Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Låste jeg døren? Slukkede jeg for kogepladen på komfuret? Jeg må hellere se efter en gang til..."

Er der nogen læsere af disse linjer, der kan genkende sig selv i dette? Det er nok ikke helt usædvanlige tanker eller en helt usædvanlig handlemåde, i hvert fald efter min erfaring. Hvad der derimod er mere usædvanligt – men alligevel mere almindeligt, end de fleste måske tror – er, at sådanne tanke- eller kontrolimpulser kan være indgangsporten til forskellige slags tvangssyndromer eller kontrolmanier af mere eller mindre alvorlig art. Ifølge svenske undersøgelser lider 2-3 % af befolkningen af det, der på fagsprog hedder OCD (OCD er en forkortelse af det engelske udtryk "obsessive-compulsive-disorder", der betyder "tvangstanke-tvangshandlings-sygdom"). Det, der senere kan udvikles til OCD, begynder nemlig ofte med temmelig uskyldige små gentagelser af kontrol af visse ting, som vi i og for sig ved, at vi allerede har kontrolleret, men som vi bare "for en sikkerheds skyld" bestemmer os for, at vi må kontrollere en gang til. Og en gang til. Og...

Ja, der findes for eksempel mennesker, der "kronisk" kommer for sent til deres arbejde – eller skole hvis de er studerende – stort set hver dag, bare fordi de gang på gang må gentage kontrolen af komfuret og døren, og hvad det nu ellers kan være, inden de endelig kan forlade hjemmet. I en sådan situation er den tvungne gentagelse og de kontrolbehov, der er årsagen hertil, blevet, hvad man kalder "manisk", hvilket bliver et direkte handicap for det ramte individs muligheder for at leve et normalt socialt liv. Men undersøgelser viser også, at de ramte ofte er dygtige til at skjule deres "handicap" eller "unormale" handlemåde for omgivelserne, netop fordi de skammer sig over det, og "tilskueren" i dem kan se, at det ikke er en normal eller sund handlemåde. Men det er altså ikke altid tilstrækkeligt til at kunne ændre på de handlinger, som "aktøren" i dem tvangsmæssigt fortsætter med at gentage.

Ved andre former for psykiske forstyrrelser eller problemer er det ofte ikke så let at skjule dem for omgivelserne, men mennesker med tvangssyndromer er, viser forskningen også, ofte forholdsvis veltilpassede og velfungerende i samfundet i øvrigt og som sagt dygtige til at skjule problemerne for omgivelserne, så ofte aner omgivelserne derfor ikke noget om problemet.

Da jeg uddannede mig til studievejleder, havde vi en lærer i psykologi, der fortalte, at han under sin værnepligtstid på samme kaserne havde en kammerat, der på overfladen var helt "normal" og tilsyneladende velfungerende i alle sammenhæng. Men han havde den lille "særhed" eller private hemmelighed, at han hver morgen stod op to timer før den normale vækning på kasernen, fordi han var tvunget til at kontrollere, at alle haner på kasernens toiletter og baderum var lukket ordentligt. Når han var færdig med kontrollen, begyndte han på en ny kontrolomgang af de samme haner, som han lige havde konrolleret. Og lige en omgang til... osv. Sådan fortsatte han altså normalt i to timer tidligt hver morgen, inden kammeraterne på kasernen vågnede... Og uden at kammeraterne anede det. Det er ikke svært at forstå, at en kontrol- og gentagelsestvang, der har antaget sådanne dimensioner, må være en tung mental byrde at bære på.

Lad mig først sige, at Martinus, mig bekendt, aldrig har skrevet nogen "kosmisk analyse" om emnet "tvangstanker" eller taget det op i nogen af sine mange foredrag, selvom han faktisk forudser det i det allerførste nummer af dette tidsskrift i april 1933 (se eventuelt Artikelsamling 1, stk. 3.6). Men selvom Martinus som sagt ikke har behandlet emnet direkte, giver han os dog nogle vigtige ledetråde til problemets analyse og løsning, som jeg her vil forsøge at tolke og sammenfatte.

Den første vigtige ledetråd er, som jeg ser det, reinkarnations- og talentkerneprincippet. For det er nok klart, at når tanker og handlemåder får en tvangsmæssig magt over sindet, så må der findes en baggrundshistorie i tidligere inkarnationer i form af noget, som man endnu ikke har kræfter til at frigøre sig fra, eller som mere eller mindre er blevet opdyrket til automatfunktion og vanebevidsthed – det Martinus også kalder C-viden¹ – gennem måske flere inkarnationer.

I menneskehedens udviklingshistorie ved vi, at de religiøse ritualer, hvis indehold jo er handlinger, der skal gentages om og om igen, har spillet en stor og regulerende rolle i det åndelige liv. Den mere eller mindre frivillige anvendelse af komplekse, gentagne religiøse ritualer over et antal inkarnationer kan ikke undgå at sætte sine spor i bevidstheden hos udøveren. Vi kan også se, at børn ofte har en rituel tanke- og handlemåde i deres lege. For eksempel at man ikke må træde på mellemrummene på gadens fortovsfliser, og at man skal lave forskellige regneøvelser, der viser hvor mange gange, man har gjort en vis ting, hvilket jo minder en hel del om det i flere religioner forekommende x antal gange, man for eksempel skal bede dagligt.

Ifølge Martinus er det jo sådan, at vi gennem de første ca. 30 leveår i hver inkarnation "repeterer" tidligere livs udviklingsstadier for på ny i en vis periode at aktualisere de problemer, vi er blevet konfronteret med – og nogen gange har overvundet – allerede i tidligere liv.² Derfor er det jo også, når det gælder tvangstanker og lignende handlemåder hos børn, svært at vide, om det bare er en fase, som han eller hun må "repetere" under opvæksten, eller om det er udtryk for en problematik, der også mere eller mindre kommer til at præge individet i mere voksen alder.

"Hos en stor del findes en snert af tilbageholdenhed, pedanteri, overdreven læggen vægt på petitesser, høj moralkodeks og overdrevet ansvarsfølelse, der gør, at de hverken skader andre eller glemmer at låse døren. En stor gruppe bliver mobbet allerede i skolen, fordi de ofte er sårbare, hvilket andre børn hurtigt mærker".³

Egentlig er de personlighedstræk, der beskrives her, jo menneskeligt set positive egenskaber, bortset fra pedanteriet og den overdrevne gåen op i petitesser. Men de to sidstnævnte egenskaber er jo egentlig kun en lidt mere ekstrem form for det, vi plejer at kalde ordenssans og omhyggelighed. Man kan altså sige, at det er ordenssans og omhyggelighed, der i dette tilfælde er "gået amok" og i stedet for at være individets "tjener" er blevet hans eller hendes "diktator". I dette ligger ofte også en mere eller mindre stærk snert af "perfektionisme". Det er for eksempel ikke usædvanligt, at eliteidrætsmænd – der jo i høj grad er udsat for både indre og ydre krav om "perfektion" i deres idrætslige præstationer – er eller bliver ramt af "tvangssyndromer" (for eksempel i form af forskellige ritualiserede forberedelses- og bevægelsesmønstre, som individet føler sig tvunget til at underkaste sig). Mange kunstnere og artister taler også om deres indre eller sjælelige kamp mod "perfektionistdjævelen".

Når det gælder behovet for kontrol, har det også en udviklings- og erfaringsbaseret baggrund i det, Martinus kalder vor "farefantasi". Denne "farefantasi" opstår som et resultat af mange inkarnationers lidelser og smertelige erfaringer. Hvis jeg for eksempel ved sjusk og uagtsomhed har forårsaget en brand eller ildløs, er det jo ikke så mærkeligt, at jeg i kommende inkarnationer får en forstærket "farefantasi" på det område, som måske kan give sig udtryk i et mere eller mindre manisk behov for at kontrollere, at jeg virkelig har slukket for kogepladen på komfuret...

"Tvivlesygen" gør, at man ikke stoler på sine egne sanseindtryk. Derfor tjekker man komfuret ikke en, men flere gange. Man registrerer sanseindtrykket, men hjernen formår ikke at bekræfte det – kan ikke "give en kvittering". Derfor vender man om i døren og tjekker endnu en gang. De fleste tvangshandlinger har rod i "tvivlesygen".⁴

Hvad der altså sker ved sådanne tvangssyndromer er, at man mere og mere holder op med at stole på sine egne sanser, og det er farligt, fordi sanserne jo kosmisk set er vore forbundsfæller og redskaber til at kunne orientere os i denne verden. Hvis jeg for eksempel gentagne gange måtte kontrollere, at jeg virkelig havde slukket for komfurpladen, eller at jeg havde låst døren osv., til trods for at jeg egentlig ved, at jeg allerede har gjort det, så er det jo, fordi jeg i den situation ikke stoler på mine egne sanser, og det fører også til ulyksalige energiblandinger i bevidstheden, hvor intelligensen eller fornuften, der jo ved, at jeg allerede har lavet den kontrol, sættes ud af spillet til fordel for instinktet, der jo er den energimæssige grund til den automatiske gentagelseshandlemåde. Det kan også føre til, at der kommer instinktenergier ind i de områder af hjernen, der normalt set ellers er intelligensenergiens domæne eller "hjemmebane". Martinus har skrevet om, at det er sådanne fejlstyrede eller vildfarende energier, og de indre konflikter og kollisioner de kan medføre, der er den dybeste årsag til alle sygdomme. Se for eksempel hans artikel "Partikler, tomrum og tankekraft".⁵

Såkaldt hjerneskanning af mennesker med OCD viser en større aktivitet end normalt i de dele af hjernen, hvor sanseindtrykkene videreformidles til kroppens nerveceller, hvilket blandt en del forskere har givet anledning til hypotesen, at det er denne "hyperaktivitet", der forstyrrer hjernen og gør, at den ramte begynder at tvivle på sine sanser. Fra et materialistisk udgangspunkt eller synsvinkel er det jo en logisk hypotese, men i åndsvidenskabens perspektiv er sådanne forandringer i hjernens tilstand og normale aktivitetsmønster et symptom på eller en virkning af bagvedliggende energiers og kræfters spil. Spørgsmålet er altså, hvad der er årsag, og hvad der er virkning? For den materialistiske forsker, der ser hjernen som årsagen til hele vores bevidsthedskompleks, er det som sagt naturligt og logisk at betragte afvigelser i hjernens aktivitetsmønster som årsag til "afvigelser" i individets tænkemåde og handlemønster, men for åndsforskeren er forholdet altså det omvendte.

Dette fungerer måske bedst, når det gælder tvangshandlemåder af typen kontrolmanier. Gennem at tvinge sig selv til at afstå fra at kontrollere, at f.eks. komfurpladerne er slukkede, mere end måske én gang, vil man ganske vist i begyndelsen fremkalde en angstreaktion, men den klinger efterhånden af i mangel på ny næring for "talentkernen" for denne handlemåde. Præcis som røg- og alkoholbegæret og de dertil knyttede abstinenser – der jo også er en angstreaktion – hos en nikotinafhængig eller alkoholiker efterhånden klinger af, hvis man ophører med at tilfredsstille begæret.

Her må man også tilføje, at der nok ofte er en mere eller mindre stærk grad af det, Martinus kalder "besættelse" fra "hvileløse ånder" i den såkaldte "mellemtilstand" (grænse- eller overgangszonen mellem det fysiske og det åndelige plan), med i billedet, både når det gælder misbrug af ovennævnte art og i forbindelse med forskellige tvangsyndromer. "Hvileløse ånder", der selv befinder sig på samme eller lignende ulykkelige tankebølgelængder og derfor forstærker misbruget eller handlemåden hos deres jordiske ulykkesbrødre og søstre. Noget der også kan ske, uden at nogen af de involverede parter er bevidste om denne mentale "symbiose". Vor bevidsthedsverden er jo en elektromagnetisk bølgelængdeverden, som fungerer i henhold til tiltræknings- og frastødningsprincipper, der indebærer, at "lige tiltrækker lige".

I denne indre kamp mod erhvervede ulykkelige vaner og talenter har vi alle også en mægtig forbundsfælle eller allieret i bønnens princip. Bønnen indebærer jo, at vi kobler os på en anden og lysere tankebølgelængde, der faktisk gør, at vi, som Martinus har udtrykt det, "får hele universets medvind i ryggen". Og hvem kan i længden stå imod sådan en naturkraft? I bogen Bønnens mysterium har Martinus også formuleret det på følgende måde:

Kan bønnen da garantere lykken? – Ja, bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde.⁶