Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg engang sidst i 1970'erne fandt frem til Martinus, var jeg også meget optaget af indisk filosofi. Der var specielt en indisk forfatter med et meget langt navn, jeg husker det ikke i skrivende stund, men denne forfatter fortalte, hvor stort besvær han havde haft med at blive optaget som discipel af sin mester.

Så tænkte jeg på Martinus, han var jo min "mester" – ja, sådan så jeg mig selv i forhold til Martinus. Jeg var meget betaget af ham, skønt jeg ikke kendte ham, og jeg læste hans bøger fra morgen til aften, når lejlighed bød sig. At være Martinus' discipel, det var lige noget for mig.

Optaget af disse tanker lykkedes det mig faktisk at nærme mig Martinus, idet jeg fandt ud af, at han i anledning af sin fødselsdag holdt en festtale på Hotel Sheraton i København. Jeg kendte ham kun fra bøgernes verden, og jeg var meget spændt på at se ham og høre ham tale. I mit hoved sejlede alle disse tanker rundt om at blive accepteret som han discipel.

Det første, Martinus sagde, da han trådte op på talerstolen var: "I er alle mine disciple!"

Jeg kan ikke i dag gøre rede for, hvad jeg følte og tænkte. Jeg var alt for overrumplet. Først nu dette, at Martinus syntes at gå lige ind i mine tanker, som gennem en åben dør. Og så dette, at vi alle var hans disciple. Det var let nok at blive det, for det var vi alle.

Efterhånden gik det op for mig, at så var "discipel" i grunden slet ikke et gyldigt begreb for Martinus, sådan som jeg kendte det fra den indiske tradition. Vi tilhørere var jo ikke alle lige interesserede, men altså interesseret nok til at møde op. Ja, det var sådan set kriteriet for at være hans discipel. Viste man interesse, så var man en discipel. Det var vi alle.

Senere gik det op for mig, at Martinus ikke ønskede det gensidige afhængighedsforhold, der kan være mellem mester og discipel i den indiske tradition. Hans opgave var ikke at skabe bindinger, men hjælpe til med at løsne dem, så man frit kunne vurdere og tage stilling.

For Martinus gjaldt det ikke om at indpode sandheden i sine læsere og tilhørere, men inspirere dem til selv at fostre den. Altså genkende essensen af hans lære som noget, de kunne have sagt sig selv. Noget, de på en måde vidste i forvejen uden at vide, hvor de vidste det fra. En tavs viden, de nu kunne sætte ord på og belyse med fortællinger fra deres eget liv.

Ville jeg være Martinus' discipel, så var jeg velkommen. Og jeg behøvede ikke at spørge ham først. For vi var alle hans disciple.

Se, det kalder jeg en sand mester!