Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/3 side 94
Nyt fra sagen
Ny bog på engelsk af Else Byskov
Else Byskov, der er dansker, men bosiddende i Spanien, har udgivet en ny bog på engelsk "The Undiscovered Country – A Non-religious Look at Life after Death", der på dansk ville hedde "Det uopdagede land – Et ikke-religiøst syn på livet efter døden". (Create Space, Amazon). I bogen gennemgås beviserne for liv efter døden: nærdødsoplevelsen, børn der husker tidligere liv, regressionsterapi, efter-døds kommunikation, dødsleje visioner, Elisabeth Kübler Ross' arbejde og "The Afterlife Experiments". For yderligere information om alle forfatterens bøger henvises der til hendes hjemmeside: www.deathisanillusion.com.
Ole Therkelsen
Om at oversætte Martinus – nu på engelsk
For tiden udgives Martinus' værker på dansk samt 23 andre sprog. Hvilke specifikke problemer gør sig gældende for arbejdet med at oversætte Martinus' værk? Hvad kendetegner en god oversættelse? Et skrift af Mary McGovern om kunsten at oversætte og overvejelserne derover er blevet udgivet på dansk af Världsbild förlag under titlen Om at oversætte Martinus. I december 2010 udgav forlaget det også på engelsk under titlen On Translating Martinus. Forlaget, som har bekostet udgivelsen, vil gerne forære det til alle, som oversætter Martinus' værker inkl. dem, der oversætter artikler til Kosmos. Andre, der ikke oversætter Martinus, har mulighed for at købe det for 55 DKK plus porto (19 kr i Danmark og 29 kr i resten af Europa). For at bestille et eksemplar, send Mary McGovern en e-mail (mary.mcgovern@webspeed.dk) med din nuværende postadresse.
Ulf Sandström
Foredrag i Paris
I perioden 30. okt. – 2. dec. 2010 har Ole Therkelsen afholdt to kosmologi-foredrag på fransk på adressen 15 rue J.J. Rousseau, F-75001 Paris, (www.usfipes.org), og et foredrag på esperanto i Esperanto-Unionen på 4bis rue de la Cerisaie, F-75004 Paris, (www.esperanto-france.org), med ca. 20 tilhørere hver gang. Med hensyn til salg af bøger på fransk og esperanto blev der henvist til Martinus Instituts nye internationale webshop på adressen shop.martinus.dk. – I Paris var der også besøg af Claudine Richard, der leder den eneste kendte kosmologi-studiekreds i Frankrig, nemlig i de to sydfranske byer Lectoure og Fleurance.
Ole Therkelsen
Polsk og kroatisk hjemmeside færdig
På Instituttets nye hjemmeside martinus.dk er de polske (polski) og kroatiske (hrvatski) sider nu blevet lagt ud på nettet. Irena Boysen og Zofia Paulin oversætter til polsk, og Davorin Gruden oversætter til kroatisk. Se evt. også martinus-cro.net. Sidste år blev de nye og opdaterede engelske, spanske, svenske og tyske sider færdige og lagt ud på www.martinus.dk.
Ole Therkelsen