Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den er 1,5 m lang og rummer 1,5 kg bakterier eller et antal på ca. 100 milliarder fordelt på helt op til 1100 forskellige arter, hvoraf mindst 160 er almindeligt forekommende; 40 % heraf fandtes hos alle forsøgspersoner. Man ved, at disse bakterier spiller en afgørende rolle for fordøjelsesprocessen, og at bakterierne i den sunde tyktarm forsyner kroppen med mange vigtige næringsstoffer.

Det er særdeles vanskeligt at forske i disse bakteriearters rolle og betydning i den sunde såvel som den syge organisme, da de ikke samlet lader sig dyrke under kunstige betingelser, der ligner de forhold, der er i tarmen. Der er netop tale om relationer mellem mange arter. Disse relationer kan oplagt ændre sig efter den føde, vi indtager. Undersøgelsen viste f.eks., at indtag af meget fedtrig mad gav visse skadelige bakterier fortrin. Membranrester fra døde bakterier af denne art kan passere gennem tarmvæggen og ind i blodet. Det giver bl.a. betændelsestilstande i musklerne, fedtophobninger i leveren og nedsat følsomhed over for insulin (Virkningerne er indtil videre kun påvist på mus, men menes også at gælde mennesker).

Det lyder meget sandsynligt, at tyktarmens sammensætning af mikroorganismer og hermed sygdom og sundhed afhænger af den føde, vi spiser. Der er dog en faktor, der, åndsvidenskabeligt set, også må spille en vigtig rolle, og det er sundheden af den organlivsenhed, hvis fysiske organisme vi kalder tyktarmen. Vi "arver" vores egne organsvagheder. Bringer dem fra den ene fysiske tilværelse til den næste via talentkernerne. Tyktarmen har en lang fortid, hvor den har skullet rumme og efterbehandle store mængder ufordøjelige kødrester. Det vil den ikke kunne tåle i længden, efterhånden som vi jordmennesker på en række andre områder bliver mere følsomme og humane.

En tredje og afgørende faktor er rammen for det hele – kroppens indehaver, "jeget" – der med sine tanker og følelser påvirker organerne bl.a. via blodet.

Martinus skriver i Det Evige Verdensbillede, bog 4, stk. 38.14 om fødens indhold af A- og B-livsenheder. B-livsenhederne er de, der frigøres ved fordøjelsesprocessen og kan passere tyndtarmens væg og dermed optages i blodet. A-livsenheder er de, der er blevet dræbt gennem varmebehandling af maden, af fordøjelsesprocesserne i munden, mavesækken, tolvfinger- og tyndtarmen uden at kunne optages i blodet. Disse livsenheder ekspederes videre til tyktarmen, hvor bakteriefloraen formår at nedbryde dele af A-livsenhederne, så lidt flere B-livsenheder kan frigøres og gå over i blodbanen.

Dertil producerer tarmfloraen vigtige næringsstoffer, som organismen ofte ikke naturligt kan få ad anden vej. Halvdelen af det nødvendige K-vitamin optag stammer fra produktion i tyktarmen. B12-vitamin, som vegetarianere og i særdeles veganere har en stor risiko for komme i underskud med, ved man, produceres i tyktarmen. Men med den viden man har i dag, sker denne B12-vitamin produktion så langt henne imod slutningen af tyktarmen, at den ikke når at blive udnyttet.

Martinus beskriver frugt som den ideelle føde, da den næsten ikke indeholder A-livsenheder. Der er således et minimalt drab forbundet med frugtspisning og dermed en minimal belastning af den fysiske organisme. Næsten alle frugtens livsenheder kan optages direkte i blodet. De færreste jordmennesker (om nogen) er endnu udviklet frem til at kunne leve af frugt alene. Der findes personer, for hvem det synes at lykkes, men spørgsmålet er, om det har langsigtede uhensigtsmæssige konsekvenser. Herom skriver Martinus i Den ideelle føde, kap. 27:

"Det jordiske menneskes nuværende organisme er endnu, selv om den i virkeligheden er vokset fra den animalske kødernæring, alligevel i følge vanens magt udstyret til indtil en vis grad at være opholdssted for opløsningsprocessen og passagen af ligresterne. Hele dens fordøjelsessystem, dens mave- og tarmorganer er endnu baseret på transport af en vis mængde affald, og absolut kun en naturlig udvikling, hvilket vil sige en gennem århundreder langsom tilvænning, vil kunne forandre menneskenes fordøjelsesorganer om til at være hundrede procent tilpasset det rene frugtkød. En pludselig overgang til helt at leve af frugtkød vil være et overgreb, et brud på naturens love af et sådant omfang, at dets følger grænser til organismens undergang".

Men frugtspisere udvikles vi alle mod at blive engang. Det kunne på sigt betyde, at tyktarmen og dermed tyktarmsfloraen bliver overflødig, fordi der er for lidt næring sidst i tarmsystemet. Der er også den mere sandsynlige mulighed, at tyktarmen får en hel ny nøjsom og forfinet bakterieflora, der netop kan forsyne mennesket med molekyle-livsenheder, som er livsvigtige, og som frugtianeren ikke kan få gennem kun at spise frugt.

For vegetarianeren består de A-livsenheder, der ender i tyktarmen, hovedsageligt af det, vi kalder kostfibre, bl.a. de stoffer, der giver planten stivhed og struktur. "Hø og halm" er der masser af næring i, hvis man som koen har 4 maver + drøvtygning; eller har hestens og fårets tarmsystem, der kan nedbryde plantecellevægge og cellulose – fåret har f.eks. en 22 meter lang tarm.

Kostfibre inddeles i grupper efter i hvilken grad, de kan nedbrydes i den menneskelige organisme. Nogle kostfibre kan således nedbrydes af bakterier i tyktarmen, og næringsstoffer overføres til blodet. Selvom hovedparten af kostfibre er unedbrydelige og dermed uden næringsværdi for mennesker, er de kendt for at være sunde for tyktarmen. De holder på vand og må bl.a. have en betydelig indflydelse på, hvilke bakteriearter der kan trives i tyktarmen.

Det har mange andre forhold i vegetarkosten sikkert også. F.eks. forholdet mellem forskellige kornprodukter, herunder som fuldkorn eller – i raffineret form! – indtaget af kogte såvel som rå grøntsager. Hver eneste grøntsag har sit særlige fiberindhold / A-livsenhedsindhold, der ender i tarmen og dér formentlig kan give næring til bakterier, som med en anden kostsammensætning ikke ville trives. Sandsynligheden taler for, at ikke to mennesker har den samme tarmflora, og at fremtidig forskning på dette område vil gøre os meget klogere i detaljerne på betydningen af det, vi spiser.

Det ser ud til, på en meget direkte måde, at det er med tyktarmens bakterieflora som med cellerne i vores krop – det er det, vi dyrker, der gror.