vi kan se, at hvis vi stiller et spørgsmål, får vi også svar direkte fra virkeligheden, uanset på hvilken måde svaret viser sig. Det kan vise sig ved, at en eller anden person formulerer et konkret svar gennem en ordløs handling, et kram, et kærligt blik, eller ved at et eller andet ønske går i opfyldelse. Spørgelegen Jeopardy¹ leger på denne måde med livets egen pædagogik – hvordan vi kan finde det rigtige spørgsmål til et givet svar.

Spørgsmål kan stilles på så mange forskellige måder. Et ægte spørgsmål er en opdagelsesrejse, hvor man nysgerrigt venter på svar, uanset hvilket svar vi får. Men er det ikke ofte sådan, at vi mere stiller spørgsmål i form af påstande end som ægte spørgsmål, påstande der afspejler en eller anden forudfattet mening om virkeligheden/livet? Mere eller mindre ubevidst ønsker vi, at svaret skal se ud på en bestemt måde.

Netop medens jeg skriver dette (juli 2010), er det mest aktuelle spørgsmål for mig – er min cancer ved at vokse frem igen? Det har jeg fået tegn på. Er dette et ægte spørgsmål fra min side? Det ville naturligvis ikke være helt ærligt at påstå det. Der er selvfølgelig et ønske om, at virkeligheden skal se ud på en bestemt måde, i det her tilfælde – at det skal være en "falsk alarm". Men trods alt er jeg til en vis grad bevidst om, at det ikke er den fysiske cancer, der så at sige er "hovedaktøren" i mit tilfælde, men derimod hvorfor den er opstået. Hvilket spørgsmål er i så fald det rette at stille for at komme i kontakt med svaret eller livet selv/virkeligheden? Ja, det er det arbejde, jeg er i gang med lige nu.

Bønnen er, som jeg efterhånden begynder at indse, en måde at komme i kontakt med virkeligheden eller livet selv. "Fader vor" bliver i dette lys en virkelighedsbøn, en inspiration og hjælp til at få tankebanerne i fase med livet. Det har taget mig lang tid (... hvad er forresten lang tid?) at få den forståelse af bønnens funktion, sandt at sige er jeg først for ganske nylig kommet til denne indsigt ☺. Men inden har der naturligvis været mange svære spørgsmål, og måske er dette ikke det endelige svar, men måske bare et delsvar. Det vil livet vise.

Det, der sker, når vi snarere påstår noget end spørger, er, at livets svar ikke altid svarer til vort ønske om, hvordan svaret skal se ud. Virkningen af dette viser sig i form af smerte, og denne smerte har mange ansigter, alt fra et næsten ubetydeligt ubehag til den dybeste angst eller fysisk lidelse.

At være i virkelig kontakt med livet kan betragtes som at være i bøn.

Er det en påstand, der i sig selv er i kontakt med livet?

Kun "livets tale" kan give et virkelighedsbaseret svar på det. Martinus opfordrer os til at udforske livet selv og efterprøve, om hans analyser stemmer med vore erfaringer i livet.

At udvikle en kunst er et stort arbejde, ikke mindst når det gælder kunsten at leve. Alt liv søger at tilfredsstille sin livshunger og afhængig af, hvor i et spiralkredsløb vi befinder os, ser denne hunger ud på forskellig måde. Mange af os mennesker har sandsynligvis oplevet så megen smerte, at vi, næsten desperat, forsøger at sikre os en så smertefri tilværelse som muligt. Vi ved samtidig, at alt, hvad vi gør og tænker, ikke automatisk fører til det behag, vi så brændende længes efter, og hos flere og flere af os vokser de ægte spørgsmål frem.

Det forekommer mig, at der går impulser over verden, hvor vi på forskellig måde får hjælp fra mennesker, der har udviklet en livskunst på forskellige områder. Martinus er formodentlig den, der har skabt den mest gennemgribende beskrivelse af livet, men han siger også, at der efterhånden vil inkarnere mennesker, der er specielt placeret inden for forskellige områder. Det kan dreje sig om kost, indre psykiske processer, fysisk helbred, kærlig organisation, kommunikation eller lignende. Det føles ikke nødvendigt at nævne nogen ved navn, men takket være nogle af disse mennesker, og Martinus' analyser, er jeg lidt efter lidt begyndt at finde konkrete redskaber eller forskningsinstrumenter, der passer ind i min livssituation, og som gør det muligt for mig at komme i kontakt med virkeligheden – på mit niveau. Det, der mangler nu, er "bare lidt øvelse"! ☺ Det, der indikerer, at jeg er i kontakt med livet, er, når jeg nærmer mig det, Martinus beskriver i det følgende:²

"For at hjælpe sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at sådanne væsener, ting eller manifestationer, som er af særlig inspirationsværdi for et væsen, eller sådanne realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende basis, kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af idéer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen. Der hvor det er i forbindelse med én eller flere af disse strømme, der er dets rette plads i tilværelsen. Og absolut kun der alene kan der være håb om, at individet kan tilegne sig de første svage tendenser af evnen til bevidst at opleve dets egen daglige tilværelse som en, for det selv af Forsynet reserveret og tilpasset guddommelig, faderlig korrespondance eller tale, netop den eneste eksisterende form for indstilling af bevidsthed eller holdning over for livets oplevelse, hvorigennem det er muligt for individet at blive ét med vejen, sandheden og livet og dermed ét med Faderen eller bevidst i Guddommen. Om individet har sin forbindelse med disse føromtalte strømme gennem denne eller hin religion, gennem Livets Bog eller en anden bog, gennem dette eller hint af alle øvrige i tilværelsen forekommende realiteter, er således ganske underordnet. Hovedsagen er derimod, at individet netop er der, hvor det enten har eller kan få forbindelse med den eller det, gennem hvilket dets egen inspiration kan udløses."

Det spændende ved denne rejse er at udvikle sin evne til at komme i og være i kontakt med virkeligheden. At se virkeligheden som facit. I dette facit er "alle hår talte" og "ikke en spurv falder til jorden, uden det er Guds vilje". Hvilket betyder at alt er såre godt.