Kosmos 2011/5 side 145
Hvem var Kristus – ifl. Martinus?
af Edith S. Grønbæk
Kristus som forbillede
I mit eget liv har Kristus altid stået for mig som det største forbillede, jeg kunne tænke mig. Fra barn har jeg brugt bønnen til at nærme mig dette sandhedens ideal og der igennem opleve et åndeligt nærvær. Det har dog ikke altid været et nærvær, som er oplevet rent følelsesmæssigt, og jeg har i mit liv hen ad vejen forstået, at dette, at være Kristus nær, nok først og fremmest forudsætter en sand forståelse af, hvem han var – og hvad jeg selv skal blive.
Da jeg for 12-13 år siden begyndte at læse Martinus, slog det mig, at denne gennemgribende åndelige oplevelse, som Martinus fik, og som satte ham i stand til at skabe sit store værk, grundlagdes i hans oplevelse af, at Kristus "gik ind i" ham. Han kalder det sin kosmiske ilddåb og fastslår, at han gennem denne oplevelse opnåede sin kosmiske bevidsthed.
Jeg begyndte langsomt at forstå, at Martinus selv blev et kristusvæsen, og at vi alle i vor udvikling går hen imod dette mål.
Begge inkarnerede de i jordens sfærer med en kosmisk verdensimpuls, der skal hjælpe os til at forstå vort sande væsen og vor udviklings mål. Samtidigt skal de være vore vejledere til at nå dette mål. Begge fødtes de i små kår, en håndværkersøn, født i en stald, og en søn af en enlig mejerske i små kår.
Som barn havde Martinus også Jesus som sit forbillede og benyttede bønnen, som jeg selv har gjort. Han forestillede sig, hvorledes Kristus ville have handlet, når han selv stod over for afgørelser. Så langt var jeg dog ikke nået i min udvikling, men det lå mig alligevel på sinde at handle efter mit forbillede, så godt jeg kunne.
En moralsk model
Martinus har i sit værk klargjort, at Kristus er vor moralmodel. Han viste i sit jordeliv, hvordan man kan tage sin skæbne, f.eks. gennem mørkets overvindelse i Getsemane Have. Han blev det fuldkomne eksempel på det indviede væsen. Den korsfæstelse, han gennemlevede, var jo et rent helvede for hans fysiske organisme. En organisme, der var bolig for masser af levende mikrovæsener, celler, molekyler, atomer osv., ja, et univers i sig selv, hvis undergang således var en katastrofe for disse mikrovæsener. Men hvis Jesus ikke havde haft denne virkelige næstekærlighedens mentalitet, men havde sat sin egen organisme højere end menneskeheden, ville vi aldrig have fået dette sande moralske forbillede.
Martinus gør meget ud af i sit værk at pointere, at Kristus var denne hjælper og dette moralske forbillede – og ikke det "offerlam", som den kristne dogmatiske kirke har gjort ham til. Han skulle ikke "formilde en vred Gud". Den vrede Gud fandtes nemlig kun i menneskers forestillingsverden som et spejlbillede af os selv. Mennesket havde slet ikke kunnet forstille sig en Gud, der ikke kunne vredes og forlange en straf. Men Kristus lagde grunden til en helt ny opfattelse af Gud.
Dog, denne kristendom lå alt for højt for Jesu samtid til at kunne tages imod. De få, der tog imod læren, gjorde det i tro. De tog imod Kristus som deres lærer og autoritet. De havde jo set hans undergerninger, der måtte være et "bevis".
Billede: Annemarie Gunnarsdotter
Kristi kosmiske analyser
Martinus anser Kristi budskab som verdensfrelsende ideer – indeholdende kosmiske analyser, der dog senere er blevet brugt på en fordrejet måde pga. forestillingen om den vrede Gud. I stk. 992 i Livets Bog, bind 3, siger han:
"De store kosmiske analyser fra Jesu læber, så som: "Du skal elske din næste som dig selv, det er al lovens fylde", – "Dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham også den anden til!" – "Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd"! – "Elsker eders fjender, velsigner dem som eder forbande, gør dem godt, som eder hade, og beder for dem, som gøre eder skade og forfølge eder ..." o. s. v., er blevet overdækkede af et tågeagtigt slør af overdrevent følelsesbetonede, men intelligensfattige forestillinger om "vredens Gud", der "hævner" og "straffer" alle væsener, som ikke "tror" på ham, med "gråd og tænders gnidsel" i et glødende "helvede", hvorfra man aldrig i al evighed kan udfries, når man en gang er kommet der ".
Martinus var ikke i tvivl om, at Kristus kendte til hele menneskets udviklingsproces. Lignelsen om sennepskornets vækst er bl.a. beviset herpå, fastslår han. Og i forbindelse med sine ord om Johannes Døberen, der var Elias samt natsamtalen med Nikodemus, der også drejede sig om genfødelsen, afslørede Jesus ifl. Martinus sit kendskab til reinkarnationsprincippets nødvendighed for skabelsen af en fuldkommenhed i jordmenneskenes bevidsthed eller mentalitet (stk. 880 i Livets Bog, bind 3).
Opfattelsen af "helvedes ild", som har præget den kristne dogmatiske kirke op gennem historien, er således ikke grundet på Kristi egne ord. Martinus understreger, at Kristus klart havde besvaret dette spørgsmål om "helvedes ild" for sine disciple på den måde, at dette fænomen var væsenernes selvoplevelse af de ubehagelige virkninger af deres egne handlingers ufuldkommenhed eller lovstridige tilstand over for næstekærlighedsloven (stk. 919 i Livets Bog, bind 3).
Idealet bliver tilbedt
At Kristus blev et ideal for sin eftertid, hersker der jo ingen tvivl om. Han viste et væsen, som verden ikke før havde set. Et sandt kærlighedens væsen. Men fra at være en forfulgt pioner, der måtte udstå korsets lidelser, blev han gradvist efter sin død til en person, man dyrkede. Begreberne: nåde, syndsforladelse, nadver, dåb og senere afladshandel dominerede den kristne dogmatiske kirke. Forestillingen om, at mennesket var håbløst syndigt og aldrig kunne vokse op til sit ideal, gjorde en "syndsforladelse" og et "offerlam" nødvendigt. Nadveren skulle befri os fra den uundgåelige synd pga. ufuldkommenheden, og nadverens kraft lå i Kristi "offerdød". Mennesket kunne kun "frelses" på denne måde. Ved en "forløser". For hans budskab om næstekærligheden var for stort til at kunne efterleves. Mennesket måtte have en "mellemmand."
Martinus fortæller os, at alle disse ting var nødvendige led i vor udvikling. Han kalder det "krykker", vi har brugt undervejs. Og vi ved jo egentlig godt, hvor vigtige krykker kan være, hvis vi har gangbesvær, ikke?
Kristus var dobbeltpolet
Budskabet om næstekærligheden og ordene om, at "Mit rige er ikke af denne verden", havde Kristus bragt til sin samtid. Og Martinus synes at have en klar opfattelse af, hvorledes Kristus var. I stk. 1715-17 i Livets Bog, bind 5, siger han:
"Hvordan skulle det almene jordiske menneske kunne elske med en sympati eller kærlighed, der endnu ikke var blevet en organisk funktion? – Det jordiske menneskes sympatiske anlæg var jo baseret på enpolsorganerne, der udelukkende kun befordrer kærligheden til væsenet af modsat køn. Det måtte derfor hurtigt blive til kendsgerning, at det jordiske menneske på Kristi tid og de efterfølgende århundreder ikke var skabt til at kunne "elske sin næste som sig selv". At verdensgenløseren kunne det, gør det jo bare til kendsgerning, at der findes et højere trin for sympati eller kærlighedsudfoldelse end de enpolsbårne trin, den jordiske almenhed befinder sig på, et trin hvor den rene næstekærlighed er et ligeså livsvigtigt element som køns- eller ægteskabskærligheden er et livsvigtigt element for jordmennesket. Her er næstekærligheden et ligeså realistisk organisk produkt som hankøns- og hunkønskærligheden er på jordmenneskets trin. Verdensgenløseren var således af naturen et ganske andet væsen end det almindelige jordiske menneske. For ham selv personlig var ægteskabet ikke noget attrået livsfundament. I ham eksisterede en langt større hunger, nemlig hungeren efter at kunne elske sin næste, hvilket i virkeligheden vil sige: hvem som helst. Det var ikke en længsel efter et hankøns- eller hunkønsvæsen. Det var ikke en mands eller kvindes kærlighed, han nærede eller begærede. Han var åndeligt eller mentalt set ikke en "mand" eller "kvinde", men en harmonisk kombination af de to køns højere forening til et helt andet køn i ham end de to jordiske. Men dette køn var ikke mindre et organisk produkt end disse to køn. Næstekærligheden var altså en organisk sult hos ham på samme måde, som ægteskabskærligheden var en organisk sult hos det jordiske menneske. Den højeste ild i ham fyldte ham med en uudslukkelig sympati eller kærlighed til alt og alle. Derfor så han i dette alt og alle sin himmelske Fader."
Denne "kønsuafhængighed" kendetegnede Kristi kærlighed. Og hans måde at kærtegne på skildrer Martinus således:
"Men verdensgenløseren havde også en helt anden måde at kærtegne på. Af sit rige visdomsforråd eller guddommelige kosmiske kildevæld kunne han overskygge og omfavne alle levende væsener og således være et absolut redskab for sin Faders vilje, kraft og ånd, være "den hellige ånd" levendegjort i kød og blod."
Kristi genkomst
Kristus havde bebudet for sin samtid, at han ville komme igen. Og kristne menigheder har jo ventet i århundreder – ja et par årtusinder – uden at opleve dette.
Martinus giver os forklaringen. Det er ikke den "ydre" Kristus, der skal komme igen – men den "indre".
Kristus bebudede endvidere, at der efter ham skulle komme Talsmanden, den hellige ånd, som skulle lære dem alt det, han ikke bragte dem, fordi de ikke var parate dertil.
I NT læser vi i Apostlenes Gerninger (kap 2) om Helligåndens komme på pinsedag. Om disciplene, der talte i nye tunger osv.
Martinus fortæller os, at den hellige ånd altid vil ændre vor adfærd og vor måde at tale på, men han kalder vel at mærke hele sit værk for "Talsmanden den hellige ånd" og har dermed sagt, at dette værk er fortsættelsen og fuldbyrdelsen af Kristi værk. Dette værk, fortæller han, vil sætte os i stand til at blive sande kristusvæsner – at blive "mennesket i Guds billede".
Og dette vil blive "Kristi genkomst" – den indre Kristus i os. Vort højere selv.
(Læs evt. kap. 24 i Omkring min missions fødsel, småbog 12 b)
Hvorledes modtager vi Kristus?
Men "Kristi genkomst" betyder således ifl. Martinus i virkeligheden dette, at vi opnår den "kosmiske bevidsthed" (stk. 1893 i Livets Bog, bind 5).
Og med denne kosmiske bevidsthed er vi nået op til det udviklingsstadium, hvor vi er i besiddelse af en mental frigjorthed, en evne til at se med kosmisk klarsyn og den samme kærlighed eller lyst til uselvisk at elske, skabe fred og glæde for vore medvæsener og omgivelser som den, Kristus viste.
I Bibelen kaldes denne tilstand "Kristi genkomst". Vi har alle sammen allerede i tidligere liv mødt eller været i berøring med en sådan kristusbevidsthed. Vi er jo i de udviklingsstadier, hvor vi har levet i tro, blevet ført af væsener, der i udvikling var langt forud for os.
Men nu skal dette møde ikke blot finde sted i den ydre verden, men derimod i vor egen indre verden, i vor egen bevidsthed, mentalitet, i vor psyke.
At leve i frihed
Der er en stor grund til at takke Forsynet for den vej, han fører os – og den hjælp og vejledning, han giver os og har givet os i de liv, vi lever og før har levet. Der er ingen grund til at se ned på den trosvej, vi har haft i vore tidligere liv. Alt skal jo føre os frem mod målet. Der er heller ingen grund til at se ned på dem, der stadig går på trosvejen. Og heller ikke på dem, der er tilfredse med at være materialister eller ateister. Der kan være mørke i vort liv ind imellem. Tunge skyer kan sænke sig over os. Men jeg har erfaret én ting, der virker, og som Martinus har anbefalet os: bønnens vej til at leve i fred.
Personligt har jeg indset, at "ikke-tilgivelsens tunge sandsække", som Martinus kalder det (Livets Bog, bind 1, stk. 19), kan veje tungt. Men forleden bad jeg i en mørk og søvnløs nat – måske var det første gang, mit hjerte virkelig var helt med deri – denne bøn om Guds hjælp til at kunne bære over med de mennesker, jeg ikke kunne elske – og om kraft til at forstå dem og elske dem. Jeg sagde til Gud, at der vitterlig var nogle, jeg var så skuffet over, og at jeg ikke var i stand til at elske dem. Og at jeg var utrolig ulykkelig over dette.
I dagene, der er gået, føler jeg mig ligesom "løftet" over problemet. Det er en underlig følelse. Det er som om, at det er blevet et meget mindre problem at forstå, at der er nogle mennesker, der ikke kan se tingene på samme måde, som jeg ser dem. At de er, som de er.
Det mærkes godt at have bekendt og erkendt sin utilstrækkelighed. Og at forstå med hjertet.
Et lille skridt på vejen – med en følelse af frihed – på vej mod målet: Kristus i os.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige