Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus bruger ofte lignelsen med bogen – hvis vi ikke kan læse, kan vi kun tælle antallet af bogstaver, veje bogen og så videre, men det bagvedliggende usynlige mentale indhold i bogen er skjult for os.

I Livets Bog, bind 6, beskriver Martinus på en lignende måde stjernehimlen som forhænget foran "det allerhelligste" – det som han også beskriver som Guds hellige terræner, Guds bevidsthed, den højeste visdom. Når vi ser på den mørke stjernehimmel, ser vi kun stjerner og galakser, der strækker sig hundredetusinder af lysår ud i rummet. Da jeg for nylig læste stykke 2029, nikkede jeg for mig selv. Jeg sad i bussen på vej til min studiekreds og tænkte, at ja, når jeg ser op på nattehimlen, ser jeg kun stjerner og atter stjerner. Hvad er det, der gemmer sig bagved? For mit indre syn så jeg den mørkeblå himmel med sine små lysende punkter – og pludselig kom der en "kraft" – som en usynlig hånd – der "flyttede" stjernerne, så de i stedet fremtrådte i en form, som konturen af et hoved, skuldre og en del af overkroppen. I et uendeligt øjeblik var jeg midt i denne åbenbarelse, omsluttet af livet, verdensaltet, jeg hvilede i Guds favn! I næste øjeblik kom tanken – hvis det er sådan, man oplever Gud, som et væsen i himlen, hvordan kan man da gengive det i billedform? Og straks kom billedet af Gud Fader som en mand med hvidt skæg, siddende på en trone af guld blandt skyerne i himlen ind i min bevidsthed, det billede jeg fik i søndagsskolen som barn. Det billede, som jeg tænkte meget over dengang, men siden forkastede. Gud kan jo ikke sidde der oppe i himlen og kigge ned på os... Men den oplevelse af at hvile midt i Gud kan ikke gengives i et todimensionelt billede på nogen anden måde end som noget, der er uden for os. Hvordan laver man et billede af at være omsluttet fra alle sider af denne kraft, der også strømmede igennem mig i et kort øjeblik...

Jeg fik tårer i øjnene, mit hjerte snørede sig sammen inde i brystet, og jeg fyldtes samtidig af en uendelig taknemmelighed og glæde over at have følt denne nærhed til Gud.

Nogle dage senere fik jeg set et af Martinus' upublicerede symboler; jeg har set det tidligere for mange år siden, men havde et noget anderledes billede af det i hukommelsen. Det forestiller en mørk stjernehimmel, og i den hviler en menneskelignende figur i liggende form, fyldt af små stjerner. Det snurrede i mit hoved, det var jo næsten samme billede, jeg havde oplevet, selv om den figur, jeg så, var opretstående og ikke liggende.

I denne skitse har jeg forsøgt at gengive billedet af den forvandlede stjernehimmel – som den ser ud udefra – sådan som vi i almindelighed oplever den fysiske verden.

Nu er der gået nogle uger, siden jeg havde denne oplevelse. Billedet er stadigvæk tydeligt, men mindet om den følelse at være midt i verdensaltet og faktisk være et med verdensaltet, er lidt utydelig, kun som en svag anelse.

Nogle stykker længere fremme i Livets Bog, bind 6, stk. 2033, kan vi læse disse poetiske linjer:

Og igennem hele verdensaltet vibrerer den almægtige Faders røst til sønnen: "Jeg er i dig, og du er i mig. I denne vor sammensmeltning er vi livets herre. Vor ånds stråleglorie er alkærlighedens kulmination. Vort fodspor er tiden, rummet og evigheden".