Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Salige er de, der hungrer efter retfærdighed", sagde Jesus. De har nemlig fat i noget af det rigtige, kunne Martinus have tilføjet. De vil gerne vide, om det er en retfærdig verden, vi lever i, når så mange mennesker og dyr må lide. Og hvad med forureningen af jordkloden? Er der en højere retfærdighed til, eller er det bare noget, vi tør håbe på?

I Livets Bog, bind 3, stk. 885, fortæller Martinus, at det er tvivlerne og de vantro, der stiller den slags spørgsmål, ikke de troende. De tror jo på den guddommelige retfærdighed, som de har fået fortalt om i kirken, hvor de også hører, at Guds veje er uransagelige.

Men nogle af de vantro har alligevel en tro. De tror på tilfældighedernes spil, og det gør de lige til den dag, hvor ulykkerne vælter ned over dem, og de hører sig selv udbryde: "Hvorfor lige mig?" Dermed afslører de jo deres inderste tvivl og vantro. Var alt tilfældigt, kunne uheldet lige så godt ramme den ene som den anden.

At hungre efter retfærdighed er at være på udkig efter en forklaring. Altså en eller anden form for lovmæssighed. Derfor er Martinus' bøger den rene salighed for folk, der hverken tror på det ene eller det andet. Længere kan man vist ikke komme ud i tvivl og vantro. Og dog bliver der noget tilbage, nemlig en længsel efter, at der alligevel er en forklaring. At der må være en forklaring.

Martinus oplevede allerede i sin barndom denne hunger. Han fortæller i sine erindringer om forberedelsen til sin konfirmation, hvor præsten fortalte om uægte børn. De gik lige til helvede, sagde han. Og det samme gjaldt børn, der ikke var døbt. "Det kan da ikke passe", tænkte Martinus. Han var jo selv et uægte barn, dvs. hans forældre var ikke gift. Men hvad havde det med ham at gøre, han følte jo, at Gud var med ham i alle ting og passede på ham.

Martinus følte, men han forstod ikke. Det var forklaringen, der manglede, men følelsen var der. "Hungeren" kunne man også sige, og det var netop denne hunger, der fulgte ham, til den senere fandt sin udløsning i det verdensbillede, der i dag bærer hans navn.

Så på den måde får vi andre jo også vores hunger efter retfærdigheden tilfredsstillet. Og faktisk er det en salig fornemmelse at kunne kombinere følelse og forstand. Hvis der er retfærdighed til, så må det være sådan, som Martinus forklarer det. Når man hører hans forklaring, kan man næsten ikke tro andet. Vist tror man, men det er ikke andres tro. Det er ens egen tro, der møder en som vished. Sådan er det – ja, netop sådan må det være! – udbryder man.