Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De her nedskrevne tanker har deres udspring i en vis frustration over, hvor svært det mange gange kan være at forstå, hvordan jeg skal bygge min relation til Gud. Jeg forsøger til stadighed med bøn – men oplever ikke at blive bønhørt, jeg søger kontakt med mennesker – men føler mig alligevel ofte ensom. Af og til kan jeg "få en fiks ide", at ... det der må være svaret på en bøn! Slående ofte handler det om noget behageligt. Det sker trods alt også, at jeg kan betragte ubehagelige hændelser som svar på mine bønner, men oftest er det så at sige tyst.

Jeg spekulerer meget over, hvordan det føles at få kontakt med Gud. Eller føles det slet ikke? Hvordan ved man det så? Kommer ønsket om, at det skal føles fra den gamle religiøse impuls i mig – at blive frelst?

Ja, livet er nok et eneste stort Jeopardy – hvis man ikke stiller de rigtige spørgsmål, har man ingen nytte af de svar, vi lever midt i.

Måske lyder det lidt tungt, og ja vist, ind imellem er det tungt. Men jeg har så meget at glæde mig over, og livet er spændende på mange forskellige måder. At undre sig over, frustreres og ikke forstå er en vigtig del af den udviklingsfase, jeg og mange andre går igennem, lige såvel som alle lykkelige stunder af fantastisk samvær i livet.

Ifølge Martinus bygger verden på evige og urokkelige love og principper. Disse kan fremtræde i en uendelighed af variationer. De evige love styrer, hvordan livet åbenbarer sig i form af for eksempel karma, sult og mættelse, årsag og virkning.

I det omfang vi arbejder med disse principper, oplever vi behag, og i de tilfælde hvor vi ignorerer, eller ikke er bevidste om dem, og dermed bryder eller arbejder mod dem, vil vi opleve ubehag eller fysisk/mental smerte. Hvis vi vil undgå ubehag, behøver vi kundskab om og evnen til at følge de evigt styrende principper, der i deres rendyrkelse er kærlighed – elsk din Gud over alting og din næste som dig selv.¹

Det går ikke kun at følge dem nogenlunde. Her følger en slags ubønhørlig nøjagtighed i skabelsen.

I vor materielle produktion kan vi let se, at dette stemmer. Skal vi bygge et hus, en bro, en flyvemaskine eller lignende, må vi kende til alt om de forudsætninger, der kræves, for at det skal blive rigtigt. Arbejder vi med mennesker som personlige assistenter, lærere eller noget andet, er vi nødt til at finde den rigtige kommunikation, hvis vi vil være fremgangsrige i vort forhold til den/dem, vi arbejder med.

At bygge relationer med vor næste er også at bygge en relation til Gud. Det forstår jeg ... i hvert fald teoretisk.

Hvad er eller kendetegner en perfektionist?

Således beskrives det i Wikipedia:

"Perfektionisme er inden for psykologien forestillingen om, at perfektion kan og bør være det, der skal præsteres."

men også:

"I dets patalogiske form er perfektionisme troen på, at et resultat, der er andet end helt perfekt, er uacceptabelt".

Ord og begreber kan, som vi ved, lades med forskelligt indhold, afhængigt af hvem der bruger dem, og i hvilken sammenhæng de anvendes. Fra Guds perspektiv er der kun ét sammenhæng – Helheden. Alt skal passe ind som en uundværlig del af denne helhed.

Det, vi betegner som virkeligheden, universet, altet, helheden, kan også kaldes Gud, om man vil, og en eller anden har (måske for sjov?) sagt: Gud er svaret..., men hvad var spørgsmålet?

Et spørgsmål, man kunne forsøge med, kunne være:

Hvordan møder jeg denne virkelighed, hvis jeg vil opleve behag?

eller

Hvordan kan jeg få denne virkelighed til at strømme igennem mig uden at skabe ubehag?

eller

Hvordan kan jeg få denne virkelighed til at strømme igennem mig?

eller

Hvordan kan jeg få denne virkelighed til at strømme frit?

På denne måde er det muligt at skrælle mange lag bort, der kun er indrettet efter mit eget velbefindende, mærker jeg. Dette spørgsmålstillen er autentisk på den måde, at det sker præcis nu i denne stund, hvor jeg skriver dem. Samtidig forsøger jeg at skrive om de reflektioner, som de foranlediger.

Hvis jeg nu oplever, at den (virkeligheden) ikke strømmer frit igennem mig, så fortsætter spørgelegen.

Hvad i mig får strømmen til at bremse/stoppe op?

Hvis alt er energi, må også tanker, følelser, rædsler og lignende være energi. Energi kan fremtræde i mange forskellige former. Visse kan opleves mere materielt, andre er så eteriske, at vi, fra vort fysiske perspektiv, ikke kan se og tage på dem.

Vi går omkring og bærer på et ocean af erfaringer, vi er ifølge Martinus som et isbjerg, hvor kun toppen er synlig.² Der er altså meget, der er ubevidst. En del af dette kan være af en sådan karakter, at vi oplever det som knuder eller forstoppelse, som på en eller anden måde forhindrer os eller livsenergierne i at strømme frit.

Et andet redskab til at lære livet at kende er at iagttage. Iagttagelse sammen med spørgsmål er de metoder, videnskaben arbejder med, og som har udviklet kundskaben om den fysiske verden.

Vi kan anvende samme princip i vores undersøgelse af Gud/virkeligheden ud fra et helhedsperspektiv. Men til forskel fra naturvidenskaben er vi både forskeren og objektet samtidigt. Desuden kan vi ikke skabe generelle beviser. Vi kan kun bruge vores viden som bevis i forhold til os selv. Derimod kan vi måske inspirere en eller anden med vores kundskab.

Hvordan skal jeg nu få det her til at hænge sammen? Jeg begyndte med at stille et spørgsmål – Er Gud perfektionist? Jeg spekulerer på, om det er et spørgsmål, der findes et svar på. Er det muligt at undersøge dette ved at iagttage og eventuelt stille yderligere spørgsmål? Det synes jeg, det ser ud som.

Martinus' analyser er en del af min virkelighed, og der beskrives, hvordan Virkeligheden/Gud bygger på en hårfin logik, på urokkelige og fundamentale principper. Følger vi ikke dem perfekt, havner vi i lidelse. På dette punkt forstår jeg det, som at Gud er perfektionist i en eller anden forstand. Lidelsen vil imidlertid udvikle vort kundskab om disse principper. Det er muligt at blive ligesom Gud – perfekt.

Kan jeg verificere det gennem egne oplevelser?

Ja, jeg har gjort erfaringer, der siger mig, at lidelse eksisterer. Andre erfaringer viser, at det er muligt at undgå i det mindste en del af dem, og at det er kundskab, der gør det muligt. Jeg kan ikke forstå det på anden måde, end at det, vi kalder kundskab, er en evne til at se strukturer og logiske sammenhænge. Ud fra dette kan jeg forsigtigt antage, at der også findes strukturer inden for områder, jeg ikke har kundskab om endnu. Jeg ser altså, at jeg har kundskab inden for visse områder og mangler kundskab inden for andre.

Mit eget ønske om selv at kunne følge disse love perfekt, her og nu, fører til ubehag, så længe det ikke ligger inden for mine evners grænser, fordi jeg endnu mangler kundskab inden for visse områder. Men det kan derimod ikke være uacceptabelt (for Gud), at jeg ikke kan leve perfekt. Hvis det var sådan, ville Gud være et patologisk væsen ifølge ovenstående definition.

Vi er altid på toppen af vores udvikling, ingenting kan gå galt ud fra et helhedsperspektiv, derimod kan det skabe lidelse. Men også i denne sammenhæng er Gud perfekt – alt er, som det skal være, ja, det er oven i købet uundgåeligt, at jeg i en vis fase ikke er perfekt, for at Gud skal kunne forny og opretholde sin bevidsthed.

Ønsket om og stræben efter at opnå perfektion, tror jeg, ligger lagret i den lille rest af kosmisk bevidsthed, der altid er nærværende i vort indre, om end ubevidst. Denne stræben er det, vi dagligt er i gang med gennem at iagttage, spørge og lære såvel inden for det fysiske som det åndelige.