Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Begravelsesforretninger forbinder de fleste med, hvad de har set og forventer – afdæmpet pænhed, korrekthed, andægtighed, nedtonethed uden farver. En bedemand/kvinde skal kunne håndtere alle situationer, ikke mindst de følelsesmæssigt tungeste tunge, og det bliver så standarden for bedemandsforretningen, at intet må kunne virke anstødeligt på den sørgende eller efterladte.

En total modsætning til en sådan bedemandsforretning har jeg fundet i Berlin. Her er "karma" bogstaveligt talt bøjet i neon. Man kan få kunstnerisk udformede designer kister og urner. Væggene er bemalede med skylandskaber, og i skyerne bliver der surfet og slappet af. Døden er i virkeligheden en ferie! Som at skulle en længere tur til en sydhavsø! Alt ånder lys og lethed.

Man må udvise respekt for de efterladtes følelser. Og hvis de netop føler sig som efterladte / forladte, ja da er det ikke sikkert, den lyse bedemandsforretning er acceptabel. Vores forhold til døden afhænger formentlig meget af, hvem der dør. Er det mit barn, eller er det et gammelt menneske, mæt af dage?

Under alle omstændigheder er vores forhold til døden, åndsvidenskabeligt set, et udviklingsspørgsmål. Bindingskærlighed og afhængighed er vores problem. Næstekærligheden binder ikke næsten til sig i hverken kærlighed eller afhængighed. Derfor kender den rene næstekærlighed heller ikke til sorg, tristhed eller noget personligt mørke knyttet til døden. Det fuldkomment næstekærlige menneske tager heller ikke til ægte og sætter ikke børn i verden. Der er tale om vores fremtid. En fremtid, hvor alt mørke omkring døden er forløst, og vi er blevet ét med en ny slags kærlighed, som vi formentlig nu hovedsageligt har et teoretisk forhold til. I den lange overgang vil der naturligvis udvikles bedemandsforretninger, der matcher det stadig mere forløste forhold til døden.

Som Dostojevskij beskriver i novellen "Et latterligt menneskes drøm" om bl.a. livet og døden på en fremmed planet: "Sygdom kendte de næsten ikke til, skønt de naturligvis døde; men deres gamle gik så stille ud af livet, som om de sov ind; de var da omgivet af mennesker, som tog afsked med dem, som modtog deres velsignelse, og som ledsagede dem på vejen med lyse, tillidsfulde smil. Aldrig så jeg hos dem sorg eller tårer ved et dødsleje, kun en rolig, forklaret begejstring, til stille ekstase løftet kærlighed." … "de havde ingen templer eller gudshuse, men de var forenet i en stedsevarende, dagligt fornyet, evig levende enhed med altet. Begrebet tro kendte de ikke, men til gengæld havde de en fast, urokkelig viden om, at når deres jordiske glæde havde nået sin højeste fylde og den jordiske naturs grænse, så ventede der dem en endnu inderligere og langt mere omfattende berøring med altet. Og med forventningens glæde imødeså de dette øjeblik, hverken utålmodigt eller savnende, men med en sikker forudfølelse i deres hjerter, en forudfølelse, som de meddelte hverandre og talte om."

Bedemandsforretningen findes i Fidicin Strasse i Kreutzberg Berlin.