Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alle ved sikkert, hvad en analyse er. Det er noget med at inddele og sætte ord på. Sproget kan f.eks. inddeles i sætninger, der kan deles op i hovedsætninger og bisætninger, i navneord, udsagnsord osv. Det er sådan, man gør med alting. Og det hele ender med, at man får beskrevet noget og sat det på plads. Færdig med det!

Men sådan er det ikke med Martinus' analyser, dem bliver man aldrig færdig med. Ligesom man tror, at nu fik man det hele sat på plads, så opdager man, at analysen fortsætter.

Verden eller "verdensaltet", som Martinus kalder det, opdeler han for eksempel i mineralrige, planterige osv. Og han forklarer også, hvordan det hænger sammen, hvordan man udvikler sig fra det ene rige til det andet, ligesom når man går op ad en trappe. Men man bliver aldrig færdig med den trappe, viser det sig, den fortsætter i det uendelige. Virker det så ikke meningsløst, det hele, når der ikke er noget endeligt mål at nå frem til? En håbløs vandring? Eller hvad sker der, når man bliver stillet over for en sådan evighed og uendelighed, der ligger helt uden for den normale analyses rækkevidde?

Der kan ske det, at ordet "analyse" får en ny betydning, og det er den, jeg gerne vil pege på. Hvor du før stod over for at dele noget op og forklare sammenhængen, så står du nu over for det ufattelige. For hvem kan fatte noget, der bare bliver ved? Hvem kan fatte evigheden og uendeligheden? Og hvad er Martinus' analyser værd, når de handler om noget, der ikke kan fattes?

Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, og jeg kan ikke besvare spørgsmålet. Blot kan jeg sige, at disse analyser fylder mig med en glæde og en ærefrygt på samme måde, som når jeg står over for den tindrende stjernehimmel. På en eller anden måde fatter jeg, at også jeg er en del af dette ufattelige. Det er, som om der er dybe bånd mellem dette og mig.

Skal jeg forklare denne samhørighed, så bliver det ved en følelse af, at jeg selv er et evigt væsen. Ganske vist går jeg på en trappe, jeg bevæger mig i tid og kan til enhver tid fortælle en lang historie om mit nuværende liv og levned. Men det er ikke den historie, jeg tænker på, det er min evige vandring, som er historieløs, fordi den er uforståelig, ufattelig.

I 1673 holdt den danske anatom, Niels Steensen, et foredrag på Københavns Universitet, hvor han bl.a. sagde: "Skønt er det, vi ser – skønnere er det, vi erkender – men langt det skønneste er det, vi ikke fatter."

De ord gør jeg gerne til mine. Verden er ubegribelig, den kan ikke omfattes af tanken. Men ikke alle ser sådan på det, de har netop store forventninger til tanken og de materialistiske videnskaber. Jeg tror, Niels Steensen med sine enkle ord foregreb den bevidsthed, som er gennemlyst af intuitionen. Uden den vil vi ikke være åbne for – "langt det skønneste".