Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg havde engang en puddelhund, som var lige på nippet til at kunne tale. Men den kunne ikke, og det ærgrede den. Senere fik jeg en sibirisk slædehund, og den kunne virkelig tale, men på et meget fremmedartet sprog. Spurgte jeg den, hvad det var for et sprog, svarede den med lange, gutturale strubelyde. Det lød som noget i retning af – "ju-ka-gi-risk". Jeg kendte ikke ordet, men slog det op, og ganske rigtigt, der bor et naturfolk i Sibirien, som kalder sig jukagirerne. Mødte jeg en af dem på gaden, ville jeg nok kunne udveksle et par brokker. Lidt lærdom falder der trods alt af, når man har en hund, som taler sproget.

Denne historie har jeg valgt som et eksempel på, at virkeligheden, som vi oplever den, er en kontinuerlig strøm af fortolkninger og følgeslutninger. Og det gælder naturligvis også Martinus' verdensbillede, hvor det tilmed drejer sig om noget så uoverskueligt som en virkelighed, der aldrig er begyndt og aldrig får ende. Hvordan bærer Martinus sig ad med at gøre den til virkelighed for os andre? Lad os se!

Når Martinus taler om disse ting, bruger han ordet "analyse". Hvad er det? Det er også noget evigt. Martinus sammenligner analysen med en spiral, der fortsætter ud i det uendelige. Ganske vist med faste, gentagne kendemærker – f.eks. mineralrige, planterige, dyrerige osv. De gentager sig i en bestemt rækkefølge, men er alligevel anderledes hver gang. Kun i princippet er de ens, men det er nok til at holde tanken fast om disse betegnelser og dermed om en virkelighed, der aldrig er begyndt og aldrig slutter med at være til.

Vist er det Martinus, der har fundet på at give ordet "analyse" denne særlige betydning. Med sine analyser kan han gøre noget abstrakt konkret og synligt for øjet. Vi ser det på hans symboler. Er det så virkeligheden, vi ser her? Ikke helt, men symbolerne fortæller os, hvor vi kan finde virkeligheden i os selv.

Metoden har længe været kendt. Den bruges alle steder, hvor det drejer sig om at fortolke noget. Fortolkning hedder med et andet ord "hermeneutik", og en "analyse", som Martinus bruger ordet, kaldes en "hermeneutisk cirkel eller spiral". Metoden er altså ikke ny, men det usædvanlige er, at det lykkes Martinus at gøre evigheden overskuelig med denne metode.

Og selvfølgelig må det være sådan. Spiraler kan tænkes ud i det uendelige, men forståelsen kommer først, når noget gentager sig og kan genkendes som virkeligt. Som troværdigt. Bruger man en sådan metode, kan man nå langt. Det ser vi med Martinus' verdensbillede. Det er svimlende og samtidig genkendeligt. Noget kender vi jo i forvejen, resten kan vi måske slutte os til.

Så tænk på min sibiriske slædehund. Det er en historie, der danner en nydelig cirkel og tilmed henviser til noget så troværdigt som et opslag i et leksikon. Et godt eksempel på forskellen mellem en hermeneutisk cirkel og en evig analyse. Og dog er metoden den samme. Tankevækkende, ikke?