Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/8 side 249
Mellem himmel og jord
Hver tredje svensker tror på reinkarnation
af Olav Johansson
Olav Johansson
Hver tredje svensker tror på reinkarnation, viser en opinionsundersøgelse, som den kristne svenske avis Dagen har gennemført i samarbejde med Liselotte Frisk, professor i religionsvidenskab, Högskolan i Dalarna i Sverige. Det er det højeste antal, der er noteret i nogen måling i Sverige. Selv mange af dem, der betegner sig som "kristne", tror på reinkarnation og er også enige i andre påstande, der – ifølge Dagen – mere kan betragtes som "nyåndelige" end traditionelt "kristne".
Af de godt 900 adspurgte svarer 32.8 %, at de helt eller delvis er enige i påstanden "Jeg tror, at mennesket genfødes (reinkarnation)". Når lignende spørgsmål tidligere er blevet stillet i sådanne livsopfattelsesundersøgelser, har omkring 25 % været enige. Blandt dem, der er under 24 år, er andelen, der tror på genfødsel, hele 42.2 %.
Det er interessant at se, hvad de unge mener, for det peger på hvilket synspunkt, der vil være gældende i fremtiden, siger Liselotte Frisk, der synes, at resultatet er meget interessant.
Når det gælder troen på reinkarnation, mener Liselotte Frisk, at man må tage forbehold dels for, hvordan spørgsmålet er blevet opfattet – om man har tolket det, som at mennesket opstår igen efter døden – og at man har taget begge svaralternativer "helt enig" og "delvis enig" med.
Man kan egentlig ikke være delvis enig i en sådan påstand, men det er tegn på en vis usikkerhed, siger hun.
Helt overbeviste er 10,4 %, medens 22,4 % angiver "delvis".
Man kan jo eventuelt også tolke det, som at mange har deres egen tolkning af reinkarnationsbegrebet, der afviger fra den, der findes i de religioner, der tror på reinkarnation (for eksempel hinduismens "sjælevandringstro", der jo indebærer, at et menneske – afhængig af dets karma – også kan genfødes i for eksempel et dyrs skikkelse).
Liselotte Frisk ser også en øget tendens af "verdslighed" i undersøgelsens resultat, at flere og flere ser det åndelige i naturen for eksempel.
Hun fremhæver også det lidt bemærkelsesværdige i, at 59,8 % af dem, der deltog i undersøgelsen, var enige i påstanden, at "alle religioner har en vis sandhed i sig", også blandt mange af dem der ellers betragter sig som "kristne".
For 50 år siden tror jeg, en sådan svarprocent havde været utænkelig, siger hun.
Og hun tilføjer:
Et resultat af undersøgelsen er også, at man kan konstatere en tydelig sekularisering. Hvis undersøgelsen var blevet lavet i næsten et hvilket som helst andet land, havde vi fået helt andre svar på mange af spørgsmålene.
Personligt formoder jeg, at forskellene mellem de nordiske lande ikke er særligt store i disse – ligesom i de fleste andre – sammenhænge. Men forskellene mellem forskellige dele af verden derimod er sikkert store.
I et af sine sidste offentlige foredrag – det kan have været 1979 eller 1980 – mindes jeg, at Martinus sagde, at nu begynder de, der i fremtiden vil tage imod og inspireres af hans verdensbillede, at fødes i større udstrækning end tidligere. At der er så mange som 42,2 %, af dem der er under 24 år, der "helt" eller "delvis" har taget reinkarnationstanken til sig, styrker denne opfattelse. Kilde: Dagen (http://www.dagen.se/dagen/article.aspx?id=155567)
Oversættelse: Steffen Juul

Maleri af Poul Dyrholm