Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus kosmologi, Det Tredje Testamente, Det Evige Verdensbillede: hvad vi end vælger at kalde det livssyn, som Martinus præsenterer i sit hovedværk Livets Bog, så vægrer vi os formodentlig ved at betragte det som en religion. Måske fordi vi har vænnet os til at forbinde religion og religiøsitet med fanatisme eller naivitet. Eller for at distancere os Martinus-interesserede fra dem, der har opgivet deres kritiske holdning og lader sig drage med af følelsesmæssige forestillinger om en overnaturlig tilværelse. Vi fremhæver gerne kosmologiens intellektuelle dimension, hvor det ikke længere handler om at tro som i traditionel religion, men om virkelig viden. Samtidig kan denne viden ikke opstå fuldt og helt, før vi intuitivt kan indse det kosmiske verdensbilledes evige gyldighed.

Hvordan ville en udenforstående betragte Det Tredje Testamente? Hvis vi helt kort fremhævede dets kernepunkter, hvad er det så for et billede, der fremtræder? Vi har en intuitiv begavelse, der uden egne studier præsenterer et tilsyneladende fuldstændigt billede af livsmysteriet. Eksistentielle spørgsmål, som mennesker gennem alle tider har forsøgt at besvare ved hjælp af religiøse forestillinger og videnskabelige studier, gives nu en endegyldig, evig og sand forklaring af denne mand, der siger, at han har oplevet alt dette helt ad intuitiv vej. Han taler om en evig udviklingsproces, om klodevæsener og om sten, der skjuler en åndelig tilværelse. Alle mennesker siges at være på vej til at blive homoseksuelle, og de vil få "kosmisk bevidsthed", hvor alt vil kunne ses i et forklaret lys. Det onde er ikke længere et problem, men noget guddommeligt og en velsignelse. Hele den fysiske tilværelse, som vi har vænnet os til at betragte som selve virkeligheden, det håndgribelige og konkrete, siges at være baseret på en åndelig tilværelse, som i virkeligheden udgør den primære tilværelse. Der findes kun seks forskellige grundenergier, der er tilstrækkelige til al den skabelse, der overhovedet kan tænkes mulig. Ja, her regner vi ikke med den syvende energi, der befinder sig uden for det skabtes område... Han taler endvidere om et evigt jeg, der ikke lader sig beskrive på anden måde, end at det udgør noget, som ER. Dette immaterielle, ubeskrivelige, tilsyneladende ikke eksisterende ligger altså bagved al livsoplevelse. Jeget er svaret på alt, der eksisterer, samtidig med at det udviser alle kendte tegn på noget, der ikke eksisterer. Til trods for at verdens mennesker lider, taler manden med den intuitive kraft om kærligheden som livets grundtone. Tilfældighederne, som vi synes at se hver dag, er kun en tilsyneladende manifestation af noget, der i virkeligheden er meningsfuldt. Meningen kan man ikke konstatere eller observere, muligvis kan man føle eller forstå den, længe efter at den allerede har sat spor i menneskets hverdag.

Det lyder vel ret fantastisk i betydningen alt for urimeligt og urealistisk. Analyserne af tilværelsen synes at tale imod alt, hvad vi kan betragte rundt omkring os. Alligevel mener vi Martinus-interesserede, at det er netop det omvendte forhold, der gælder. Vi opfatter hverdagen, politiske hændelser, menneskers oplevelser, i det overordnede perspektiv, som Martinus præsenterer. Vi ser tegn på mening i kaos, vi ser kærligheden, hvor den synes at være skjult, vi ser forandring, når alt synes at stå stille. Er vi alle ramt af religiøs sindsforvirring som følge af et begavet menneskes manipulative indflydelse på vor bevidsthed? Hvordan kan vi vide, at vi stadig har vores kritiske evne i behold og står stabilt i virkeligheden? Denne virkelighed, som Martinus siger, er en illusion ud fra et vist perspektiv.

Vi kan ikke vide det. Martinus fortæller os det selv: vi skal have intuitionsbegavelse for at se sandheden i analyserne. Alligevel protesterer vi mod religionsstemplet og dem, der siger, at vi tror. Nej, tro er vi vokset fra. Vi søger svar! Den evige sande forklaring!

Hvordan passer Martinus' verdensbillede ind her? Hvordan er det for eksempel med Helligånden? For vist er det vel sådan, at bevidstheden får nærmest hellig status hos Martinus? Den kosmiske bevidsthed udgør jo selve kulminationen af kontakten med Gud, dette altomfattende mystiske væsen, som vi alle siges at være en del af. Og vist kan Martinus hjælpe os med en forståelse af alle de vanskeligheder, livet hidtil har budt os på? Det er vel nok også almindeligt, at vi Martinus-interesserede føler et vist fællesskab omkring det livssyn, vi har taget til os? Udover dette kan vi også notere, at Martinus meget ofte relaterer til den kristne religion i sin begrebsverden. Jesus antages at være et kosmisk bevidst væsen, der havde en vigtig mission i menneskehedens udvikling. Betegnelsen Det Tredje Testamente relaterer også logisk til Det Gamle og Det Nye Testamente. Nogle ritualer har vi ikke indført, men vi begynder at forstå, at begravelser ikke bør ske på sædvanlig måde, og vi forventes før eller senere at forandre vores livsstil, når det gælder kost og brugen af alle mulige drikke og substanser.

Set ude fra er der altså meget, der taler for, at "Martinus Kosmologi" skulle kunne være en religion, uanset hvad Martinus selv mener. Hvis vi nu gransker dette fuldstændige system indefra, kan vi så komme frem til en anden konklusion? Hvad taler for, at det ikke er en religion, men i virkeligheden den evige sandhed? Hvilke tegn finder vi i selve systemets egen indre logik?

Den guddommelige visdom fremtræder i en uendelig mængde videnskabelige systemer og religiøse trosforestillinger, der kan inspirere levende væsener i forskellige perioder af udviklingen. Men der eksisterer kun én universel religion, som alle levende væsener er medlem af fra fødslen. I denne religion er alle lærere, alle er elever, og alt er læresætninger. Gennem Livets Bog får læseren selv mulighed for at forstå denne religion, der er det samme som alle tilværelsens detaljer og livsytringer.

I det omfang man mangler en udviklet kærlighedsevne, vil man være partisk i forhold til den absolutte sandhed, især på de områder, hvor man mangler erfaringer. Det nytter ikke noget at blive oprørt over, at nogen protesterer imod eller ikke vil forstå det, Martinus forklarer. I livets skole er også disse individer medarbejdere i den guddommelige undervisning. Martinus opfordrer ethvert individ til at søge inspiration, der hvor de kan finde den. Hvis Livets Bog ikke er en sådan kilde, er det naturligt, at man søger videre. Og denne bog vil aldrig blive ophavet til nogen religiøs sammenslutning eller trosbekendelse, fordi den omfatter alle levende væsener, både troende og ikke troende, dyr og mennesker, "onde" såvel som gode. Alt er netop nu præcist, som det skal være i hvert enkelt øjeblik.

Livets religion vil før eller senere føre alle levende væsener til forståelse af svarene på de evige spørgsmål. Det kan synes at være den højeste grad af arrogance at sige: "Jeg kender sandheden, og I vil alle nå frem til den, ligesom jeg har gjort". Men hvis vi forestiller os, at der rent objektivt eksisterer en evig sandhed, så må den, der har forstået den, rimeligvis udtrykke sig på den måde. Hvordan skulle der kunne findes en evig sandhed, hvis ikke den var mulig at forstå, når man har tilstrækkeligt med erfaringer? Hvad ville meningen være med en sandhed, som kun udvalgte profeter og vismænd kunne nå frem til med særlige teknikker eller hemmelige dokumenter? Vist kan der findes en relativ mening gennem en vis periode af udviklingen, men kun som et led i en altomfattende og evig sandhed eller mening. Man kan heller ikke forestille sig, at kun visse aspekter af virkeligheden skulle være meningsfulde og andre meningsløse. Hvordan skulle det gå til? Hvorfra skulle de meningsløse hændelser opstå, og hvordan skulle mening kunne eksistere, hvis tilfældigheder når som helst skulle kunne sabotere denne mening?

Alt, der eksisterer, er resultatet af en skabelsesproces, der forudsætter en skaber. Hvis noget kunne opstå af sig selv, ville dette være resultatet af tilfældigheder, hvilket ikke er foreneligt med en meningsfyldt tilværelse. Skaberen er også den, der oplever resultatet af det skabte.

Livet er evigt. Noget, der eksisterer, kan ikke opstå ud af ingenting, men kan kun forvandles til noget andet. Naturen udviser planmæssighed og forandring overalt ifølge kredsløbsprincippet. Af dette følger også, at døden kun er en tænkt modsætning til livet.

Kærlighed er livets grundtone. Hvis den evige sandhed gav udtryk for noget andet, ville den absolutte mening være truet. Hvordan skulle "det onde" i absolut mening kunne eksistere side om side med det gode? Hvis vi forestiller os en suveræn skaber bagved alt, der eksisterer, hvad skulle formålet så være med at afstedkomme noget så frygteligt som absolut ondskab, der kun har til formål at skabe ubehag og ikke noget andet? Nej, rent logisk må alt, der eksisterer, udfylde en funktion, og denne funktion må også være til gavn for helheden og dermed til glæde for alt og alle. Af dette følger også, at hvis vi er partiske til fordel for det lyse i forhold til det mørke og ikke forstår mørkets rette natur, har vi heller ikke tilstrækkelig kærlighedsevne til at indse den absolutte sandhed. Den evige sandhed må være et forsvar for alt, der eksisterer, hvilket også Martinus fremhæver. En sådan sandhed kan ikke kun forklare og acceptere udvalgte dele af verdensaltet.

Det er umuligt at opleve uden kontraster. Mørket er nødt til at eksistere som en markering af lyset. Ifølge de evige analyser er mørket og ukundskaben noget, som det levende væsen længes efter, når det har tilbragt umådelige tider i den åndelige verden, hvor modstand ikke eksisterer. Der findes ikke noget overflødigt mørke. At mennesker oplever mørket som lidelse beror på, at de er mætte af mørket og søger efter fred og frihed. Uden disse lidelseserfaringer ville de ikke kunne forstå konsekvenserne af en kærlighedsløs handlemåde.

Disse præmisser er nogle af de evige forudsætninger, der ligger bagved livets oplevelse. Det er ikke læresætninger, man behøver tro på, for at de skal gælde, eller for at man skal opnå en eller anden slags frelse. Derimod er evnen til at tro dybt forankret i det levende væsen gennem en vis epoke i spiralkredsløbet. Dyrets angstskrig er den spæde begyndelse til en religiøs fornemmelse. Det er en bøn til Guddommen om hjælp til at blive befriet fra mørket. Så snart dyret vågner til selvbevidsthed som følge af sine lidelseserfaringer, begynder religiøse tanker at spille en rolle i hverdagen. Disse tanker danner efterhånden et enhedssystem, det vil sige en religion, der bærer væsenets moral og materielle fremtræden frem. På dette stadie er trosevnen organisk forankret hos det levende væsen. Religiøse ritualer, trosopfattelser og symboler skal være tilpasset for denne relativt set primitive bevidsthed. En verdenslærer må iklæde sine visdomsord følelsesladede billeder. Først på et senere stadie af udviklingen bliver det relevant for væsenet at søge efter absolut kundskab om virkelighedens natur. Så bliver religiøs viden snarere end religiøs tro det, der inspirerer væsenet til at nærme sig kærligheden og livet. Den fortabte søn vender dermed tilbage til sin faders bolig. Væsenet indser, at det ikke er muligt at leve uden kontakt med Gud og uden en virkelig forståelse af de evige principper.

Hvordan skulle det levende væsen i længden kunne eksistere uden religiøs viden? Uvidenhed hører sammen med uvished og potentielt angstfremkaldende situationer, hvor væsenet savner vejledning. Vi ser overalt omkring os mennesker, der forsøger at forstå sig selv og mestre sin omverden. Det synes at være en medfødt drivkraft. Og det stopper ikke ved kundskab, væsenet inspireres til at udvikle sig yderligere inden for sit specielle område og opnår med tiden genialitet, hvis ikke interessen aftager inden da. På samme måde vil vi efterhånden vælge at blive genier på det moralske område, fordi vi hungrer efter lys og skyr mørket. Når alle ufuldkomne veje er udforskede, er der kun alkærlighedens og evighedens vej tilbage.