Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/3 side 74
Spørg om kosmologi
Fantomsmerter i amputerede lemmer
Flere læsere har efter en tv-udsendelse sendt spørgsmål om begrebet "fantomsmerter". En af spørgerne formulerer det således: "Kan der ud fra Martinus' analyser gives en forklaring på fænomenet fantomsmerter? Smerter som personer, der har fået amputeret en eller flere ekstremiteter efter en arbejdsulykke eller bombeeksplosion, føler i armen eller benet, som om de ikke var fjernet. Problemet er aktuelt for de mange sårede soldater i Afghanistan-krigen."
 
Svar: Martinus har ikke direkte skrevet om fantomsmerter. Men han har flere steder skrevet om smerter og deres betydning for os. Lad os prøve, om vi ud fra dette selv kan danne os en mening om disse smerter i arme og ben, som er amputeret.
De fleste, der studerer Martinus' analyser, er klar over, at når vi i det hele taget kan føle smerte, skyldes det, at vores fysiske organisme er opbygget af utallige mikrovæsener, hvoraf nogle har det tilfælles med os, at de – trods deres mikroskopiske størrelse i forhold til os – har deres dagsbevidsthed her på det fysiske plan. Dem kalder han for "animalsk materie". Den organisme, der for os er vores redskab til at opleve og skabe her i den fysiske verden, er for disse mikrovæsener "et verdensalt, et univers, et livsrum eller en livsbetingende bolig." Det vil altså sige, at de to parter er lige uundværlige for hinanden.
Nu må vi have et længere citat med en forklaring: "Når vi kan føle smerte eller velvære i en eller anden del af vor fysiske organisme, skyldes det udelukkende en tanke- eller bevidsthedsoverføring fra vore mikrovæseners til vort eget jegs erkendelsesevne. Denne overføring sker naturligvis automatisk, er for længst blevet til "C-viden", ligesom så mange af de øvrige organiske funktioner. Når vi føler smerte i en eller anden del af vor organisme, vil dette udelukkende skyldes en eller anden abnormitet eller forstyrrelse i den pågældende legemsdels mikroindividers "daglige liv". Denne abnormitets gene bliver "dagsbevidst" oplevet som et mere eller mindre stærkt besvær af de pågældende små væsener, og skaber en nedbrydende reaktion i deres almenbefindende eller bevidsthedsliv, der jo består af "stråleformig" materie. Men da denne "stråleformige" materie er tilknyttet vor "stråleformige" materie, forplanter reaktionen sig således ind i den. Og her mærker vi denne reaktion eller de små væseners forstyrrede almenbefindende som "fysisk smerte". Enhver form for "fysisk smerte" er således i sin dybeste analyse ikke af "fysisk" natur, men udgør en "stråleformig" energi." (Livets Bog, bind 2, stk. 596). Det vil i virkeligheden sige, at vore smerter er mikrovæseners bøn til os, – på principiel samme måde, som når vi beder til Guddommen.

Foto: Britta Olsson
Forbindelsen mellem den fysiske og den psykiske hjerne
I Livets Bog, bind 6, stk. 2019 og fremefter, finder vi en tankevækkende oplysning: "Hvis vor hånd eller fod eller noget andet i vor organisme, såvel ydre som indre organer, bliver beskadiget, føler vi en større eller mindre smerte, alt efter læderingens størrelse. (...)Igennem et særligt udviklet system af en efterretningstjeneste, bestående af en væsensorganisation, vi kalder hjerne- og nervesystemet, hvis særlige funktionærer består af fysiske og psykiske væsener, rapporteres mikrovæsenernes oplevelse af smerte og velvære videre, først igennem de fysiske funktionærer (de fysiske nerveceller) til makrojegets fysiske kommandocentral (den fysiske hjerne). Og her udskilles den fysiske efterretning til de psykiske nerveceller, der bringer den således forvandlede fysiske efterretning til makrojegets psykiske kommandocentral eller registreringsorgan (den med den fysiske hjerne forbundne psykiske hjerne) i det samme væsens psykiske eller åndelige legeme. Og makrojeget bliver herved, takket være dette, at de fysiske og psykiske celler er samarbejdende, vågne, dagsbevidste væsener, nøjagtigt underrettet om, hvorledes det står til i de forskellige regioner i dets organisme" (stk. 2022).
Efter denne vigtige oplysning om, at vi har "en kommandocentral eller registreringsorgan, der forbinder den fysiske hjerne med den psykiske hjerne", kan vi hver især selv danne os en mening om de smerter, man kan føle i amputerede lemmer.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
 
 
Til rubrikken "Spørg om kosmologi" er alle velkomne til at stille spørgsmål, der vedrører Martinus' verdensbillede.
Send dine spørgsmål pr. mail eller post, så får du direkte svar. Hvis spørgsmålene egner sig til offentliggørelse i Kosmos, sker det i anonymiseret form. Besvarelsen er naturligvis gratis.
Hvor er der foredrag og studiekredse?
Oplysninger om aktuelle foredrag og studiekredse vedr. Martinus Kosmologi rundt omkring i landet kan ses på: www.martinusguiden.dk, eller ved henvendelse til:
Martinus Center v/Hans Wittendorff
Mosevej 3, 7323 Give, tlf/fax 75 80 33 50
e-mail: hwittendorff@post.tele.dk