Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har den senere tid haft ekstra god grund til at reflektere over min måde at tænke på. Til det har jeg blandt andet taget Martinus til hjælp. Han fungerer for mig som den, der holder i bagagebæreren, når man lærer at cykle. Og samme problem, som kan opstå, når dén, der holder fast, slipper taget, opstår også let, når man f.eks. har lukket Martinus-bogen. Man ryger let i grøften.

Men bønnen har vist sig at kunne blive en vigtig del i arbejdet med at lære at forstå og udvikle sit eget tankeklima. Martinus: "... mens de rent højintellektuelle eller menneskelige anlæg sætter individet i harmoni med livet og næsten, og denne sidste manifestationsform er den samme som den, der udfolder sig som "Guds vilje" i "himmelen", vil den fjerde tankekoncentration i "Fader vor" således være det samme som at bede om, at de højintellektuelle eller rent næstekærlige anlæg må blive så stærke i ens mentalitet, at de altid vil udgøre det overlegne viljebestemmende moment i ens manifestationer." ¹

Her er det tydeligt, hvad det er, der gør, at man efterhånden selv kan "holde balancen", eller, som Martinus skriver i en anden sammenhæng, hvordan man kan holde sig på "ret køl". Man kan altså ved hjælp af bønnen blive sin egen balancerende kraft. Her handler det om balancen på tanke/bevidsthedsplanet, at blive så mentalt stabil i kontakt med "Guds vilje", at man aldrig ramler omkuld.

At cykle er jo en utrolig fysisk balanceakt, der kræver megen træning. Det er ikke nok at tro, at man kan. Det er heller ikke nok at læse om, hvordan man cykler eller se en film, hvor instruktiv den end er. Det er heller ikke nok at forsøge at udvikle sin evne til at cykle gennem bøn. Hvad bønnen kan udrette i denne sammenhæng er at indrette éns bevidsthed til at være i fase med virkeligheden, selv hvis virkeligheden eventuelt ville være ganske brutal der nede i grøften.

"Kan bønnen da garantere lykken?" skriver Martinus: "Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde."²

Bønnen er altså en slags cykelkunst på det åndelige plan!

Fordelen med analogier er, at de kan blive som en lille leg. Legen er på mange måder en undervurderet mulighed, synes jeg. Leg er i min verden synonymt med kreativitet, og det igen har meget at gøre med bevægelighed/bevægelse. Det er på den ene side noget meget seriøst, ja oven i købet alvorligt. Samtidigt som det på den anden side er noget meget sjovt og afslappet. I legen kan man vende og vride på "virkeligheden", på begreber og tanker for at undersøge dem i forhold til noget andet. Det kan mange gange føre til, at der opstår "nye" indsigter, måske ikke altid revolutionerende, men som små mikroindsigter, der efterhånden sammenlagt, og i bedste fald, bliver en slags makroindsigt, der kan forandre éns liv. At lege med andre kan være fantastisk, hvis man "finder" hinanden i legen.

Hvad er det så, vi egentlig leger med? Er det ikke en kombination af forskellige bevægelser eller energiarter? De fleste af os, der lever i et informationssamfund, er formodentlig kommet i kontakt med tanken, at alt egentlig er bevægelse, og at bevægelse er energi.

I artiklen Partikler, tomrum og tankekraft³ skriver Martinus om, hvordan alting netop er bevægelse, og at det, vi gennem vore sanser oplever som fast materie, er bevægelse på et for os mikrokosmisk niveau. Tomrummet mellem de "faste" partikler er ikke tomt, men er gennemstrømmet af "Guds mentalitet" eller tankekraft. Da vi selv principielt er skabt i Guds billede, gennemstrømmes tomrummet i vore kroppe også af vor tankekraft, der på den måde styrer vores organisme.

Martinus: "Vi kan se, at vi med hele vor tankefunktion opretholder vore organers og vor organismes sundhed og velvære." Og længere fremme i teksten: "Og lige såvel som vor tankekraft kan være livgivende og opbyggende impulser, kan den også være af så negativ art, at den laver ravage ja, ligefrem katastrofer i vore organgalakser."⁴

Det er her, vi har årsagen til sygdom og mentale lidelser.

For nogle uger siden fik jeg diagnosen metastaser i skelettet. Deraf den ekstra anledning til at reflektere over min tankemåde. Jeg kan tydeligt se, at jeg har bidraget til den uorden på celleniveau, som jeg forstår, at cancer er. På overfladen virker jeg måske struktureret, men inden i ...

Som jeg har forstået det, ser det ifølge kundskaben om denne type af celleforandringer ikke ud til, at cancercellerne i første række er aggressive, men snarere forvirrede. En god ven foreslog at "Cancer er kroppens længsel efter orden". Og med hensyn til ovenstående citat virker det rimeligt og desuden poetisk.

Mit hovedfokus ligger nu på, efter bedste evne, (og det er vigtigt at have med i billedet!) at forsøge at komme i fase med den kærlighedsfulde struktur eller orden, der er livet. Jeg indser, at det er en rejse, der ikke ligefrem kan klares på en weekend. Men dette arbejde er det, der lægger grunden for mit fremtidige helbred. Parallelt med dette afprøver jeg metoder for mere direkte påvirkning af kroppen, som forskellige præparater, behandlinger, motion... i den udstrækning jeg har mulighed. Det handler naturligvis om et slags "tankeskib", der er sat i gang for længe siden, og som det kan tage lang tid at stoppe og ændre retning på. Først skal kaptajnen have ny uddannelse, derefter skal styrmanden informeres, motorerne stoppes, roret lægges om... ja, en hel del beskæftigelse med andre ord.

Martinus igen:

"Mennesket må arbejde med at udvikle sit talent for at opfylde kærlighedens bud, da vil denne kærlighedsudfoldelse stråle som livgivende kræfter i det univers, der er vedkommende menneskes fysiske legeme, og den vil stråle ud imod næsten i hverdagen som humanitet og næstekærlighed." ⁵

Men man skal ikke glemme, at alt kun kan gøres efter bedste evne. At forsøge at løfte sig i håret eller at gå foran Forsynet skaber bare yderligere vanskeligheder. Det er ikke at være i fase med livet, eftersom livet også omfatter forskellige niveauer af kundskab og evner. Det bliver en del af arbejdet at forsøge at finde sit niveau, sin plads i livets helhed.

Om mit fysiske skib er et Titanic, eller om jeg vil nå at lære at cykle, vil vise sig. Livet er spændende! Selv om det ikke altid er helt let.