Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/2 side 61
Nyt fra sagen
Tak for din støtte til sagen
Takket være den store gavmildhed, som mange interesserede via økonomiske bidrag viser sagen, føler vi, at Forsynet i høj grad påskynder de mange aktiviteter, vi har i gang. De modtagne midler anvendes blandt andet til at dække daglige driftsudgifter, til investeringer og som uddelinger til forskellige aktiviteter, der støtter det løbende arbejde.
Vi kan glæde os over, at Sagen fortsat er inde i en rigtig god udvikling, som støtten i høj grad bidrager til.
Endnu en gang en dybfølt tak og de kærligste hilsner fra alle på Instituttet.
Udgivelse af Martinus' værk uden Instituttets tilladelse
Ifølge en artikel i bladet Den ny verdensimpuls, nr. 4-2010, vil Åndsvidenskabsforlaget udgive og sælge 13 af Martinus' småbøger. Udgivelsen sker, uden at Martinus Institut er blevet spurgt om tilladelse, og udgivelsen er derfor en krænkelse af Instituttets ophavsret.
Martinus Institut er den officielle udgiver af Martinus' værk. Instituttet udgiver værket efter de retningslinjer, som Martinus har fastlagt. Bøgerne kan købes hos boghandleren, på Martinus Institut eller på vores webshop: shop.martinus.dk. Hvis du ønsker at forhandle bøger af Martinus, kan du henvende dig til Danske Boghandleres Kommissionsanstalt (DBK), som distribuerer bøgerne for Instituttet.
Rådet for Martinus Institut
Udenlandske småbøger udgivet i 2010
Martinus Institut har udgivet 8 udenlandske småbøger i 2010. Det drejer sig om småbog nr. 5 og 11, som er oversat fra esperanto til rumænsk af Mihai Trifoi fra Rumænien. Rita Valčiukaitė fra Litauen har ligeledes fra esperanto oversat småbog nr. 5 og 11, og på spansk har Instituttet udgivet småbog nr. 20 og 25, som begge er oversat af Martha Font. På italiensk er udkommet småbog nr. 8, som svenske Bo Edvinsson har oversat, og sidst på året udkom småbog nr. 10 på esperanto oversat af Ib Schleicher.
Alle 8 bøger kan købes i Instituttets netboghandel (shop.martinus.dk) eller de kan bestilles ved henvendelse til Instituttet (info@martinus.dk / tlf. 3834 6280).
Torben Hedegaard
Livets Bog, bind 3+4, på spansk
Livets Bog, bind 3 og 4, er nu oversat og klar til den spansktalende verden. De to bøger har været længe undervejs, da det at oversætte Martinus' tekster er en lang proces. Men udgivelsen kommer på et tidspunkt, hvor der begynder at ske mange ting i de spansktalende lande. I løbet af vinteren og foråret skal der være tre introduktionsforedrag og et seminar i Spanien. I Colombia er en gruppe interesserede i gang med forskellige aktiviteter for at udbrede kendskabet til Martinus' verdensbillede. Gruppen deltog i de internationale uger i Klint i sommers. I Venezuela er der en studiegruppe. Herudover er der forskellige interesserede fra disse lande og andre spansktalende lande (spansk tales jo i Spanien samt 19 andre lande), som jeg har kontakt med og som kontakter hinanden på nettet. Vi drøfter kosmologiske spørgsmål og støtter hinanden til at leve kosmologien i hverdagen. At have adgang til flere af Martinus' værker på deres eget sprog vil hjælpe dem videre i deres åndelige forskning.
De to bøger udgives af Martinus Institut og kan købes i netboghandlen (shop.martinus.dk) eller ved henvendelse til Instituttet (info@martinus.dk / tlf. 3834 6280).
Martha Font, spansk oversætter