Kosmos 2011/3 side 78
Hvad hed bogen?
af Knud Højgaard
Et 90-års-jubilæum
Her i marts 2011 kan vi fejre Martinus' sags 90-års-jubilæum! Som mange vil vide, regnes den 24. marts 1921 for at være Sagens fødselsdag. Den dag, skærtorsdag 1921, havde Martinus sin afsluttende indvielsesmeditation i sit værelse på Jagtvej 52 A, 1. sal. Alt dette kan man læse mere om andetsteds, f.eks. i "Martinus' erindringer".1
Optakten
I foråret 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet "Enigheden". En dag viste en af kollegaerne, Ove Hubert, ham en bog, som Hubert havde lånt af en bekendt. Denne bekendt, Lars Nibelvang2, var musiker og skribent, og han var meget interesseret i religionsfilosofi. Martinus kunne senere ikke erindre, hvad bogen hed, men den handlede om reinkarnation og meditation. Disse begreber var helt ukendte for Martinus; men han følte straks, at her var noget, han måtte vide mere om. Martinus spurgte derfor Hubert, om han måske kunne låne bogen efter ham. Nogle dage senere blev det så til, at Martinus godt kunne låne bogen; men han skulle selv tage ud til Nibelvang på Amager og hente den.
Hos Nibelvang
Man kan læse videre om dette i erindringerne; men også i Nibelvangs kapitel i bogen "Martinus – som vi husker ham"3 er der naturligvis en omtale af besøget. Blandt andet skriver Nibelvang: "Inden han forlod mig, lånte jeg ham en af mine små bøger, og jeg gav ham anvisning på de mest elementære regler for meditation".
Indvielsesmeditationerne
Et par dage senere tog Martinus bogen frem for at læse lidt i den. Han skriver i erindringerne (side 64): "Jeg nåede aldrig at læse mere end et par kapitler. Der stod en anvisning på, hvordan man kunne meditere på Forsynet, og jeg tænkte, at det ville jeg prøve. – Jeg blev senere klar over, at jeg udelukkende var kommet i besiddelse af bogen, for at jeg kunne komme til at udføre denne meditation. – Jeg fulgte bogens anvisninger, slukkede lyset, rullede ned for vinduet, tog bind for øjnene og satte mig til rette i en kurvestol".
Resten er historie, som man siger. Som det vil forstås, er hensigten her ikke at komme nærmere ind på de to meditationer i påsken 1921, der førte Martinus frem til at have kosmisk bevidsthed. Det kan man læse om i bogen "Omkring min missions fødsel". I denne artikel skal der blot fokuseres på den bog, der blev det udløsende moment for, at meditationerne kunne finde sted.
Mange år senere
I løbet af 1990'erne blev nærværende artikelskribent mere og mere interesseret i Sagens historie og derigennem efterhånden så småt involveret i arbejdet i Martinus Instituts historiske arkiv. Et af de spørgsmål, der interesserede meget, var netop hvad det mon kunne være for en bog, Martinus lånte af Nibelvang. Og nu, hvor jeg kom i arkivet og dermed havde let adgang til alt arkivmateriale, besluttede jeg mig til at forsøge at finde frem til bogens titel og øvrige data.
En unødvendig efterforskning?
Her kunne nogle spørge: "Kan det ikke være ligegyldigt, hvad bogen hed? Hovedsagen er jo, at den gav anledning til, at Martinus foretog de meditationer, der førte ham frem til at have kosmisk bevidsthed". Et godt spørgsmål og et uimodsigeligt argument. Men mennesket er som bekendt et nysgerrigt væsen, og her sejrede nysgerrigheden!
Indledende undersøgelser
Det viste sig hurtigt, at intet arkivmateriale havde konkrete oplysninger om bogen. At Martinus selv ikke senere kunne huske titlen, kan umiddelbart undre. Men man må her være opmærksom på, at han kun læste lidt i bogen – stort set kun det om at meditere på Forsynet. Desuden, og vigtigere, forholdt det sig sådan, at Martinus ikke senere kunne læse videre i bogen: "Hver gang jeg ville have fat i bogen, var det som om en hånd lagde sig på min pande og holdt mig tilbage".4 Endelig, og vigtigst: I de båndoptagelser, der lå til grund for erindringsbogen, kan man høre følgende udsagn af Martinus (gengivet uredigeret): "Jeg kan slet ikke huske, hvad bogen, det er mærkeligt, for det er hjernen, den blev helt forandret".
Bibliotekssystemet
Bogen kunne dog nok indkredses lidt. Martinus kunne ikke læse fremmedsprog; så bogen, publiceret før 1921, måtte være dansksproget – eller måske på norsk, til nøds på svensk. Den måtte være teosofisk eller antroposofisk (Rudolf Steiner). Der viste sig at være forbløffende mange kandidater; og et formodentlig nogenlunde dækkende udvalg blev lånt og studeret. Et af pejlemærkerne ville være en given bogs omtale af meditationsanvisninger. En tidlig kilde, Erik Gerner Larssons første Martinus-biografi fra 1933, omtaler konkrete anvisninger: "(...) på sit værelse slog han op i bogen og læste, at når man for alvor ville koncentrere sig på Guddommen, skulle man sætte sig hen i en stol, eventuelt binde et tørklæde for øjnene, og søge at rette alle sine tanker imod det ukendte ophav til alle ting".5 – Men nej, ingen af de lånte bøger syntes at være bogen!
Jeg slog mig så til tåls med, at spørgsmålet om bogens titel måtte forblive ubesvaret; i hvert fald indtil nye oplysninger, nye kilder, måtte fremkomme.
Nibelvangs store erindringsmanuskript
I afsnittet "Hos Nibelvang" blev Nibelvangs erindringer i "Martinus – som vi husker ham" omtalt. Og det blev anført, at Nibelvang blot skriver, at han lånte Martinus "en af mine små bøger".6
Sidst i 1990'erne skete der så det meget overraskende, at arkivet kom i besiddelse af en kopi af et hidtil ukendt og meget mere omfattende erindringsmanuskript af Nibelvang!7 Og her var der konkrete oplysninger om titlen: "Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var "Bhagava Gita" og "Ved Mesterens Fødder". Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation".8
Ved gennemlæsningen af det store erindringsmanuskript hæftede jeg mig ved, at Nibelvang afsvækker henvisningerne ved at skrive "jeg tror det var". Desuden var det meget overraskende, at Nibelvang her skriver, at han lånte Martinus TO bøger! – Dog, det fik være, nu måtte de nævnte bøger studeres.
Bhagavadgita
Den første, Bhagavadgita9, kom første gang på dansk i 1912; blev genudgivet i 1920 på Teosofisk Samfunds Danske Forlag. Tidsmæssigt set kunne det altså godt være den.
Efter at have læst "Gita'en" – som den ofte benævnes i daglig tale – med særligt øje for meditationsbeskrivelser, var jeg i tvivl. Der er i hvert fald én beskrivelse af en meditation, og meditationsscenen inkluderer visse praktiske forholdsregler i forbindelse med meditationen. Det kunne således godt være Gita'en, Martinus lånte.
Men alligevel, helt overbevist var jeg ikke. Således anfører Paul Brunton, i sit forord til den påtænkte engelske udgave af Martinus' bog Menneskeheden og verdensbilledet10 – forordet bragt i Kosmos, september 1952 – at Martinus er helt ukendt med andre religioners skrifter "undtagen gennem det, han har hørt. Han har ikke engang læst"Bhagavad Gita" (side 104). Dette må Brunton have fået oplyst under samværet med Martinus i 195211.
Sluttelig i dette afsnit skal nævnes, at Kurt Christiansen i sin Martinus-biografi (jf. note 7), afsnit 2.11, vurderer, at hverken Bhagavadgita eller Ved Mesterens Fødder "specielt kan animere til meditation. I hvert fald ikke i den form som Martinus gennemførte. Lars Larsen [Nibelvang, jf. note 2] siger dog også, at han selv i samtalen oplyste Martinus om de mest elementære regler for meditation". – Og til allersidst: Ole Therkelsen mener, i bogen "Martinus og den ny verdensmoral"12, at Bhagavadgita "må være forblevet ulæst af Martinus" (side 41).
Ved Mesterens Fødder
Denne bog er et ungdomsværk af "Alcyone", et pseudonym for den unge Krishnamurti (1895-1986).13 Bogen udkom i 1912 på Teosofisk Forlag; så også her passer det tidsmæssigt set.
Læsningen af denne bog viste, at der ikke var beskrivelser af meditationsscener. Dog omtales meditation kort, og karma og reinkarnation indgår. Men der er altså ingen konkrete beskrivelser af meditationspraksis. Ole Therkelsen anfører dog, i den i foregående afsnit nævnte bog, at det "af Nibelvangs dagbog fremgår, at han mundtligt har givet Martinus anvisninger om, hvordan man kunne meditere, så formentlig kan Martinus både have læst i bogen Ved mesterens fødder og samtidig have holdt sig til Nibelvangs mundtlige meditationsforskrifter" (side 40-41). Det virker ikke usandsynligt, men er dog i modstrid med Erik Gerner Larssons oplysninger; jf. afsnittet "Bibliotekssystemet".
Alt i alt virker, efter denne artikelskribents opfattelse, ingen af de to omtalte værker som den helt oplagte kandidat. Andre interesserede kan naturligvis have andre vurderinger; og i det følgende afsnit skal vi se på Gita'ens kandidatværdighed med andre øjne!
Alligevel Bhagavadgita?
Nogle gange er det forunderligt, som tingene hænger sammen. Bedst som nærværende skribent sidste sommer skulle i gang med denne artikel, modtog han, via Ole Therkelsen, fra en Martinus-interesseret (navnet er redaktionen bekendt) et notat med titlen "Martinus og Bhagavad Gita'en". Forfatteren til notatet har gennemgået de to tidsmæssigt relevante udgaver af Gita'en; jf. afsnittet "Bhagavadgita". Han peger på to steder (2. og 6. samtale), der kunne foranledige en sandhedssøger til at meditere på Gud. Det vil dog føre for vidt her at referere fra Gita'en. Specielt interesserede kan nok nemmest læse om det i den nye danske oversættelse fra 2009 (Forlaget Gammelmark).
Alt i alt er det dog fortsat min opfattelse, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvilken bog, det var, Martinus læste lidt i. Og helt udelukkes kan det vel ikke, at det kan have drejet sig om en helt tredje og i kilderne unavngiven bog!?
Har uklarheden en dybere mening?
I afsnittet "En unødvendig efterforskning?" blev det nævnt, at bogens titel egentlig ikke er så væsentlig. Hovedsagen er naturligvis, hvad Martinus' læsning udvirkede i form af de to indvielsesmeditationer, der førte ham frem til den store fødsel, frem til at have kosmisk bevidsthed.
Man bør desuden hæfte sig ved et par meget vigtige detaljer, der har været omtalt tidligere i denne artikel. I afsnittet "Indledende undersøgelser" blev det nævnt, at Martinus ikke senere kunne læse videre i bogen – samt at de hjernepåvirkninger, Martinus var ude for i forbindelse med meditationerne, betød, at bogens titel var blevet slettet fra Martinus' hukommelse. Læg dertil, at han efterfølgende heller ikke kunne læse i andre bøger: I erindringerne, side 68, læser vi: "Jeg opdagede også, at det var umuligt for mig at læse andre bøger". Alt i alt kan dette af mig kun forstås på den måde, at det Forsyn, som gennem indvielsesmeditationerne havde givet Martinus adgang til en uudtømmelig kilde til viden, på denne måde sørgede for, at denne viden ikke blev blandet sammen med f.eks. teosofi eller antroposofi. Mere om dette om lidt; først skal vi lige se på et aspekt, som Kurt Christiansen tager op.
I sin Martinus-biografi (jf. note 7), afsnit 2.11: "Hvad var det for en bog, Martinus lånte af Lars Larsen?" (Lars Larsen = Lars Nibelvang; jf. note 2) – anfører Kurt Christiansen, "at det stadig er uopklaret, hvad det var for en bog, som Martinus læste". Forfatteren argumenterer for, at det måske også er det bedste, "at ingen ved hvad det var for en bog. Det kan ikke udelukkes, at nogle mennesker kan have den opfattelse, at man ved at læse i netop denne bog kunne komme til at opleve det samme, som Martinus oplevede under sin meditation. – En sådan tanke vil naturligvis være ganske forkert (...)".
Men nu tilbage til mine egne overvejelser vedrørende Forsynets "læseblokade". Jeg tror ikke, det på nogen måde kan være tilfældigt, at Martinus blev forhindret i dels at kunne huske bogens titel, dels at kunne læse andre teosofiske eller antroposofiske bøger. Den tanke er nærliggende, at Forsynet derigennem beskyttede Martinus' integritet og forhindrede, at hans lære, hans bøger, blot kunne betegnes som en forgrening af teosofien, antroposofien eller hinduismen.
Risikoen er der
At denne risiko er reel, fik jeg et eksempel på kort tid før, jeg skulle i gang med denne artikel – idet jeg omsider fik læst et arkivalie, der viste sig at manifestere problemstillingen (igen – tingene hænger sammen ...). Det drejer sig om arkivets udklipssamlings kopi af en i øvrigt seriøs artikel i "Nordisk Missionstidsskrift", december 1991. Teologen Steen Bonde skriver her fire-fem sider om "Martinus' syn på Jesus Kristus". I denne sammenhæng kan vi nøjes med at se på en af Bondes noter. I note 7 skriver han, med henvisning til Martinus' bog "Omkring min missions fødsel", "at det var læsningen af en teosofisk bog, som han aldrig fik læst til ende, der satte ham i gang med at meditere på Gud". I notens slutning skriver Bonde: "Desværre oplyser Martinus ikke bogens titel, men hvis det var en bog fra den klassiske adyar-teosofi, har den haft en tantrisk-buddhistisk baggrund, så allerede i oprindelsen aner man kilden til Martinus' "kosmiske bevidsthed"".
Slutning
Det anførte eksempel viser, at risikoen for, at Martinus og hans lære – i hvert fald ved en overfladisk betragtning – i en eller anden grad bliver vurderet som værende baseret på teosofi eller andet, er til stede. Man kan let forestille sig, at risikoen ville være overhængende, hvis udenforstående kunne påpege, at det var denne eller hin navngivne teosofiske bog, Martinus havde læst i som forberedelse til meditationerne. Kunne man desuden henvise til, at Martinus efterfølgende læste diverse bøger om andre retninger og religioner, ville det have været mere end vanskeligt for Sagen at værne om Martinus' integritet.
Man kan således kun prise det Forsyn, der udvirkede, at Martinus' opnåelse af kosmisk bevidsthed skete på en måde, der gør, at man ikke med rette kan henføre den til teosofiske bøger eller lignende. Når man studerer Martinus' værker og Martinus' sags historie i dybden, kan man kun nå frem til, at hans viden og lære er helt hans egen – og at den er ganske uafhængig af teosofi, antroposofi, religioner og filosofier.
Noter
- Martinus' erindringer. Zinglersens Forlag, 1987. (Ny udgave 2007).
- I 1921 var navnet Lars Peter Larsen. Han tog i 1933 navneforandring til Lars Nibelvang; og han omtales almindeligvis med dette navn.
- Martinus – som vi husker ham. Zinglersens Forlag, 1989. (Ny udgave 2006).
- Erindringerne, side 68.
- "Martinus. En kort fremstilling af hans barndom og ungdom, samt et lille indblik i hans lære". Axel Andersens Forlag, 1933, side 21. Citatet (og bogens undertitel) bragt i moderne retskrivning.
- Man må formode, at "en af mine små bøger" må have været den bog, Ove Hubert havde vist Martinus.
- Blev senere publiceret som appendiks A i Kurt Christiansens Martinus-biografi: "Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente. En biografi". (To bind). Kosmologisk Information, 2005.
- Appendikset side 9; her gengivet i moderne retskrivning.
- Denne stavemåde anvendes i dag. (Den Store Danske Encyklopædi). Værket, der på sanskrit betyder "Den ophøjedes sang" eller "Herrens sang", er et religionsfilosofisk læredigt fra den tidlige hinduismes tid.
- Menneskeheden og verdensbilledet er endnu (sommeren 2010) ikke udgivet på engelsk. Når det sker, vil Bruntons forord ikke blive anvendt, idet der er truffet principbeslutning om, at andre forfatteres forord eller omtaler ikke skal indgå i Martinus' bøger.
- Beskrevet af Søren Hahn i Kosmos 1990 nr. 10.
- Borgens Forlag, 2009.
- "At the Feet of the Master", 1910(!). Det er dog tvivlsomt om den meget unge Krishnamurti var den egentlige forfatter.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige