Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Når man gennem lang tid arbejder i det her hårde arbejdsmiljø, så sker der et psykisk slid, hvor man risikerer stille og roligt – og uden at opdage det selv – at komme ud over det punkt, hvor moral og etik er i orden. Man bliver med andre ord lidt døv og lidt blind over for egen adfærd. Nogle siger, man bliver galvaniseret. Der bliver lagt et lag på, så man ikke helt ser og hører det, der sker omkring én. Ens følelser flytter sig, og man bliver mere hård og rå. Og hvis man ikke får hjælp til at blive bremset i tide af kolleger og ledelse, så kan man komme derud, hvor nogle af vores medarbejdere er endt". (Lene Horndrup, Politiken, jan. 2007)

For et par år siden var der megen presseomtale og megen offentlig harme over en sag, der handlede om dokumentation med skjult kamera på den rå tone, der havde udviklet sig på et plejehjem. Plejehjemboerne blev nedgjort og i det hele taget behandlet uden følelse af en gruppe af de ansatte. En ansat skrev en tid efter ovenstående indlevende ord, der gjorde stort indtryk på mig.

Det som var sket i miniskala på et plejehjem, er det ikke noget, der vil kunne ske for os alle ude i samfundets "hårde arbejdsmiljø"? Hvordan undgå at blive bare lidt hjerte kold, lidt rå, lidt hård, lidt galvaniseret, lidt døv og lidt blind på følelseslivet i en verden, hvor der sker så mange forfærdelige og tilsyneladende meningsløse ting med mennesker og blandt mennesker.

Nødhjælpsorganisationerne står i kø for at få os til at give et bidrag. Og de har argumenterne i orden. For et ganske lille beløb kan man redde så og så mange børn fra sygdom og død eller blive fadder for et barn, der har mistet sine forældre. Samtidig i Afghanistan føres, hvad der bliver kaldt en krig mod terror. En krig, der koster så ufattelige beløb, at det ville kunne redde opvæksten og uddannelsen for millioner af børn i den tredje verden, herunder Afghanistan.

Læg mærke til, hvordan jeg her fik sat uhyrlighederne i verden op mod hinanden! På en måde fik jeg skabt et grundlag for handlingslammelse for mig selv – hvad nytter det – og fik måske endda en undskyldning for ikke at hjælpe nogen. Mon et absolut næstekærligt menneske ville sætte tingene sådan op? Er denne måde at kunne overskue og behandle verdens elendighed på ikke allerede udtryk for, at jeg accepterer et følelsesmæssigt skred mod det mere rå. Hvad nytter det! – er ikke næstekærlighedens rettesnor og store budskab.

Martinus skriver, at vi lever i de i Bibelen beskrevne "de sidste tider" eller i en ragnaroks epoke. Der er tale om et tidsrum med mange omfattende krige, kaotiske forhold og megen ufred og utryghed. Martinus henregner således Første og Anden Verdenskrig som en del af denne epoke, ligesom han har udtalt, at en tredje verdenskrig er under opsejling. Jesus udtaler om "de sidste tider", som vil komme:

6. Men I skulle få at høre om krige og krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det må ske; men enden er ikke endda.

7. Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv her og der.

8. Men alt dette er veernes begyndelse.

12. Og fordi lovløsheden bliver mangfoldig, vil kærligheden blive kold hos de fleste.

Der er således en god grund til at kigge kritisk efter i krogene af ens eget indre – at granske sit hjerte. Måske finder man der lidt kølighed, råhed, galvanisering, undskyldninger for det ene eller det andet næret af måske en følelse af meningsløshed, forskrækkelse, frygt eller afmagt.

Mange lever allerede i frygtens og afmagtens tankeklimaer, og mange flere vil følge efter og blive smittede af tanken "enhver er sig selv nærmest". Det er som bekendt modsætningen til næstekærlighedsbudskabet: "enhver er sin næste nærmest". Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan leve efter tanken: enhver er sin næste nærmest. Dermed ved jeg også, at jeg kommer til at leve med en vis grad af splittelse og modsætningsfyldthed i mit sind. Og jeg ved, at jeg er i fare for at bevæge mig mod det mere følelseskolde, netop fordi jeg elsker mig selv højere end min næste.

Det kan lyde som det rene selvpineri! Hvorfor skal det være så svært? Ganske enkelt fordi evolutionen har udstyret os med to sind – et dyrisk og et menneskeligt – som ikke i længden kan undgå at komme i konflikt med hinanden. Næstekærligheden er i vækst i alle menneskers sind, men næstekærlighedens udvikling er, ifølge Martinus, ikke en viljesakt, men netop et udviklingsspørgsmål. Min dyriske side fortæller mig – gør dig hård! Min menneskelige side fortæller mig, at hårdheden lukker næstekærligheden ude. Det kan være plagsomt, men behøver næppe være så plagsomt, som det måske kan lyde, og det kan jeg i høj grad takke åndsvidenskaben for.

Vi mennesker er sådan indrettede, at vi kan observere i det mindste noget af det, der foregår i vores indre. Personligt kan jeg viljemæssigt ønske ikke at blive hård eller hårdere, blot fordi "verden" indbyder til det. Jeg tror på, at jeg kan bruge mine selvobservationer, moral og etik til noget. For nok er næstekærligheden et udviklingsspørgsmål, men man kan altid gøre lidt selv for at trække i den humane retning. Man kan gøre præcis så meget, som ens lidelseserfaringer giver klangbund for, og det behøver ikke være så ringe endda.

Når det i Fadervor hedder: "og led os ikke i fristelse; men fri os fra det onde", da er det en henvisning til disse lidelseserfaringer. Altså at jeg må kunne bruge mine evner og erfaringer til at komme fri af fristelser og fri fra "det onde". At jeg må kunne holde fast i den næstekærlige handling så langt, som mine evner rækker. Det udelukker brugen af vrede, og det handler samtidig om ikke at give op, ikke lade sig begrave i mismod, selvmedlidenhed, opgivenhed, depression – "det nytter ikke" – som alle er ord for i første omgang at blive døv og blind for det, som er væsentligt i livet. Det handler om det, som er udtrykt i ordene at "våge og bede", som Jesus opfordrer disciplene til i Getsemane Have.

Enhver grå skygge, der kommer over ens bevidsthedsliv, er et tegn til at være på vagt. Her er sket en reaktion i ånden mellem omgivelsernes energier og ens egne bevidsthedsenergier, der ikke i første omgang er opbyggende. Det er en påmindelse om, at ens spæde evne til næstekærlighed er blevet overskygget af noget, som ikke er næstekærlighed. Det skal jeg naturligvis ikke skamme mig over, men derimod bruge til om muligt at rette op.

Her vil nogen måske indvende, at den grå skygge og tristheden eller opgivenheden over verdens tilstand netop skyldes, at man føler med de mange lidende mennesker i verden, og at det derfor netop er næstekærligheden, der her kommer til udtryk. Det lyder smukt, og er det på mange måder også, men næstekærlighed i sin endelige form er det ikke. (Det har Martinus skrevet meget tankevækkende om i Livets Bog, bind 2, stk. 306).

Når jeg skal rette mig selv op i sådanne sammenhænge, tænker jeg, hvis det færdige menneske i Guds billede er et meget følsomt og indsigtsfuldt menneske, der bliver trist over modgang og elendigheden på Jorden, da kan den himmel, hvor disse rigtige mennesker opholder sig, ikke være opfyldt af nogen smuk og behagelig atmosfære. Det færdige menneske i Guds billede må have udlevet og overvundet også dét mørke, der handler om at blive nedtrykt over tingenes tilstand. Denne overvindelse er næppe sket ved at gøre sig hård, selvom det naturligvis også er noget, de har prøvet, kæmpet med og har måttet overvinde på deres udviklingsvej. Nej, de har måttet udvikle deres evne til næstekærlighed ved at underbygge den med en visdom, der forklarer mørkets nødvendighed, ligeså længe vi skaber det for vores næste og dermed for os selv.

Måske får vi øje på, at der endda er et trin i vores udvikling, hvor vi ofte skaber mørke for os selv og vores mikrounivers (også en næste), fordi vi ikke synes, at vi er gode nok, som vi er? Denne personlige elendighed kan næres af det enkle faktum, at vi bilder os ind at skulle tage ansvaret for langt mere, end vi er sat i verden til at skulle tage ansvar for. Når vi lader os plage af verdens elendigheder, altså alt det vi vitterlig ikke kan ændre på, er det en prøve på, om vi formår at mobilisere det overblik over livet, der kan give os fred og overskud til at handle på en sund og livsbefordrende måde. Vi lider skibbrud på næstekærlighedens område, hvis vi ikke får etableret en indre stabil platform for fred med os selv gennem fred med vores til tider "umulige" næste og de skæbnekonsekvenser, der logisk nødvendigt må blive en følge af f.eks. troen på krig som middel til at udrydde "de onde". Her er jo netop tale om mennesker, der af mange gode grunde tror på, at løsningen på verdens problemer er at gøre sig hård og at sætte hårdt mod hårdt.

Den indre fred kan ikke bygge på, at jeg har barrikaderet mig mod verdens elendighed ved at gøre mig hård, men på at jeg lærer at se på tilværelsen med Guds øjne, som Martinus lægger op til. Helt afgørende i den sammenhæng er det at finde ind til, hvad der er mit ansvarsområde. Hvad der er mit primære ansvar i tilværelsen, og hvad der er Guds ansvar?

Martinus giver svar på dette spørgsmål ved at forklare "hvem er min næste?": ""Næsten" er et hvilket som helst væsen, der måtte komme inden for vort sanseområdes rækkevidde..." (Livets Bog, bind 3, stk. 703). I artiklen "Hvem er min næste" skriver han bl.a.: "Hvis begrebet "næste" skal forstås helt bogstaveligt, er det en stedbetegnelse. Vor næste er således i denne forbindelse det væsen, der i det fysiske rum er os nærmest... Når det hedder, at man skal elske sin næste som sig selv, vil det altså bogstaveligt sige, at man først og fremmest skal elske det eller de væsener, der er inden for vor observationsevnes rækkevidde, og som vi derfor ikke kan undgå at opleve eller sanse... Hvis alle væsener inden for denne sansernes nærzone opfyldte nævnte lov, og alle således var til glæde og velsignelse for alle, ville Himmeriges Rige dermed for længst have været en kendsgerning på jorden..." (Kosmos 1987/5, s. 218-219) (Martinus' "næste" begreb dækker også f.eks. plante-, dyre-, organ- og cellelivsenheder).

Min næste er altså med denne definition primært et menneske, jeg fysisk kan løbe ind i som "et onde" eller som et gode for mig. Vi må nødvendigvis møde vores skæbne på en konkret fysisk / psykisk måde. Det er, hvad der kommer ud af dette konkrete møde med næsten, der er vores primære ansvarsområde og skæbne. Vi kan ikke skabe fred i verden, det må vi overlade til Gud, men vi kan skabe fred i mødet med en konkret næste. Vi kan udfordre vores egoistiske drifter i dette møde. Vi kan udfordre vores svaghed for at udtrykke harme og selvmedlidenhed. Vi kan udfordre vores hang til gengæld og "ikke tilgivelse". Vi kan udfordre vores evne til at holde hjertet varmt på trods af det, som situationen på en måde byder.

Når vi reagerer negativt i en række sammenhænge, som ikke udgør et konkret møde med en næste – altså reagerer negativt på noget, vi har læst i avisen eller hørt fra andre – da er det naturligvis også vores skæbne. Det er et mørke, jeg skaber for mig selv. Åndsforskeren må spørge, hvad godt kom der ud af det? Blev verden til et bedre sted at være? Hvis ikke der kommer forståelse, kærlighed og fortsat indre fred ud af det, fortæller reaktionerne måske en hel masse om, hvordan jeg ville reagere, hvis det havde været en direkte personlig skæbne. Netop i disse indirekte skæbnesituationer har vi en oplagt mulighed for at træne på, hvordan vi kunne ønske at reagere, hvis der var tale om en personlig skæbne.

Fokus må være på: at forstå livets store sammenhænge, "at våge og bede", at kende sit primære ansvarsområde, at elske sin fjende eller hvem som helst der måtte gøre en ondt, at holde hjertet varmt og vide, hvad der nytter, og at det nytter.