Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I de snart 30 år jeg har studeret Det Tredje Testamente, er der udtryk, jeg er gået udenom at bruge – "den højeste ild" er et af dem. Det har været mig for abstrakt og intetsigende eller måske "uvidenskabeligt". Her kan man sige, at jeg har taget det fra Martinus, jeg kunne bruge, og har ladet "den højeste ild" ligge. Det lidt skræmmende ved denne sorteren fra er, at Martinus beskriver "den højeste ild" som en forudsætning for al sansning. Noget væsentligt må således have manglet i min forståelse af "det levende væsen". Men sådan har jeg naturligvis ikke oplevet det. Jeg har været vældig tilfreds med forklaringen til symbol 6. "Det levende væsen" i Det Evige Verdensbillede, bog 1, hvor "den højeste ild" ikke nævnes.

(For at forenkle billedet har jeg udeladt en beskrivelse af den syvende grundenergi "moderenergien", der er involveret i og står bag alle nedennævnte egenskaber ved X2. Nedennævnte opdeling skal i øvrigt ses i det lys, at det levende væsen er en uadskillelig enhed, hvor man kun for overblikkets skyld kan niveaudele de mange egenskaber).

Tættest forbundet til jeget er "urbegæret" og "den højeste ild". Martinus beskriver ofte "den højeste ild" som en selvstændig struktur i X2, men i Livets Bog, bind 5, stk. 1802, beskrives "den højeste ild" som identisk med hele X2. Man kan i det lys opfatte alle de følgende strukturer som underlagt og indlejret i "den højeste ild". Det næste niveau er "polen for afgivelse af energi", "den maskuline pol" og "polen for modtagelse af energi", "den feminine pol". Jeget er konstant involveret med at skabe (afgive energi) og opleve (modtage energi), dette skabe / oplevelseskredsløb er udtryk for samme væsens skæbne som beskrevet under symbol 16, "Evighedslegemet".

Dette energikredsløb, der formidles af den afgivende og modtagende pol, skal forbindes til "skæbneelementet". Skæbneelementet er et udtryk, der dækker jegets administration af erfarings- og talentmassen, der igen er baggrunden for skæbnedannelsen. Ved den udgående og indgående energistrøms passage af skæbneelementet sker en personlig "kolorering" af denne, der igen kommer til at afspejle "skaberens" åndelige forudsætninger.

"Skæbneelementet" er således tæt knyttet til grundtalentkernerne for de seks legemer i underbevidstheden (X3). Underordnet grundtalentkernerne findes de talentkerner, der opsummerer jegets specifikke evner på alverdens områder lige fra at kunne skrælle kartofler til at kunne køre på cykel og at spille violin. "Jeg" kan således ikke røre en finger, føle det mindste eller tænke nok så lille en tanke – kort sagt manifestere noget som helst i X3 – uden at urbegæret, "den højeste ild", polerne, skæbneelementet og talentkernerne er involverede.

Når man betænker, hvor meget sex med og uden kærlighed fylder på film og vist nok også i det virkelige liv, og hvor relativt få børn der komme ud af det – altså hvor lystbetonet sex i virkeligheden er – er det videnskabeligt relevant med Martinus' ord at spørge: "Hvad er meningen med denne vældige og overdimensionerede organfunktion eller kraft? – Den kan ikke blot være til for at skabe befrugtningen, der jo kun er en forsvindende biting i denne vældige psykiske proces. Det bliver derimod her til kendsgerning, at den i en nok så høj grad er til for at tilfredsstille en hunger eller sult, der bor i individet på samme måde som den rent ernæringsmæssige sult. Den kræver sin tilfredsstillelse akkurat som denne sult. Den seksuelle organfunktion i det levende væsen er altså en sjælelig eller åndelig pendant til den rent fysiske hunger- og mættelsesproces. Den højeste ild er et kosmisk ernæringssystem." (Livets Bog, bind 5, stk. 1738)

"Den højeste ild er et kosmisk ernæringssystem!" Vi må i så fald konkludere, at vi drives gennem dyreriget af mindst to store livsbetingende behovs tilfredsstillelse: behovet for fysisk ernæring og behovet for kosmisk ernæring gennem tilfredsstillelse af vores behov for samvær med en næste af vores egen art og i den seksuelle akt oftest en næste af modsat køn. Man vil af dette kunne tolke, at der reelt nok kun findes et ernæringssystem. Behovet for fysisk ernæring må også have rod i "den højeste ild", idet denne sult og mættelse også er forbundet med en følelsesmæssig tilfredsstillelse – vi føler sult og mættelse. Alle sanser er dybest set forbundet til føleevnen og dermed til behagstilfredsstillelse og dermed til "den højeste ild".

I stk. 1675 beskriver Martinus, hvordan "den højeste ild" regulerer polforvandlingen og dermed også spiralkredsløbets opdeling i en mørke- og lyssfære. Mørkesfæren handler bl.a. om at udvikle en ny fysisk organisme i en endnu fremmed fysisk verden, herunder ikke mindst at udvikle nye sanseredskaber til at opleve i denne verden. Da al sansning er baseret på føleevnen, bliver udviklingen i den nye verden også i høj grad reguleret af de i overbevidstheden helt grundlæggende forudsætninger for at føle behag og ubehag, herunder lidelse.

"Menneskehedens seksuelle mørkesfære har således sin særlige mission, sit særlige formål at skulle opfylde. Hele problemet, hele mørket er et lidelsesspørgsmål, men derved bliver det samtidig et følelsesspørgsmål, et spørgsmål om oplevelse af behag og ubehag. Men da alle fornemmelser af behag eller ubehag er et følelsesspørgsmål, må vi her tilbage til det levende væsens seksuelle struktur, der jo er hovedsædet for følelse. Vi må således søge ind til den struktur i væsenet, der bærer dets følelsestilstand, hvilket igen vil sige, alle dets sanseevner uden undtagelse. Alle oplevelser, såvel rent fysisk kødelige som mentale eller åndelige, er i sin dybeste analyse "følelse". Det bliver her mere og mere tydeligt at se, hvor overordentlig omfattende "den højeste ild" er i væsenets struktur. Den er selve det evige liv direkte rodfæstet i jeget, med hvilket den i sin højeste instans er identisk. Den er i sin egenskab af bevidsthed jegets evige stråleglorie, dets varme og lys… (Livets Bog, bind 5, stk. 1675)

At "se" er baseret på at kunne føle den elektromagnetiske del af spektret, vi kalder lys. At høre er baseret på via øret at kunne føle lydvibrationer. Føle lugt, føle smag og føle berøring. Alle oplevelser, også rent åndelige, er baseret på følelse, skriver Martinus, og er dermed rodfæstet i den seksuelle struktur – i "den højeste ild".

Ikke mindst i dyreriget spiller de særligt følsomme sanseområder på/i kønsorganerne sammen med hormonsystemer en afgørende rolle i begrebet "lyst" (lys). Disse følsomme områder på kroppen er en slags hovedvej til "den højeste ild" og dermed til den oplevelse af behag, den kan bibringe jeget. I dyreriget er hele dette behagssystem en forudsætning for reinkarnationen og dermed for de levende væsners udvikling. Men som Martinus også skriver, så er denne behagsoplevelse i parringsøjeblikket i dyreriget udtryk for "den højeste ild" i sin mindste udfoldelse. Der venter os en langt mere overdådig vågen dagsbevidst følelsesbaseret oplevelse i samvær med andre, når vi bliver færdigt udviklede dobbeltpolede mennesker.

"… Hos de dobbeltpolede færdige mennesker kommer Guds ånd til gensidig personlig lysglimtsoplevelse igennem parternes gensidige almindelige kærtegnsudløsning over for hinanden. Her vil en omfavnelse, et kys, et varmt håndtryk eller anden mild gensidig berøring af hinandens organisme eller legeme være i stand til at frembringe den guddommelige lysglimtsoplevelse af den højeste ild eller lyset fra Guds evige ånds strålevæld, som tidligere i en meget begrænset form kom til udløsning i de enpolede væseners parringsakt. Denne oplevelse udgør den absolut største og altgennemtrængende behags- og velværefornemmelse igennem de to parters hele organismer, sjæl og bevidsthed, der overhovedet eksisterer." (Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.31)

"Den højeste ild" udgør selve forudsætningen for at søge lyset og i sidste ende finde og opleve næstekærligheden. Vi siger til hinanden som en alment accepteret kendsgerning, at mennesker søger behag og prøver at undgå ubehag. Åndsvidenskabeligt set en afgørende drivkraft i skæbnedannelsen og den personlige udvikling. Men denne fundamentale evne til at sanse behag og ubehag er ikke en selvfølge, den kræver en overordnet åndelig struktur, der er baseret på følelse. Og netop fordi "den højeste ild" er så tæt og direkte knyttet til følelseslivet, må den kunne gøres nærværende forståelig. Er det ikke sådan, at alle oplevelser hvor følelsen spiller en tydelig rolle, der bliver oplevelsen mere nærværende og konkret – altså mindre abstrakt? Vi jordmennesker har jo en særlig stærk evne til at blive følelsesmæssigt knyttet til en partner og i stort omfang også til ting. Tænk blot på en samler, der har følelser for frimærker, tog, dukker, antikviteter, eller de følelser vi kan have for vores bil, motorcykel eller cykel for ikke at glemme passionen for sport eller kunst. Vi kan være følelsesmæssigt inspirerede af et utal af emner inklusive åndsvidenskab. Alt, hvad der i denne åndsvidenskab direkte berører følelsesmæssige erfaringer, er nemme at forstå og bliver derfor mere nærværende for os. Anderledes forholder det sig med det mere intelligensbaserede stof, der i højere grad forekommer os teoretisk og tørt, som vi kalder det, netop fordi det kan være kropsligt erfaringsfjernt og dermed "følelsesfjernt".

Martinus skriver (Livets Bog, bind 3, stk. 825), at al livsoplevelse dybest set er en seksuel akt. Det, vi i dyreriget kalder parringsakten, der kan føre til en befrugtning og en deraf følgende fødsel af et lille barn, dette princip gælder al oplevelse. Når vi læser noget, der befrugter os, vil denne befrugtning af følelses- og tankelivet sætte en fødsel i gang af nye tanker. Er det tanker, vi går længe med og stadig bygger videre på, kan man tale om et tankefoster, der med tiden vil fødes ud i den materielle verden, hvor det måske kan befrugte andre. Tænk blot på den konstante befrugtningskæde, der får musikken til at udvikle sig i alle mulige retninger. Ja, alt er underlagt denne inspirationsdrift, der giver udvikling inden for alt – våbenproduktion, teknik af enhver art, videnskab og kunst.

Den energiafgivende maskuline pol og den energimodtagende feminine pol er indlejret i "den højeste ild". Hos hankønsvæsenet, der er domineret af den maskuline pol, er det den modsatte pol, altså den feminine pol, der bærer intelligensen frem. Tilsvarende hos kvinden er det den maskuline pol, der bærer intelligensen frem. Med den modsatte pols tilvækst kommer intelligensen til at spille en stadig større rolle i jordmenneskets liv. Intelligensen bliver en så dominerende faktor, at den i en epoke bliver styrende for vores søgen mod "lyset". Det bliver en ny måde at blive behagstilfredstillet på, også selvom emnerne, som jeget med sin nyvundne intelligens kaster sig over, måtte være nok så tørre. Men er der tale om en behagstilfredsstillelse, må det også involvere "den højeste ild".

Da al sansning dybest set går via følelseslegemet, begynder der dermed at tegne sig et billede af "den højeste ild" som regulator af styrkeforholdet mellem og udviklingen af følelseslegemet og intelligenslegemet. I sidste ende styrkeforholdet mellem alle legemer gennem spiralkredsløbet. Et styrkeforhold der betinger oplevelsen af mørket såvel som lyset.

"… Den højeste ild er altså en foreteelse, ved hvilken al skabelse, al sansning, al oplevelse af livet bliver til. Den er Guddommens såvel som gudesønnens levende "flammesværd". Den er eventyrenes "tryllestav". Det er den, hvormed "troldmanden" forhekser kongesønnen eller prinsessen. Og det er den, hvormed den lyse reddende "fe" eller "engel" hæver fortryllelsen og bringer såvel den forheksede prins som prinsesse tilbage til lyset og virkeligheden eller til deres oprindelige kongeværdighed." (Livets Bog, bind 5, 1609)

"Den højeste ild bestemmes ikke af mennesket, men "mennesket" bestemmes af nævnte højeste, mentale varmekilde. Det kosmiske kredsløbs vårbrud kunne derfor ikke udeblive. Der blev stedse flere og flere enlige væsener, flere og flere utro ægteskaber, flere og flere skilsmisser, flere og flere børn uden for ægteskabet og flere og flere ufrugtbare ægteskaber, rent bortset fra den atmosfære af støv, stank og råddenskab, der altid mere eller mindre er til stede i degeneration og sammenbrud…" (Livets Bog, bind 5, stk. 1786).

Ja overraskende er det, at der ligger et "vårbrud" bag denne ofte svære udvikling. Veerne indvarsler menneskets lovbundne udvikling mod indvielsen i en langt større og sammenhængende livsbekræftende opfattelse af tilværelsen.

"Den højeste ild er således det guddommelige primære livsfundament bag alle levende væsener, bag alle former for manifestation, skabelse og oplevelse og dermed bag hele universet eller verdensaltet. Den bestemmer alle kredsløb og regulerer dermed alt lys og mørke. Det er den, der lyser og varmer i mikrosjælen såvel som i makrosjælen. Den funkler og lyser igennem alle øjne og vibrerer i enhver tale. Den er kernen i enhver tanke og handling. Den er vinterens hvide ro og stilhed, ligesom den er sommerens umådelige blomsterhav. Den bestemmer enhver farve, enhver duft, enhver størrelse. Den fører dolken i morderens hånd og nagler gudesønnens hænder og fødder til korset. Den runger igennem tordenens bulder og blænder igennem lynets glimt. Den er den sagte pludrende bæk i skovens stille ensomhed, lige såvel som den er brændingens kolossale kraft imod klippernes hårde granit. Den er det lille barns tryghed ved moderens bryst, og den er den varmende ild i ynglingens blik til sin unge elskede. Den er livet i mandens sæd, og den er den første bevægelse i det lille foster i moders liv. Den skinner i morgensolens glans, såvel som den funkler i den synkende sols aftenrøde. Den er Guds altbestemmende vilje. Uden den højeste ild ingen bevidsthed, ingen organisme, ingen skabelse, ingen oplevelse, intet univers, intet liv. Kun et evigt "intet" og dermed en evig død måtte eksistere der, hvor nu et evigt liv funkler og lyser. Den højeste ild er Guds åsyns strålevæld synliggjort i alt og alle. Den er den evige ånd over vandene." (Livets Bog, bind 5, 1938)