Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det bedste forsvar kan undertiden være et angreb. Derfor oplever vi ofte, at fredelige nationer og "fredsbevarende styrker" godt kan optræde i rollen som angribere. Hvordan skelner man så mellem rigtigt og forkert i en sådan konflikt? Hvem skal man holde med? – Det kommer Martinus ind på nedenfor, hvor han tegner et klart billede, der kan være praktisk at holde sig for øje i den verserende strøm af politisk retorik og propaganda, der altid omgiver de stridende parter i moderne krige og konflikter.

 

Bag "forsvarsmentaliteten" er motivet altså i virkeligheden ganske "uselvisk", ligegyldigt om det endog er væsenet selv, der er den overfaldne eller angrebne, og "forsvaret" udelukkende gælder det selv, thi i dette sidste tilfælde vil "forsvaret" være "nødværge" og er da et led i den nødvendige selvopholdelsesdrift. Og alt, hvad der bliver identisk med det absolut livsbetingende "nødværge" for væsenets eksistens, kan umuligt være identisk med "selviskhed" eller "egoisme". Det er ikke "egoisme", at man begærer sin ret til at leve. "Egoisme" opstår først der, hvor man på sin næstes bekostning begærer ting, der er ganske overflødige eller unødvendige for ens egen eksistens eller mulighed for at leve. Et "forsvar", der udgør et "nødværge" over for en absolut livsfarlig fjende, kan ikke udtrykkes som "selviskhed". Det er befordringen af en naturlig ret til livet, en hævdelse af artens beståen og kan således kun forekomme der, hvor denne beståen er i fare. Hvis et "forsvar" fortsættes der, hvor denne beståen ikke er i fare, bliver det ikke længere et "forsvar", men en "forfølgelse" og dermed et angreb på næsten. Det gælder derfor her om at passe godt på. Et "forsvar" kan meget let og umærkeligt gå over til at blive et "angreb" og er da ikke mere nogen "uselvisk" foreteelse, men derimod i allerhøjeste grad dominerende "egoisme" eller "selviskhed".

Der, hvor et væsens modstand imod et medvæsen udgør et "livsbetingende nødværge", udgør væsenet et "forsvarsvæsen". Sådanne væsener udgør "krigens" anden part. Uden denne part kan der ikke manifesteres "krig". Men det er altså ikke denne part, der er "krigens" årsag, denne vil aldrig kunne ligge andre steder end hos "angriberen". Da "forsvarsmentaliteten" således er "næstekærlighed" eller "uselviskhed", er den af en ædlere karakter end "angrebsmentaliteten". Men da den benytter sig af de samme våben, de samme krigsmidler, har den samme vrede som "angrebsvæsenerne", har man kaldt denne vrede for "hellig vrede" eller "retfærdig harme", ligesom enhver krig set fra "forsvarerens" side er "hellig" og dens domæne udtrykkes som "ærens mark". Og hermed har vi nået de to former for mental tilstand, hvis reaktion i dag udgør jordmenneskehedens skæbne. Og der, hvor kun disse to former for bevidsthed eller mental tilstand eksisterer, eksisterer "krigen" eller "ufreden". Her er livets smeltedigel. Hvis der ikke skete en ny mental forvandling, ville der aldrig nogensinde blive "fred" i verden. Men ud af smeltediglens flammer, ud af krigens rædsler, skrig og pine fødes en tiltagende længsel efter en modsætning til krigen, nemlig en absolut "varig fred".