Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Jordmenneskeseksualiteten" er domineret af trangen til at opnå personlig tilfredsstillelse med partneren som den givende part, medens "næstekærligheden" er domineret af trangen til at være til glæde og velsignelse for alt og alle med sig selv som den ydende part. Martinus skriver i Livets Bog, bind 4, stk. 1572: "Når al krig eller det dræbende princip, der i dag tynger så stærkt på jordmenneskeheden, således ved den seksuelle forvandling totalt fjernes fra individets bevidsthedsområde, skyldes det altså den omstændighed, at polforvandlingen, der hos "han-" og "hunvæsenet" skaber selviskheden, ejendomsbegæret eller havesygen, som en livsbetingelse i selvopholdelsesdriften, hos det nye køn skaber det modsatte princip, nemlig uselviskheden, givebegæret eller dette, "hellere at give end at tage" som den højeste livslykke."

"Alkærligheden" hos det dobbeltpolede væsen, som altså er det væsen, der har begge de seksuelle poler fuldt aktivt udviklet, er som nævnt diametralt modsat det overvejende enpolede væsen. At denne dobbeltpolede tilstand er relativt ukendt og dermed omgærdet med mysticisme og tvivl, skyldes nok i nogen udstrækning, at der er set ganske få væsener med denne tilstand på det færdige stadie her på kloden, og selvom der har været mennesker med dobbeltpolethed, såvel som i meget fremskredne stadier af samme, så er det noget, "man" ikke regner med skal være fremtiden for hvert eneste væsen. Det eneste fuldt dobbeltpolede væsen her på kloden, som Martinus omtaler udover ham selv, var Jesus af Nazareth, der havde en anden og mere udadvendt, praktisk mission end Martinus, hvis opgave har været at give menneskeheden "talsmanden den hellige ånd" i form af de kosmiske analyser – en intellektualiseret videreførelse af Jesu mission. Jesu mission var derimod at præsentere menneskeheden for tilgivelsen med eksemplets magt, og dermed vende verdensudviklingen mod praktiseringen af næstekærlighed. Der er ligeledes mange beretninger om, hvordan han var i stand til at helbrede, vække de døde o.m.a., men en af de ting, der for mig personligt står meget stærkt, er den begivenhed, hvor en kvinde, der beskyldtes for, at have bedrevet hor, angiveligt skulle dømmes til stening af folkemængden. De spurgte Jesus og forventede, at han ville støtte dem i deres forehavende, men på genial vis får han vendt opmærksomheden bort fra kvinden og pacificerer flokken med ordene: "Lad den, der er ren, kaste den første sten!" Menneskeligheden i denne manifestation ligger i, at Jesus demonstrerer kærlighed og et mentalt overskud, både til hoben, der ville stene kvinden, og til kvinden selv.
 

Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er de fleste menneskers opfattelse af "kærlighed" identisk med den "selviske kærlighed", der igennem følelsen af at besidde et andet menneske fuldbyrdes gennem den personlige tilfredsstillelse. Hvordan kan det være "ægte kærlighed" at besidde og begrænse et andet menneske og kræve, at dette menneske kun må udfolde "kærlighed" over for dets "besidder"? Hvordan kan "kærlighed" vende sig til vrede, jalousi og vold, hvis partneren finder, at der udvises for stor interesse for andre end en selv? Det kaldes ganske vist "kærlighed", men er i realiteten egenkærlighed. Hvis der eksisterede sand kærlighed til den anden part i forholdet, ville kærligheden netop udfolde sig som en bestræbelse på at opfylde vedkommendes naturlige behov på bedste vis og efterleve det faktum, at ethvert menneske er et fuldkommen frit væsen. Det er klart, at konsekvensen af denne fremskredent udviklede kærlighedsevne gør, at ægteskabet med tiden vil forsvinde og afløses af forhold, hvor man er fri som fuglen, eller forhold, hvor man lever sammen og stadig vil føde børn, men hvor denne konstellation ikke er identisk med de tidligere ægteskabers besiddertrang. Al udvikling går som bekendt gradvist fra et lavere stadie til et højere, og der vil være en del forvirrende overgangsstadier, hvor både tidligere tendenser og nuværende blandes med hinanden, således også med overgangsfaserne fra "parringssympatien" til "næstekærlighedssympatien". Her skriver Martinus i Livets Bog, bind 7, stk. 2558:

"Og så er næstekærligheden eller den ny sympati ikke mere i renkultur. Nu er den seksuelt inficeret med parringssympatien, og parringssympatien er inficeret med næstekærlighedssympatien. Og væsenet er nu som følge heraf i sin psyke ikke mere et ægteskabs- eller parringsvæsen i renkultur. Det er et blandingsvæsen. Dets sympatiske følelser er en blanding af dyrisk parringsdrift og næstekærlighedstendens, selv om det bekæmper sin lyst eller længsel efter en parringsakt uden for ægteskabet. Den voksende næstekærlighedsevne i væsenet bevirker altså, at dets ægteskabstalent i en tiltagende grad er degenererende og fremdeles vil degenerere, indtil parringssympatien er blevet helt latent, og enpoletheden dermed er ophørt i væsenet."
 

Begreberne "menneskekærlighed" og "næstekærlighed" bruges i Martinus' analyser i forskellige sammenhænge, og for ikke at skabe misforståelser skal det understreges, at disse to kærlighedsindstillinger ikke fuldt dækker hinanden. I Artikelsamling 1, stk. 13.13, skriver Martinus om dette: "Som De her ser, vil en gennemført menneskekærlighed absolut ikke være nok til at føre Dem ud af alle lidelser. Det store kærlighedsbud siger da heller ikke: "Du skal elske dine medmennesker som dig selv", men derimod som bekendt dette: "Du skal elske din næste som dig selv". Begrebet "næste" dækker således over langt mere end medmenneskene."

De store forandringer og udfordringer, vi oplever og vil opleve i fremtiden, vil alle være relateret til manglende "næstekærlighed". Det være sig klimaproblemerne og naturkatastroferne, de økonomiske problemer, kriminaliteten, krigene, sygdomme og konflikterne mellem mennesker. Det kan muligvis lyde besynderligt, at alle disse problemer og katastrofer virkelig skulle have manglende næstekærlighed som årsag, men det er ikke desto mindre et faktum. Alle ukærlige handlinger, i småt som i stort, vender i kraft af "årsags og virkningsprincippet" tilbage til deres ophav og udløses som mikrokosmiske, mellemkosmiske eller makrokosmiske skæbner. Modsat religionerne, der prædiker, at det er Guds straf, vi på denne måde oplever, begrunder kosmologien, med analyser baseret på logik og kærlighed, at der er tale om en læreproces. Kunne en alkærlig, alvidende og allestedsnærværende Gud finde på at "straffe" menneskeheden på den måde, som vi oplever det i verden i dag, fordi de ikke ved bedre? Nej, de begivenheder, vi dagligt konfronteres med, er alle skabt af væsener, der af uvidenhed og mangel på næstekærlighed må høste de nødvendige erfaringer og via disse løfte åndslivet og kærlighedsindstillingen til et stadie, der opfylder skabelsesberetningens bebudelse om "et menneske i Guds billede efter hans lignelse". Martinus skriver i Livets Bog, bind 4, stk. 1388: "Men er det ikke et ejendommeligt træf, at alle jordens mennesker, som vi allerede ved, i en kolossal udstrakt grad råber efter "fred", råber efter "næstekærlighed", idet det blev alt for tydeligt, at manglende "næstekærlighed" er roden til alt ondt, til alle deres skavanker, sorger og bekymringer, nød og elendighed, krig og lemlæstelse, kultursammenbrud, død og undergang samtidig med, at den oplevede del af verdensplanen gør det til kendsgerning, at endemålet på skabelsesprocessen netop er – "alkærlighed"?"