Kosmos 2011/5 side 157
Dybde i samtalen og lykkefølelse
"Ved at indgå i meningsfyldte samtaler, formår vi at give mening til et ellers utroligt kaotisk liv. Og når vi diskuterer med dybde med vores medmennesker, skaber vi et personligt bånd – og de bånd er grundstenen for følelsen af lykke", fortæller psykolog Matthias Mehl til New York Times i forbindelse med publicering af resultater fra en undersøgelse. Kilde: Urban 23. marts 2010.
Det lyder ikke usandsynligt, selvom andre undersøgelser peger på vigtigheden af small talk til at skabe sociale relationer. Måske er en blanding ideel. Som åndsforsker kan man altid tænke, hvad er årsag, og hvad er virkning? Er dybe samtaler årsag til lykkefølelse? Hvad får overhovedet mennesker til at føre samtaler med dybde eller/og interessere sig for f.eks. Martinus' åndsvidenskab? Det kunne jo være, fordi de ligger inde med uafklarede livserfaringer, der har bragt dem på sporet af nye dybder i livet. F.eks. livs- og lidelseserfaringer der ubevidst bekræfter, at livet er meningsfyldt og sammenhængende, selvom det ikke på overfladen ser sådan ud, og selvom personen ikke er kommet til bevidst afklaring af, at det er sådan. Her nærer dybe samtaler følelsen af lykke. Det er det, filosofien og ikke mindst religionerne og åndsvidenskaberne i øvrigt bidrager til. At skabe sammenhæng i livserfaringerne på forskellige planer, hvorved glæden ved livet næres.
Søren Olsen
Bøsser skal gøre Microsoft kreativ
Sådan lyder overskriften til en artikel i Frederiksborg Amts Avis om en konference i Microsofts udviklingsafdeling i Vedbæk. Konferencen handler om, hvordan virksomheder giver plads til medarbejdere med en anden seksuel orientering. Tanken er, at homoseksuelle ansatte kan være med til at give en virksomhed et kreativt skub.
"En mangfoldig arbejdsplads giver grobund for, at vi får stillet de rigtige spørgsmål, når vi skal udvikle vores produkter. Vi anser de homoseksuelle som en ressourcegruppe, og det giver både indsigt, men også udsyn", siger adm. dir. Charlotte Mark.
Microsoft har oprettet en medarbejderforening for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle. Foreningen har 700 medlemmer på verdensplan. I Danmark er der en håndfuld medlemmer. (TV2 Nyhederne, 8/9 2010, tv2.dk)
Torben Hedegaard
Hospitaler og universiteter i USA følger trop med kødfri mandag
Flere offentlige institutioner i USA erklærer mandag kødfri for at forbedre miljø og sundhed. Senest en café på Johns Hopkins-hospitalet, som nu tilbyder udelukkende vegetariske retter i sit "Wellness Corner". Det var Johns Hopkins-universitetet selv, der i 2003 lancerede konceptet meatlessmonday.com. Hovedformålet er at få amerikanerne til at reducere deres indtag af mættet fedt. De fleste spiser nemlig meget mere kød end anbefalet, forklarer Robert Lawrence, leder af Center for a Livable Future på universitetet. Også University of California og University of Central Florida har indført kødfri mandag eller lignende tiltag, og flere universiteter ventes at følge trop. (tonic.com + newswise.com)
Henrik Hedegård mfl.
Michelle Obama langer ud efter pelsindustrien
Michelle Obama har i en udtalelse til en amerikansk dyreværnsforening meldt klart ud, at hun ikke bruger dyrepels. Udtalelsen faldt kort efter, at den franske førstedame Carla Bruni-Sarkozy erklærede, at hun aldrig ville bære en ægte pels. Dermed slutter 2 af verdens førstedamer sig til en lang række af indflydelsesrige personer, der offentlig har lagt afstand til pels.
Dyrerettighedsorganisationen Anima glæder sig over denne udvikling og har sendt et brev til Danmarks egen førstedame, Sólrun Jákupsdóttir Løkke Rasmussen, hvor de forklarer de mange dyrevelfærdsproblemer forbundet med pelsavl og beder hende gøre kollegerne Michelle og Carla selskab og ikke bruge tøj med ægte pels. (anima.dk)
Henrik Hedegård mfl.
© Dmitrii Fadeev | Dreamstime.com
England får sin første vegetar fastfood-kæde
Til sommer vil det være muligt for Londonerne at sætte benene indenfor i byens helt nye fastfood-kæde "Otarian". På menuen skal man lede længe efter ærkebritiske retter som fish'n'chips, for kæden serverer udelukkende vegetarisk og klimavenlig mad. Projektet er sat i søen af den australsk bosiddende miljøforkæmper Radhika Oswal, som med restauranten gerne vil vise, at et vegetarisk måltid kan være lækkert, og iøvrigt sætte et bæredygtigt forhold til mad på dagsordenen. (bighospitality.co.uk)
Henrik Hedegård mfl.
Kina: Kødfri kost gavnlig for en sund planet
Li Yu, ejer af den første veganske restaurant i Beijing, "Vegan Hut", har sat sig for at oplyse folk om, hvor gavnlig en vegansk kost er for Jorden. Udover at tilbyde en menu med en overflod af veganske retter lavet med økologiske råvarer, holder han også foredrag både i restauranten, på universitetet samt på de lokale radio- og fjernsynskanaler, om hvordan en plantebaseret kost gavner både Jorden og helbredet. Li Yu, der har en ph.d. i fysik og som arbejdede inden for telekommunikation i Shanghai, følte sig forpligtet til at skifte karriere for at oplyse folk om konsekvenserne af deres kødforbrug for miljøet – noget som de færreste kinesere er bevidste om. Han tog desuden et kursus i plantebaseret ernæring på Cornell Universitet i New York. Han håber at kunne åbne flere veganske restauranter i Kina. (vegsource.com/news)
Henrik Hedegård mfl.