Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Skyldfølelse er nok en af de tungeste mentale byrder, et menneske kan komme til at bære. Mange forældre kender sikkert følelsen af ikke at have gjort det særlig godt, når deres søn eller datter ender i det kriminelle miljø eller bliver misbruger. Så kan forældrene føle, at de burde have gjort mere for at holde deres børn borte fra de omtalte miljøer. De mange skilsmisser, vi oplever, har også for de fleste omkostninger i form af nogle sjælelige ar, som følge af uenigheder og i særdeleshed skyldfølelse omkring eventuelle børn, som den ene af parterne må forlade. Man kan ligeledes uforvarende komme til at lemlæste eller dræbe et andet menneske i trafikken, en martrende oplevelse, specielt hvis man er "uforskyldt", eller hvis det er sket under indflydelse af alkohol eller narkotika.

I en dokumentarudsendelse på tv viste man, hvorledes det føltes at være den bilist, der under påvirkning af alkohol dræbte og lemlæstede 4 mennesker. Det siger næsten sig selv, skønt medierne ofte tegner billedet af sådan en person som et menneskeligt uhyre, at dette menneske lever i et sandt helvede af skyldfølelse, for det står ikke til at ændre. Samme situation er hændt for mennesker, der har begået alvorlig kriminalitet i situationer, hvor de har mistet "besindelsen", måske på grund af beruselse, narkotika, jalousi, vrede. Ligeledes har den katolske kirke været udsat for fordømmelse, efter det er kommet frem, at nogle præster ikke har kunnet kontrollere deres drifter og har begået seksuelle overgreb. I nogle af de nævnte situationer har skyldfølelsen været så tyngende, at selvmord har været den valgte udvej for de pågældende, som naturligvis har været stærkt berørt af "skyldfølelse". I det hele taget er begrebet "skyld" et meget centralt problem for os mennesker. Hver eneste dag opstår tusindvis af situationer, hvor man bruger rigtig mange ressourcer på at udrede, hvis "skyld" det er, og går man en tur gennem byen, lyder det endog fra legepladserne, hvor børnene tumler – "det er osse din skyld"!
 

I udredningen af skyldsspørgsmål dokumenteres med al ønskelig tydelighed fraværet af det perspektiv, som reinkarnation og skæbneloven giver. Har man ikke dette perspektiv med i sine overvejelser og sin livsholdning, vil man ofte, som automatik, i de fleste tilfælde forsøge at anbringe skyldsbyrden hos modparten, der lige så "naturligt" søger at gøre det modsatte. I en del tilfælde vil man dog, uanset hvor "skylden" bliver anbragt, sidde tilbage med den omtalte ubehagelige, tyngende, følelse af skyld, som ikke vil forsvinde. Mennesker, der stadig har deres gudstro i behold, kan som alle andre begå "syndige" handlinger som f.eks. i ovennævnte tilfælde, men inden for kirken er der mulighed for at få en syndsforladelse, der for den troende fungerer som en psykisk "overlevelsesmekanisme", – "at lade nåde gå for ret".

Mennesket kan jo ikke undgå at "synde", uanset hvilken religiøsitet det end måtte bekende sig til. For det ikke troende menneske kan situationen godt opleves anderledes, fordi det ikke kan tro på dogmet om den kristne "syndsforladelse", hvorfor "magien" i syndsforladelsen forsvinder. Hvis det har begået en stor "synd" og er tynget af byrden derefter, har det ikke i samme grad en religiøsitet med dens moralske retningslinjer at forholde sig til og har således heller ingen mulighed for at hente trøst eller "syndsforladelse", idet den hviler på troen – troen, som her mangler.

Uanset om det drejer sig om troende eller ikke troende "syndere", kan de blive lagt for had gennem de elektroniske og skrevne medier, fordi deres "skyld" synes at være indlysende og i en kategori, der af almenheden betragtes som "afskyelig". Der argumenteres for, at deres handlinger bør "hævnes" i "respekt for ofrene". Disse "syndere" bliver på en grusom måde anbragt på "skafottet" til spot og spe i stedet for at blive mødt med indsigt og forståelse. Denne fremgangsmåde marginaliserer yderligere disse personer, der på grund af deres mangelfuldt udviklede humane evne ikke har kunnet holde sig inden for lovens rammer, eller som i en given situation er blevet "ofre for omstændighederne". Martinus skriver i artiklen Syndernes forladelse i Kosmos nr. 2/1996: "Synd" er en handling begået i uvidenhed om de kosmiske love.
 

Lov og ret er dog en selektiv størrelse, der skifter hen over tid og justeres i forhold til udviklingen i samfundet. Lovgivningen kan med rette kaldes for "de manges ret", idet den afspejler "de flestes" holdninger og stadig i nogen grad funderer sig på Det Gamle Testamente og domfælder på princippet "lige for lige".

At samfundsmoralen har bevæget sig i en mere human retning, afspejler sig tydeligt i vores holdninger til, hvad vi opfatter som "kriminelt". Tidligere havde man ganske anderledes rammer for det, der i dag betragtes som lovovertrædelser, f.eks. at vold, begået inden for hjemmets fire vægge, blev betragtet som en "privat sag", som man fra ordensmagtens side ikke blandede sig i. Det var i nogen grad en familiefars ret at afstraffe sin hustru og sine børn, handlinger som i dag falder inden for lovens rammer. Tidligere var det heller ikke lovstridigt at udøve korporlig afstraffelse af eleverne i skolen, man mente endda, at de havde godt af en "flad øretæve".

Om vi hver især moralsk befinder os inden for samfundsmoralen – er i overensstemmelse med den eller er forud for den – er et udviklingsspørgsmål. Udvikling i dette perspektiv er ikke en viljessag, men et spørgsmål om udvikling gennem modgang og lidelser. Den dag, vi kommer frem til at basere lovgivningen og retssystemet på den kosmiske erkendelsen af udviklingsforskellenes årsag, vil man oprette "juniorsamfund" i stedet for fængsler.

Lovovertræderne forsøges i dag "dresseret" til en adfærd, der ligger inden for lovens rammer, men det, der mangler, er i virkeligheden udvikling, og det er ikke, som nævnt, en viljessag. De indsattes "skyldfølelse", hvis de da har en sådan, bliver på ingen måde elimineret eller mildnet gennem straffen, hvilket i øvrigt heller ikke er meningen. Hensigten er, at de skal angre deres forbrydelse.

Undersøgelser viser ligeledes, at resocialisering forekommer i et meget beskedent omfang. Man vil oftere opleve, at der grundlægges et had eller en aversion mod stat og retsvæsen, et had, der blot fører til, at "samfundet" bliver et kollektivt fjendebillede for lovovertrædere.
 

Skyldfølelsen hos den enkelte afhænger i høj grad af den pågældendes udviklingstrin og selvfølgelig også, under hvilke omstændigheder lovovertrædelserne er blevet begået. Nogle kriminelle opfatter ikke deres handlinger som decideret kriminelle. De ved naturligvis godt, at de er i konflikt med samfundets love, men det bekymrer dem ikke som sådan, for de føler sig ikke decideret som en del af det etablerede samfund. Skyldfølelsen hos de grove kriminelle er ikke-eksisterende, deres moralkodeks svarer til deres adfærd. De lever i en anden virkelighed, nærmest som "stammekulturer" med egne love og indvielsesritualer og med en stærkt udviklet broderskabsfølelse over for deres "stammefæller", og omvendt en stærk aversion mod konkurrerende "stammer". For tiden er der megen fokus på bandekriminalitet, og disse banders indbyrdes krige er netop et godt eksempel på ovenstående. Her betragtes det som hæder at have været fængslet, og i de "parallelsamfund", fængslerne er, opnår de en høj status, baseret på deres sande moral.

Hvis det skal være muligt at opleve en skyldfølelse, så er det en forudsætning, at der er et svælg mellem den pågældendes moral og den handling, der udløser skyldfølelsen og oplevelsen af at have handlet mod egne moralske normer. Et meget kærligt og humant menneske kan mod dets egen vilje, i en trafikulykke, uforvarende komme til at påføre et andet menneske svære lidelser og måske endda forårsage et menneskes død. Det er sket i bl.a. de såkaldte "højresvingsulykker", hvor en bilist overser en cyklist under et højresving med et stort køretøj. Skønt de pågældende er kærlige, humane og ikke kunne finde på at gøre andre mennesker ondt, fritager det dem ikke for byrden af "skyldfølelsen", og de må gennemleve den psykiske smerte og bruge bønnen som støtte. Problemet kan dog her yderligere være, at de ikke er i stand til at bede til en Gud, som de ikke tror på, og hvis eksistens de betvivler.
 

Martinus fortæller i bogen Bønnens Mysterium, at sætningen "forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere", er en bøn om at blive hjulpet til at blive befriet for denne tyngende følelse af skyld. En bilist påkørte for mange år siden min moder, og han opsøgte hende efterfølgende på hospitalet med blomster og chokolade og bad om forladelse, fordi han uforvarende var kommet til at påkøre hende, og hans lettelse var tydelig, da han "blev tilgivet", ja begge parter oplevede en gensidig forståelse og fik faktisk en god oplevelse ud af det.

Der har også været eksempler på, at trafikofres familie, i tilfælde af en dødsulykke, er blevet kontaktet af "synderen", der ikke har kunnet slippe af med sin skyldfølelse på trods af, at der har været tale om "hændeligt uheld", eller at den dræbte selv har været årsag til ulykken. Det er således ikke kun et spørgsmål om at være "skyldig" eller "uskyldig", men rettere et spørgsmål om den sjælelige tilstand, der opstår efter ulykken.

Martinus skriver i småbogen Bønnens mysterium, kapitel 14: "Nej, sagen er, at problemet i sin dybeste kosmiske analyse i virkeligheden slet ikke er et spørgsmål om skyld eller uskyld, men derimod et spørgsmål om en kontakt med sit eget selvs almenbefindende eller næstekærlighedsstandard. Denne standard udgør området for, hvad man kan nænne at gøre imod sin næste."

Mange af de soldater, der sendes ud til krigszonerne i verden, er ikke bevidste om, hvor grænsen går for, hvad de kan leve med at have været aktører i. De unge mennesker, der for de flestes vedkommende næppe er mere end 22-25 år, har ingen realistisk fornemmelse af, hvad de siger ja til, og oplever efterfølgende at finde sig selv fuldkommen forvandlede. Fra en fredelig tilværelse i Danmark befinder de sig pludselig i en krigszone, hvor de er nødt til at dræbe andre mennesker, sommetider også ved uheld civile kvinder og børn. Ved hjemkomsten oplever nogle af dem, at de får det rigtig dårligt rent psykisk. De plages af "flashbacks" af de begivenheder, de har deltaget i, og det har ganske simpelt overskredet deres humane balancepunkt, som de ikke var klar over eksisterede. De rejser ud i deres repetitionsperiode, der ligger fra fødslen til det 30 år, hvilket betyder, at de ikke er færdigudviklede ved udsendelsen til de respektive krige.

Jamen alt det, der sker, er jo skæbneudløsninger forårsaget af tidligere handlinger, så de involverede har jo et fælles skæbneforhold. På denne baggrund ophæves vel spørgsmålet om "skyld", kunne man tænke? Martinus har jo adskillige gange skrevet og sagt, at "ingen kan gøre uret, ligesom ingen kan lide uret", netop baseret på den kendsgerning, at skæbneloven helt automatisk, som en uundværlig del af livet og kredsløbet, sørger for, at de energier/handlinger, man udløser, uundgåeligt vender tilbage til sit ophav. Kun på denne måde sikres kredsløbet, grundlaget for livsoplevelsen og udviklingen.

I denne forbindelse, hvor man bliver alvorligt forstyrret af skyldfølelse, kan det være relevant at erindre sig det kosmiske "Syndsforladelsesprincip". Martinus skriver i artiklen Syndernes forladelse, Kosmos nr. 2/1996: "Der er altid en masse skæbnebølger på vej til hvert enkelt menneske, og alle ville komme til at opleve umådelig megen ulykke langt ind i fremtiden, hvis ikke det kosmiske princip "syndernes forladelse" virkede som en universel lov i overgangen fra mørke til lys. De erfaringer, et menneske gør, ændrer jo lidt efter lidt dets tankegang, ønsker og væremåde, hvilket er ensbetydende med, at vedkommende væsens hele udstråling ændres".
 

Skæbneloven sikrer, at enhver på kærligste måde får "undervisning" via omgivelserne, fuldkomment tilpasset netop den enkeltes inderste behov, fordi det er individets egne handlinger, der vender tilbage. Hvert enkelt menneske har tidligere, gennem tusindvis af inkarnationer, begået så mange overtrædelser af det femte bud, "du må ikke ihjelslå", at det, som nævnt, ville gribe ind i den pågældendes liv i lige så mange tusinde år, hvis ikke "Syndsforladelsesprincippet" eksisterede.

Hvis vi tager udgangspunkt i en dramatisk hændelse som f.eks. mord, skriver Martinus i artiklen Syndernes forladelse, Kosmos nr. 2/1996: "Hvis et menneske begår et mord, sker der kosmisk set dette, at energikoncentrationen, efter at have udfoldet sig gennem morderens bevidsthed i den fysiske materie, forvandler sig til åndelig materie, der bevæger sig gennem verdensrummet som en del af morderens skæbneelement og før eller senere vender tilbage til sit ophav, hvor den udløser sig i mord på vedkommende."

Ifølge denne lovmæssighed vil vi opleve præcis det samme, som vi selv har udsat andre mennesker for, og derigennem opleve, hvilken smerte og lidelse de oplever. "Syndsforladelsesprincippet" kommer ind i den enkeltes tilværelse gennem den kærlige funktion, at et menneske fra den tid, hvor forbrydelsen blev begået og frem til et givet tidspunkt, efter al sandsynlighed har oplevet store og små lidelser, der har forfinet vedkommendes følelse til en vis grad af medfølelse – altså dette ikke at kunne nænne at gøre sin næste ondt i samme grad som tidligere.

Hvis jeg tænker tilbage på min egen ungdom, så er der situationer, som dengang virkede helt naturlige for mig, men set med de erfaringer og den modning, jeg i dag har, – ja så bliver jeg lidt flov. Det er handlinger, jeg i dag ikke kunne drømme om at gentage, og hvis jeg virkelig har "lært lektien", så er der ingen mening med, at skæbnebølgerne vender tilbage i samme format, som da jeg skabte dem. Lykkeligvis er det sådan, at det kosmiske "Syndsforladelsesprincip" bevirker, at den ændring, auraen har undergået i retning af en lysere udstråling, beskytter mod den fulde virkning af de tilbagevendende skæbnebølger og således dokumenterer, at loven over alle love, "Kærlighedsloven", er en levende realitet gennem denne "kosmiske nåde".

I samme artikel skriver Martinus også: "Auraens vibrationer er i virkeligheden det levende væsens eneste beskyttelse, der kan virke tiltrækkende eller frastødende på skæbnebølgerne".
 

Der sker således ingen fejltagelser i forhold til den enkeltes skæbnesituation. Alle er sikret fuldkommen retfærdighed, en retfærdighed, der funderer sig på skæbneloven og syndernes forladelse som grundlæggende kosmiske lovmæssigheder. Det interessante er, at disse lovmæssigheder ikke befinder sig "uden for" den enkeltes fysiske og psykiske struktur, den er tværtimod en del af den, så der er ingen, som skal "administrere" disse lovmæssigheder, det er en "automatfunktion" i Gud. Dog er det således, at kollektive skæbneudløsninger udløses af Forsynet, bl.a. gennem krige og koncentrationslejre, der var udløsninger af opsummeret karma.

Med tanke på de omtalte ulykkestilfælde eller situationer, hvor et menneske "kommer til" at begå handlinger, der ligger uden for den pågældendes normale adfærd, og efterfølgende skaber en psykisk invaliderende skyldfølelse hos dem, og vi forestiller os, at vedkommende har fjernet sig fra at kunne slå ihjel, dræbe og forfølge, – hvordan kan sådanne skæbnebølger så alligevel udløse sig i ulykker, uheld, affekthandlinger o.l.? Hvad er grunden til, at man kan være på det "rigtige sted" på "det forkerte tidspunkt"?

Årsagen her skal, som ovenstående citeret, findes i vedkommendes aura, der afspejler den pågældendes humane standard. Auraen vil som en beskyttende udstråling kun lade visse skæbnebølger komme igennem, medens andre og grovere neutraliseres, og det må således være tilfældet her. Skyldfølelsen er altså den rest af en skæbnebølge, der er tilbage, og som er sluppet igennem auraens beskyttende udstråling, der tjener til at neutralisere energier og situationer, som man allerede har udviklet sig helt bort fra. Der må således være mørke områder i auraen, der ikke beskytter mod skyldfølelsen, der, selvom det er en martrende følelse for det forfinede menneske, trods alt ikke er så hård en karma som et drab eller invalidering ved forbrydelse eller ulykke, men en tilbagevendende skæbnebølges "fortyndede" virkninger.

Dér, hvor mennesker befinder sig i deres udvikling i dag, er de jo placeret et sted imellem resten af primitiv inhuman "dyrisk adfærd" og den udviklede, humane "Kristusmentalitet". Når vi i Fadervor beder om "at få forladt vore synder", er det et udtryk for, at "Kristusmentaliteten" lider under dønningerne af "Barabasmentaliteten", der repræsenterer vores fortid, og vi beder om at få oprettet den normale balance i vor bevidsthed.

I samme artikel skriver Martinus: "Nedtrykthed kan være tegn på tilbagevendende skæbnebølger, som måske nok neutraliseres i nogen grad, men endnu ikke tilstrækkeligt."
 

Normalt retter vi blikket mod vores omgivelser i mellemkosmos, når vi søger efter meningen og årsagen til vor skæbne, men vi kan i samme grad skabe "ulykker" i vor egen organisme i mikrokosmos. I tilfælde af uhensigtsmæssig levevis, som alkoholafhængighed, kødspisning, medicinmisbrug o.a. eller overbebyrdelse og nedslidning af kroppens ressourcer, eksplosivt temperament m.m., vil denne adfærd i større eller mindre grad forårsage skæbnebølger i lighed med dem i mellemkosmos blandt vore medvæsener. Vi kan ærgre os over at "have taget chancen" og levet imod vores overbevisning og i bedste fald føle "skyld" over for vort mikrolivs lidelser, lidelser som vi selv har påført dem. I den følgende tankekoncentration i Fadervor "led os ikke i fristelse" beder vi netop om ikke at være "åndeligt dovne" og falde for fristelsen til at tænke, "at det går nok", selvom vi burde vide bedre.

Martinus taler om den "mentale aksehældning" som balancepunktet mellem, hvad den enkelte kan nænne at påføre omgivelserne, og hvad man ikke kan nænne at påføre andre. Dette balancepunkt eller sjælsbalancen kan i alvorlig grad forskyde sig ved pludseligt opståede situationer, hvor "fremmede energier" trænger ind gennem den pågældendes aura. Disse fremmede energier er omgivelsernes energier, dvs. Guddommens energier, og hvis det er mørke energier, vil de tage over og påføre den enkelte en markant ubalance. Når vi beder Fadervor "forlad os vor skyld", så beder vi i realiteten om at få hjælp til at få genoprettet den tidligere harmoniske balance. Martinus skriver i samme artikel: "Det er disse fremmede kræfters overtag, vi kan mærke som skyldfølelse eller samvittighedsnag". Samvittighedsnagets sande årsag er altså, at fremmede kræfter fra omgivelserne er trængt ind i vor bevidsthed, og at denne indtrængning kun muliggøres af en ubalance i den pågældendes bevidsthed.
 

Alle vore bønner bliver hørt, men den bønhørelse, vi får, falder ofte ikke sammen med de forventninger, vi har. I de ovennævnte tilfælde kan man måske ikke forstå, hvis man ikke umiddelbart får "fjernet" den tyngende følelse af "skyld", som der bedes om. Martinus gør rede for, at selvom man ved seriøs granskning af sig selv ikke mener at have anlæg for at påføre sine omgivelser smerte eller ubehag, og at den opståede situation var et hændeligt uheld, så må man dog acceptere, at man er ramt af en skæbnebølge og tage udgangspunkt heri. Som tidligere nævnt, så er den eneste beskyttelse, vi har, lig med den beskyttelse, vi tilbyder omgivelserne. Noget, som man måske ikke umiddelbart forbinder med den problematiske situation, f.eks. kødspisning og det at "dræbe" andres livsglæde m.m., kan i dette tilfælde skabe mørke områder i auraen og dermed åbne for indtrængen af mørk skæbne.

Vi skal lære at tage imod den "undervisning", vi får af livet og omgivelserne, med taknemmelighed og glæde. Tænk, hvis vi ikke fik mulighed for at lære og dermed stige mod et højere og højere bevidsthedsniveau, da ville vi virkelig blive efterladt i "helvede", rent bortset fra, at tilværelsen og livet ville være en umulighed. Livet, som det fremstår, er en perfekt helhed, hvor ikke selv den allermindste detalje kan undværes.

Martinus skriver i nævnte artikel: "Der findes ingen genvej, man skal blot lære at gå de rigtige veje for at nå målet. Hele syndsforladelsesprincippet bærer vi i vor egen bevidsthed, vi får ikke lidelser der, hvor vi ikke mere begår de forkerte handlinger. Vi skal lige akkurat have de lidelser der, som er nødvendige for at forandre vor bevidsthed, hvad der så ellers er tilbage, vil bevidstheden neutralisere." – og senere i samme artikel – "ved at tilgive andre, ved at vise forståelse og hensyn, vil mennesket selv skabe den tilstand, som er "syndernes forladelse"."