Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Alle fejl opstår på grund af mangel på kærlighed, kærligheden er ufejlbarlig"! Det lyder nok umiddelbart som noget, de fleste vil være enige i, men spørgsmålet er så, om vi forstår "kærlighed" på samme måde, og om der er flere definitioner på "kærlighed". Martinus skriver i den lille bog To slags kærlighed om kærlighedens "to ansigter", hvoraf den ene er den, vi almindeligvis identificerer som "kærlighed", hvorimod den anden kærlighed i fuldt omfang endnu hører fremtiden til. Den, vi bedst kender, er nok den, der almindeligvis kaldes "kærlighed mellem mand og kvinde". I vore tider med seksuel frigørelse synes jeg også, det er på sin plads at omformulere den til at hedde "kærlighed mellem to mennesker" ud fra den betragtning, at det ikke kan bestrides, at to mennesker af samme køn også kan elske hinanden og opleve "kærligheden" på denne måde. Homoseksualitet er ikke nogen ny foreteelse, men tidligere har det i visse kulturer været forbundet med livsfare at bekende sig til homoseksualitet, hvilket det heldigvis ikke er i helt samme omfang i dag. I hvert fald ikke i vores del af verden. "Kærlighed" er for de fleste det samme som forelskelsen, der jo har den evne, at den kan løfte os til højder af usigelig lykke og velvære, som næsten intet andet er i stand til, men hvor skyggesiden opstår, når forelskelsen ikke er gengældt – en skyggeside, der kan afføde mord, vold, selvmord og depressioner.
 

Der eksisterer dog yderligere en "kærlighed", som de fleste, måske i særdeleshed kvinder, vil mene er en "kærlighed" så altoverskyggende, at den på mange måder nærmer sig kærligheden til partneren, ja måske endda overstiger den, – det er "forældrekærligheden". En kærlighed, børn ikke behøver at gøre sig fortjent til, de får den bare. Man vil populært sagt "gå gennem ild og vand" for sine børn, ja endda ofre sit liv for dem. "Forældrekærligheden" omfatter dog i reglen kun egne børn og er en "instinktiv", uundværlig foranstaltning, som forsyn og beskytter for egne børn, en beskyttelse Martinus kalder en "sjælelig fortsættelse af svangerskabet" og "næstekærlighed i sin mest latente form", i Livets Bog, bind 5, stk. 1594. Martinus skriver ligeledes i Livets Bog, bind 4, stk. 1128: "Det er ikke "moder-" eller "forældrekærlighed", verdensgenløsningen eller den gennem Bibelen overleverede visdom inspirerer til, men derimod et "familieprincip", der gør alle levende væsener til én familie, således at ethvert eneste eksisterende levende væsen er dens medlem." Det er bestemt ikke for at krænke nogen eller ringeagte denne "kærlighed", for den er 100% nødvendig i vor verden, hvem skulle ellers tage sig af børnene? Martinus peger blot på, at den med tiden vil blive afløst af en endnu højere kærlighed – den uindskrænkede næstekærlighed.

Der findes intet andet, hverken i fortid eller nutid, der kan skabe så euforiske tilstande som forelskelsen, og som i forbindelse med "det kreative sind" er kommet til udtryk i forfatterskab, digte, malerier og skulpturer, teater og ballet, ja kort sagt er det en af de stærkeste inspirationer, mennesket kender til, og som i årtusinder har været udtrykt i alle tænkelige aspekter. "Parringskærligheden" eller "parringsdriften", som Martinus kalder denne tilstand, har i utallige tilfælde "givet den stumme tale" og "den blinde synet", forstået sådan, at forelskelsen har givet "vinger". Længslen efter "magen" har fået mennesker til at rejse tusinder og atter tusinder af kilometre, trodset al landsens farer og bogstaveligt talt ikke skyet noget middel i bestræbelserne for at forenes med den elskede.
 

Hvad er denne "kærlighed" kosmologisk set for en kraft? Denne indre kraftkildes udspring er den dybeste og mest fundamentale i alle individer, og her i vor "jordmenneskeverden" kommer den primært til udtryk i ovennævnte beskrivelse. Denne "kærlighedens" kraft er dog blot en gnist af et langt større lys, der af Martinus benævnes som "den højeste ild", en "urkraft", som vil blive beskrevet senere. Ovenstående beskrivelse af "kærligheden" er dog et "skønmaleri" og en ensidig fremstilling af "parringskærligheden" mellem mennesker. Når sandheden skal siges, så er der også en anden side, der kommer til syne, som allerede nævnt, – hvis "kærligheden" ikke er gengældt, eller hvis der opstår utroskab m.m. Her hersker i stedet "ulykkelig kærlighed", depression, had, drab og selvmord som dominerende sindstilstande. Ethvert menneske har nu eller tidligere oplevet både højderne og de dybeste afgrunde i kærlighedslivet. Jeg tror, at de fleste husker med blandede følelser på de ugengældte forelskelser fra skole og ungdommen og såmænd også senere i livet, hvor man nærmest i en tilstand af "lettere vanvid" hverken har kunnet sove eller tage føde til sig endsige passe lektier, job og sociale forpligtelser på grund "ulykkelig kærlighed". Denne tilstand har en altoverskyggende indflydelse på det normale velvære. At det i virkeligheden slet ikke var "ulykkelig kærlighed", idet et sådant begreb iflg. Martinus i virkeligheden slet ikke eksisterer, da sand kærlighed aldrig kan være ulykkelig, er man helt uvidende om, og skulle man alligevel have vidst det, ville det såmænd ikke have ændret på den påtrængende sjælekval. Man kan ikke tænke eller forestille sig noget ud over den ulykkelige situation, når forelskelsesevnen stadig er i behold. Når kærlighedstilstanden mellem mennesker, som omtalt, er så attrået og efterstræbt, så er det fordi den i vores udviklingsområde giver adgang til den største lykkefølelse, vi kan opleve, igennem forelskelsesrusen og "sammensmeltningen med den elskede". Den kan i den grad kaste lys ind i vores tunge fysiske, slidsomme tilværelse, hvor udtalelsen "i dit ansigts sved skal du æde dit brød", er en realitet. Det lys og den ekstase, vi kan opleve i kærlighedslivet med partneren, hvor overvældende det end måtte opleves, er dog, som allerede nævnt, at ligne med en sprække af lys fra er dør, der står på klem ind til den overdådigt illuminerede festsal, hvor lyset i selve salen er den totale oplevelse af det, Martinus omtaler som "den højeste ild".

"Den højeste ild", siger Martinus, er selve urkraften i ethvert levende væsens udfoldelser. "Den højeste ilds" udspring ligger dybt inde i "det levende væsens" struktur, så dybt, at den ligger i grænseområdet mellem jeget og overbevidstheden, helt uden for den fysiske dagsbevidstheds, såvel som for den psykiskes sansnings, område. Kun i kraft af den "kosmiske bevidsthed" er det muligt at sanse de nævnte detaljer i "det levende væsens" kosmiske struktur. Martinus skriver i Livets Bog, bind 2, stk. 529: "Det er en evig eksisterende tiltrækning imod alt og alle, imod ondt og godt, imod harmoni og disharmoni. Det er det urokkelige bindemiddel imellem jeget, dets "overbevidsthed" og "skæbneelement". Det er urkraften i dets "evighedslegeme". Det er "den højeste ilds" grundkilde eller dybeste udspring."

"Den højeste ild" udfolder sig i dyreriget og hos "jordmennesket" normalt igennem de to seksuelle poler, den maskuline og den feminine hos henholdsvis manden og kvinden, og ligger til grund for de to køns gensidige tiltrækning. Mere detaljerede polanalyser kan læses i Livets Bog, bind 5, hvor der redegøres for alle detaljer, som det vil føre for vidt at udrede i denne artikel. Denne udfoldelse af "den højeste ild" er dog i en meget afblændet form, men selv i denne meget stærkt reducerede udfoldelse er det en kraft og velsignelse, der er så tilstrækkelig stærk, at den bærer os gennem "mørket" i "det ufærdige menneskes zone". Hvis denne lille flamme ikke eksisterer, vil vi som overgangsvæsener mellem dyr og menneske helt mangle inspiration og "den seksuelle attrå, der gør livet værd at leve". Uden "den højeste ilds" minimaludfoldelse ville mørket være totalt, og livet ville være en umulighed. Martinus skriver i Livets Bog, bind 5, stk. 1635: "Den lille del af det seksuelle hovedprincip, der udgør jordmenneskenes forplantningsprincip, er kun en latent rest af "den højeste ild", som nødvendigvis måtte bevares, hvis det ikke skulle blive totalt bevidstløs eller livløs og således komme til at repræsentere en virkelig eller absolut død". Som det fremgår, er "den højeste ild" i dyret og hos det ufærdige menneske langt fra sin maksimale udfoldelse. Denne maksimale udfoldelse vil først være en realitet på det stadie, hvor den sker gennem de to seksuelle poler i samme væsen, hvilket indebærer, at mennesket er kommet frem til en "dobbeltpolet" tilstand og hermed rettelig kan titulere sig som – menneske. Hele den evige tilværelse veksler skiftevis mellem lys og mørke igennem den enpolede og dobbeltpolede tilstand. Så viseligt er det indrettet, at "den højeste ild" i forskellige stadier skaber vores livsrum. Martinus skriver i Livets Bog, bind 4, stk. 1136: "Der findes kun én sympati eller én slags kærlighed i universet, men den bringes til udløsning i form af alle de grader og afskygninger, metoder og principper, som måtte være nødvendige for skabelsen af det store spiralkredsløbs nuancering eller i skabelsen af livsoplevelsens kolorit."
 

At der findes en anden kærlighedstilstand end de allerede nævnte, er for de fleste mennesker ofte noget, der forbindes med religiøsitet eller såkaldt "næstekærlighed", der dog almindeligvis ikke opfattes som "rigtig kærlighed". Andre kærlighedsstilstande kendes ikke af flertallet. Overjordisk, åndelig kærlighed af ikke "kødelig" art falder normalt ikke ind under begrebet "kærlighed", idet kærlighed forbindes med fysisk seksualitet, som f.eks. samlejet, der dybest set er målet for pardannelsen. I religiøs sammenhæng var det at give afkald på seksualiteten for præster, nonner og munke i vid udstrækning den pris, man måtte betale for at være værdig til Guds kærlighed. Man måtte tugte de seksuelle lyster og leve i cølibat for at opnå den åndelige renhed, der var forudsætningen for et helligt liv i Guds tjeneste. Den kødelige kærlighed blev betragtet som uren og "uhellig". Det var naturligvis en "disciplin", der krævede stor viljestyrke for de fleste, i særdeleshed for de mandlige præster, munke m.m., som har en mere udadrettet seksualitet end kvinder. I de tilfælde, hvor den seksuelle lystfølelse alligevel skulle have afløb, forgik det oftest ved kolde bade eller onani, men det førte også til "alternative gensidige kærlighedsforhold", ligesom seksuelle overgreb har forekommet. Det viser, at det er en umådelig stærk kraft, der er umulig at tøjle. Man oplever, hvordan disse mennesker bliver lagt for had i disse år, hvor det bliver offentligt kendt, at der har fundet disse seksuelle krænkelser sted, men det, man skal have med i vurderingen, er den nærmest eksplosive tilstand af undertrykt seksualitet, de befinder sig i, selvom det naturligvis er frivilligt at indgå i præstegerningen og ikke retfærdiggør de illegale forhold. Martinus skriver i Livets Bog, bind 5, stk. 1736: "Men da det var en drift, der umuligt kunne standses, hvor meget man så end forsøgte at leve i cølibat og askese, eller hvor meget man så end betragtede det som syndigt at have seksuelle tanker i sin hjerne, måtte den skaffe sig afløb ad andre veje end de naturlige." Samme problematik, om end i ufrivillig cølibat, opleves i stort omfang af de indsatte i fængslerne, som ikke har normal adgang til seksuel kontakt, hvilket ligeledes fører til "alternativ seksualitet". Hele spektret af "jordmenneskelig" seksualitet er repræsenteret i verden i dag, lige fra seksuel afholdenhed til afsporinger, og understreger yderligere seksualitetens centrale rolle som den kilde af lys og lykke, den er. Man kan undres over, at man i nogle religiøse samfund stadig forgæves forsøger at tugte den i mennesket nedlagte kraft og trang, der er beregnet på at skulle give den højest mulige ekstase og nydelse. I samme stykke 1736 i Livets Bog, bind 5, skriver Martinus endvidere: "Og hvad værre er, en meget stor procentdel af menneskehedens individer er forsumpede i seksuelle abnormiteter af mange forskellige arter, rent bortset fra det utal af ulykkelige forhold, nedværdigelse, skam, vanære og selvmord, som også er blevet en følge af den grænseløse tåbelighed eller overtro, at den seksuelle organiske side ved mennesket er noget nedsættende, noget vanærende, noget man virkelig ikke kan være bekendt at omtale, skønt virkningerne af nævnte organiske princip er hemmeligt til stede bag alle normale, kønsdygtige væseners tanke- eller bevidsthedsliv." (min fremhævelse)
 

Det er en kendsgerning, at "det ægteskabelige kærlighedsliv" er midt i en udvikling, der peger på en degeneration af det, Martinus kalder "ægteskabstalentet", men samtidig giver det plads for et helt nyt talent og en helt anden kærlighedsevne. At ægteskabet som en hellig og ukrænkelig institution er under en eller anden form for forvandling, må siges at være en kendsgerning, idet ca. 14.000 ægteskaber i DK blev opløst i 2009, medens ca. 32.000 nye ægteskaber blev indgået. Statistikker viser, at ca. 41% af indgåede ægteskaber, der blev indgået i 90'erne, er blevet opløst igen. At man i de kirkelige vielser lover hinanden troskab "til døden os skiller", må siges at være mere baseret på en tradition end på et løfte, der opfattes som ukrænkeligt og opnåeligt. Martinus kalder denne fase i vor udvikling for "de ulykkelige ægteskabers zone" og skriver, at det er en fase, der er uundgåelig på grund af den udvikling, der naturligt sker, når "ægteskabstalentet" gradvis vil blive afløst af "menneskekærlighedstalentet", ligesom denne fase heller ikke på nogen måde er en trussel for vores kultur, tværtimod. "Deres inderste og stærkeste livskerne udgøres altså af kræfter, der uafvigeligt går i retning af humanitet, uselviskhed eller menneskekærlighed." Livets Bog, bind 5, stk. 1755. Den humanitet, der vokser frem i det enkelte menneske, er skabt af de lidelser, den enkelte har oplevet. Martinus omtaler ægteskabet som et af de områder, hvor vi kan opleve flest lidelser og som måske er livets "vigtigste slibesten", idet den gensidige nødvendighed afføder, at man er mere motiveret for at ændre karakteren inden for et ægteskab/samliv end ved andre relationer. I ethvert individ, som henholdsvis mand og kvinde, eksisterer der ikke kun én pol, men to poler, således at alle mennesker repræsenterer to poler med den maskuline eller feminine som den dominerende og den modsatte pol i større eller mindre fremtrædende vækst. Dette er yderligere omtalt af f.eks. C.G. Jung som "anima" og "animus". Det interessante i dette er den modsatte pols stadie af vækst, idet denne sekundære pol bestemmer den enkeltes menneskelige "næstekærlighedsstadie". Stadiet af denne seksuelle udvikling er afgørende for, hvor langt fremme i udviklingen af "menneskeseksualitet" eller næstekærlighed, den pågældende er. Den ordinære pol er knyttet til parringsseksualiteten, medens den sekundære pol er knyttet til intellektualiteten. Intellektualitet i denne sammenhæng er udviklet følelse og intelligens i et fremskredent balanceforhold, og når denne pol indgår i en balance med den ordinære, seksuelle pol, overtager "næstekærligheden" gradvis følelseslivet. Denne seksualitet afviger på samtlige punkter fra den omtalte "parringsseksualitet".
 

Man vil sikkert mene, at vi endnu ikke kender udslag af "menneskeseksualiteten" i vores verden, men det er ikke helt rigtigt. Vi kender den ikke i sin maksimale udfoldelse, men der er masser af områder, hvor vi kan se, at denne nye kærlighedsevne er i vækst, og at den i sit dybeste væsen er diametralt modsat "den partiske kærlighedsevne", tidligere omtalt som "parringsseksualitet". Udslagene af menneskeseksualitet kender vi allerede i dag som alle de tiltag i det moderne samfund, der overskrider grænsen for rent egoistiske foranstaltninger. Sygehusene, skolerne, universiteterne, nødhjælpsorganisationerne, FN, WHO, Læger uden grænser, organisationer, der arrangerer jul for hjemløse m.fl., samt menneske og menneske imellem i den tiltagende hjælpsomhed i form af frivilligt arbejde, besøgsvenner og meget andet. Egentlig er det også ganske interessant at tænke på, at netop "ægteskabstalentets degeneration" er et uomstødeligt bevis for "den menneskelige vækst".

De kosmiske analyser af den seksuelle polforvandling omtaler Martinus i Livets Bog som en udvikling fra "forplantningsvæsenet" til "kristusvæsenet". Kendskabet til den seksuelle polforvandling er måske ikke så udbredt blandt mennesker, der ikke har åndelige interesser, men der er ingen tvivl om, at det er nogle af de analyser, der vil få stor aktualitet hos de mange mennesker, der oplever en stigende frustration over, at det er blevet så vanskeligt for dem at få et ægteskab/parforhold til at fungere harmonisk, og som "hungrer" efter en forklaring på problemet. Med de mange på hinanden følgende ægteskaber tyder det på, at de fleste mener, at de blot ikke har truffet den rigtige partner, og at det er det, der er problemet, uden at de i øvrigt kender de dybere strukturelle årsager. Ligeledes vil den seksuelle polforvandling formentlig have samme aktualitet hos den del af den voksende singlekultur, der egentlig er mæt af forpligtende parforhold, men alligevel savner den nærhed og stimulans, der kan være i et forhold, ligesom mange homoseksuelle formentlig vil være nysgerrige og savne et svar på, hvorfor deres seksuelle tilstand er, som den er, og stadig i vid udstrækning mangler den totale accept fra samfundet og omgivelserne. Som tidligere nævnt kan det anbefales at læse Livets Bog, bind 4 og 5, for en dybere forståelse af emnet. Nærværende artikel er i denne sammenhæng ment som en "appetitvækker".
 

Fortsætter i næste nummer af bladet.