Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Har Martinus ret? Det kan naturligvis diskuteres, men ét er sikkert: Martinus vil gerne forsikre dig om, at han har ret. Og det gør han efter alle kunstens regler, dvs. efter et mønster, som lige siden Aristoteles har været indbygget i vores måde at tænke på. Martinus kategoriserer, argumenterer og finder substansen i de emner, han vil undersøge. Facit har han på forhånd i kraft at sin intuition, men det er ikke nok for Martinus. Udgangspunktet må også kunne dokumenteres, og det samme må resultatet af hans undersøgelse. Det er her, Martinus tåler sammenligning med Aristoteles, hvad metode angår.

Aristoteles tog grueligt fejl på mange områder, skønt hans dokumentation, logik og argumentation var i orden. Så metoden alene gør det altså ikke, og det kan nok være en advarsel for enhver, der netop lægger vægten på den formelle side af Martinus' verdensbillede.

Hvad afgør da, om han har ret? – Så vidt jeg kan se, er der kun én eneste i verden, der kan afgøre det, og det er ikke Martinus, men dig selv.

Når du nu læser dette, så er det mest sandsynligt, at du allerede har givet Martinus ret. Ellers ville du være ligeglad med en lille undersøgelse som den, vi her i fællesskab er ved at foretage. Du ville næppe møde den. Men lad os da prøve at finde ud af, hvad der får dig til at give Martinus ret.

Er det logikken og argumentationen? – Ja, vil du måske sige, men det er kun en halv sandhed, eftersom ikke alle vil være enig med dig. Der må være noget mere. Og dette "noget mere" er interessant, fordi det netop ikke er logik og argumentation. Det var jo heller ikke logik og argumentation, der overbevidste Martinus. Selv gav han som forklaring sin intuition, og den samme forklaring kan du uden videre overtage. Det er i hvert fald det bedste forslag, jeg kan komme i tanke om.

Kort sagt, så må man selv være lidt af en Martinus for at give ham ret. I virkeligheden går hele hans livsværk ud på at bekræfte dig i, at du har ret i det, du inderst inde føler, er rigtigt. Ikke det, du tænker, men det, du føler, dvs. føler intuitivt. Derfor kan du heller ikke overbevise andre end dig selv om, at Martinus har ret. Og vil du overbevise andre, så må de ligesom dig være indstillet på – ikke at Martinus har ret, men at de selv har ret. – Og det giver Martinus dem så ret i. Oven i købet med logik og argumentation, med kategorisering og substans. Herligt, ikke?

Og sådan er det at læse Martinus. Det er altid en fornøjelse at møde et menneske, der – meget bedre end man selv – kan finde ud af, hvorfor man har ret!