Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/7 side 215
Mellem himmel og jord
Et ord i tiden
af Olav Johansson
Olav Johansson
Ordet "kommunikation" ligger, som man siger, "i tiden". Vi ser og hører det overalt. Både når det gælder udviklingen af det, der kaldes samfundets materielle "infrastruktur" (veje, jernbaner osv.) og den åndelige "infrastruktur", der muliggør skabelsen af det, vi kalder et samfund.
Tankevækkende i denne sammenhæng er det, at ordet "kommunikation" oprindeligt stammer fra det latinske communis, der betyder fælles. Det er samme latinske ord, der er ophav til begrebet "kommunisme". Begrebet kommunikation har altså med det, Martinus kalder samfundets fællesinteresse1, at gøre!
Ægte kommunikation er således en fællesskabsskabende aktivitet eller et samarbejdsprojekt. Men hvordan bliver det det?
"Jeg har kommunikeret mit budskab klart og tydeligt", er en formulering, som vi måske alle genkender. Men er det kommunikation? Skal kommunikation ikke, når det netop er en fællesskabsaktivitet, indeholde både det at give og det at tage? En "kommunikator", i ordets egentlige betydning, er altså per definition både afsender og modtager (lytter). Og er det ikke i denne sammenhæng værd at tænke over, at livet har udstyret os med to ører, men kun en mund?
Når vi har en ægte interesse for at lytte til vores næste og ikke bare "kommunikere" vores egne ideer og overbevisninger, fremmer vi altså tilvæksten af "fællesskabsinteressen" eller "kosmisk kommunisme", som Martinus taler om.2 Vi samarbejder og skaber altså noget fælles. Det er det, der adskiller kommunikation fra diskussion. Sidstnævnte ord kommer fra det latinske discutare, der betyder at "adskille" eller "ryste fra hinanden", hvilket jo er modsætningen til den sammenføjning eller det fællesskab, der er den sande kommunikations – og kommunismens – mål.
"Livet har en eneste mening, og det er, at liv skal forbinde sig med liv, og denne forbindelse kan kun ske gennem kærlighed."3
Noter
  1. Livets Bog, bind 1, stk. 95. http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=95.
  2. Livets Bog, bind 4, stk. 1333-1360. http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=54&stk=1333. Se også Martinus-artiklen "Kosmisk kommunisme og demokrati" i Kosmos nr 3-2011.
  3. Martinus: "Døende kulturfaktorer", Kosmos nr 10-1998.
Oversættelse: Steffen Juul