Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sidste nummer af bladet (side 159) bragte vi en kort notits om retsmedicineren, prof. Jørgen Lange Thomsens nye bog om døden. Nedenfor bringer vi Ole Therkelsens bidrag til denne bog.
 

Martinus mener, at det er ligeså umuligt at forklare, at liv kan opstå af noget dødt, som at forklare, at energi kan opstå af ingenting. – Energi er energi, og kan kun vedblive at være energi. – Liv er liv og kan kun vedblive at være liv. "Døden" er en illusion eller en tænkt modsætning til virkeligheden.

Ethvert levende væsen har ifølge Martinus et evigt jeg og en evig overbevidsthed, det vil sige et evighedslegeme af overfysisk natur. Den fysiske organisme er blot et udskifteligt redskab for oplevelse og manifestation. Kroppens undergang er ikke et bevis på bevidsthedens ophør. At en elektrisk pære går i stykker, er ikke et bevis på, at elektriciteten er ophørt med at eksistere.

Når bevidstheden er inde i kroppen, er kroppen levende. Når bevidstheden har forladt kroppen, har vi et lig. Det er et faktum, at organisme og bevidsthed er to forskellige ting. Der er et levende ophav bag alle ord, tanker og handlinger, og det er denne åndelige kraftkoncentration eller elektricitet, som under graviditeten trænger ind i fosteret, og som igen ved døden frigør sig fra det fysiske legeme. (Martinus, Livets Bog, bind 4, stk. 1402).

Martinus beskriver dødsprocessen i artiklen Gennem dødens port, og her omtaler han søvnen som dødens lillebror og redegør for de fælles træk, der er mellem søvnen og opholdet i den åndelige verden mellem to fysiske liv. Ligesom man i kraft af træning, oplevelse og erfaring udvikler sig fra dag til dag, således foregår den biologiske evolution, ved at man udvikler sig fra liv til liv ved akkumulation af erhvervede evner og talenter. Resultatet af al erfaring lagres som talentkerner i evighedslegemet, der overlever kroppens undergang. Når et væsen fra den åndelige verden igen opbygger et nyt opdateret fysisk legeme, sker det ved elektrisk magnetiske love for tiltrækning og frastødning, hvor væsenets talentkerner ved en åndelig selektion udvælger og beliver de gener, der svarer til de tidligere erhvervede evner. (Ole Therkelsen, Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007).

Døden er livets største overraskelse, for det første man oplever, når man dør, er, at man lever. Efter døden vil man have de samme tanker, som man havde lige før døden. Ved den fysiske krops død slukkes der for de fem sanser, hvorved oplevelsen i den fysiske verden falder bort, men ellers fortsætter bevidsthedslivet uforandret på det åndelige plan. Martinus beskriver, hvordan opholdet på det åndelige plan er som en dejlig sommerferie mellem to skoleklasser. Det er en paradisisk oplevelse, der oplader livskraftsbatterierne, inden man igen fødes ind på det fysiske plan for at få tilfredsstillet de uopfyldte ønsker, længsler og begær, som forbinder det ene liv med det andet, og som er motoren i al udvikling og evolution.

Når hjertet holder op med at slå, og iltforsyningen gennem blodet hører op, dør alle organer og celler samtidigt med kroppen. Men med sine kosmiske evner kunne Martinus imidlertid iagttage, at der findes en astral udstråling fra liget, fordi der under celleniveau stadig er levende animalske mikrovæsener, der har bevidsthed, tanker og viljeføring. Lige så grusomt, som det er at brænde mennesker levende på bålet, er det at brænde disse mikrovæsener. Ligbrænding er "en uhyrlig voldshandling". Et helt univers overgives til en voldsom og unaturlig undergang, hvor myriader af levende væsener får en rædselsfyldt og smertelig død. (Bisættelse, kap. 9 og 87).

Selv om almindelig begravelse er et mindre onde end ligbrænding, er det ikke en ideel løsning, fordi man ved ligets forrådnelse overgiver et helt univers til en voldsom undergang med tilhørende massedrab. Forrådnelse er også en slags ligbrænding, den foregår blot i bakteriernes stofskifte eller forbrænding. Ved balsamering med formalin kan man hindre en bakteriel forrådnelse af liget. Formalin (metanal fortyndet i vand) betragtes normalt ikke som et antibiotikum, men eftersom det stopper bakterievækst i liget, kunne man godt kalde det et bredspektret antibiotikum. Måske vil finere former for antibiotika eller stråling blive anvendt ved fremtidens mere kærlige lighåndtering. (Ole Therkelsen, Martinus og den ny verdensmoral, kap. 10, Borgen 2009).

Selv om balsamering med formalin ikke er den ideelle løsning, er det på nuværende tidspunkt den bedste af de tilladte metoder i Danmark. Martinus udtaler, at balsamering er himmelhøjt hævet over ligbrænding og almindelig jordfæstelse med hensyn til næstekærlig behandling af mikrolivet i liget. Efter balsamering er det mere gunstigt at anbringe kisten i et mausoleum end at begrave den i jorden.

Ved obduktion bør de udtagne organdele lægges tilbage for at undgå, at de går til forbrænding som hospitalsaffald. Ønsker man balsamering, bør obduktion undgås, da formalin fordeles via blodkredsløbssystemet.

Martinus foreskriver ingen ceremonier eller ritualer i forbindelse med døden og bisættelsen. Den 29. marts 1981 deltog jeg selv sammen med 1400 kosmologi-interesserede i Martinus' egen bisættelse i Tivolis Koncertsal, hvor der var musik, oplæsning og flere taler. Jeg følte, at den helt levede op til titlen på kap. 161 i bogen Bisættelse: "Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen".