Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den unge, smukke prinsesse er lænket til en klippe nær havet. En sky af skum piskes op ude til havs, hvor et rasende havuhyre nærmer sig pigen. Dronningen og kongen ser forfærdede til. De ofrer deres eneste datter for at formilde det frygtindgydende væsen. Men den unge helt kommer flyvende på en bevinget hest og redder prinsessen. Hvad er dette for et gammelt eventyr? Det er den gamle græske myte om prinsesse Andromeda, uhyret Cetus, dronning Cassiopeia og kong Cepheus samt Perseus og hesten Pegasus. Det vil sige, at det handler om de mest fremtrædende stjernebilleder på efterårets stjernehimmel.

Som nylig pensionerede har vi anskaffet os et fritidshus i de svenske fjelde. Foruden alt det andet har vi også fået adgang til en fantastisk stjernehimmel på klare aftener og nætter. Der er langt til forstyrrende lys, og da huset ligger på en lille bakke, ser vi hele himlen. Det har været naturligt at genoptage min ungdoms interesse for astronomi. På klare aftener sidder jeg varmt klædt på bag mit teleskop og kigger på stjernehobe, stjernetåger og galakser. Men lige så ofte kigger jeg direkte på stjernehimlen uden teleskop. De mange stjerner, som kigger ned til os, Mælkevejens glitrende bånd og måske en og anden planet – jeg kan slet ikke se mig mæt på dette syn. Har man desuden lært at finde rundt blandt stjernernes mangfoldighed ved hjælp af stjernebillederne og deres fantasifulde navne, så bliver oplevelsen så meget des rigere. Selv om astronomien er en naturvidenskab, så er den for en almindelig stjernekigger først og fremmest noget helt andet. Stjernehimlen giver os en følelse af både skønhed og undren. Men hvad er det i grunden, der er så fængslende ved stjernerne?

Hos alle folk og civilisationer findes myter og beretninger om stjernehimlen. Stjernebilledernes navne stammer fra den gamle græske kultur. Grækerne studerede planeternes bevægelser og kunne bl.a. forudsige måne- og solformørkelser. De enkelte stjerners navne har vi fra de arabiske astronomer, som fortsatte grækernes arbejde og oversatte deres bøger. Først da middelalderen var forbi i 1500-tallet, begyndte europæiske naturforskere som Kopernikus, Brahe, Kepler og Gallileo at udvikle læren om stjernernes verden, astronomien.

Astronomien har i dag udviklet sig til en avanceret videnskab og specialiseret sig i mange retninger. Den tekniske udvikling har bidraget til en vældig vækst i viden om solsystemet, om Mælkevejen – vores galakse – og om hele det kendte univers. Forskerne specialiserer sig inden for deres områder og fjerner sig mere og mere fra den stilfærdige betragtning af stjernehimlen. Jeg hørte engang en astronom fortælle, hvordan han på færgen mellem København og Malmø – det er nogle år siden – faldt i snak med en af verdens ledende forskere inden for en særlig type stjerner, de såkaldte cepheidvariabler, hvis lysstyrke varierer. Da det var en klar aften benyttede den svenske astronom lejligheden til at udpege den stjerne i stjernebilledet Cepheus, som har givet navn til disse variabler. Den ledende verdensforsker kiggede forbavset op på stjernehimlen. Al sin tid brugte han på analyse af måledata og udvikling af teorier. Stjernehimlen kunne han slet ikke orientere sig på.

Har Martinus skrevet noget om stjernehimlen? Ja, i flere sammenhænge. Blandt andet beskriver han stjernehimlen som "forgården", der skiller det hellige fra det allerhelligste i lighed med fortællinger fra Det Gamle Testamente. I Livets Bog, bind 6, finder vi følgende citat: "Menneskehedens store forventningsfulde øjne har i årtusinder og atter i årtusinder været rettet imod stjernehimlen, uden at man i virkeligheden vidste eller kunde forstå, hvad det var, man så. Videnskaben har også rettet sine vældige teleskoper og andre optiske apparater imod det samme funklende tæppe, ligeledes uden at vide, hvad det var, de i virkeligheden var vidne til." (stk. 2048) og videre: "Vi er altså kommet til forhænget ind til det allerhelligste, der som nævnt på det fysiske plan viser sig som nattens stjernehimmel. Nu vil man måske her hævde, at denne himmel dog kun er en samling sole, mælkeveje og lysende tåger i et umådeligt "tomrum". Og det er jo rigtigt nok, set fra det almindelige fysiske synspunkt, men er det nu også det endelige facit? – Absolut ikke." (stk 2049) Men hvad er det endelige facit, når det gælder stjernehimlen? Hvad er det egentlig, vi ser?

"Når vi en skyfri nat skuer opad imod stjernehimlen, ser vi, at den udgør et billede af lysende partikler og tomrum... Men hvad er det, vi i virkeligheden ser? Vi ser verdensaltets grundprincip, der netop er partikler og tomrum." (min kursivering) Citatet er fra Martinus' artikel "Partikler, tomrum og tankekraft" i Kosmos 1/2001. I denne artikel forklarer Martinus, at det, vi ser, er makrokosmisk materie og at "partiklerne", vi ser som planeter, stjerner og galakser, er kraftcentrer, som er levende væseners fysiske organismer. Men disse ligner jo slet ikke de levende væsener eller den materie, vi er omgivet af i vor egen verden, mellemkosmos. Her ser vi ikke partikler og tomrum. Her ser vi det, som mennesker har skabt, vi ser levende væseners kroppe og naturen i alle dens former, detaljer og farverige variationer. Hvorfor ser vi makrokosmos som partikler og tomrum? Forklaringen findes længere henne i samme artikel: "Når vi ser opad imod stjernerne, ser vi altså et lille område af en befolket verden. Denne verden forekommer imidlertid i et så gigantisk makrokosmisk format i forhold til vor egen tilværelse og sanseevne, at vi ser dens faste materie som partikler og tomrum." Det er altså i kraft af perspektivprincippet, at vi ser materien så forskelligt i makro- og mellemkosmos. Og endnu længere fremme i samme artikel kommer yderligere en vigtig indsigt: "Hvis vi nu vender vort kosmiske syn den anden vej i verdensaltet og i stedet for at se opad imod stjernerne ser nedad i vor materies indre, ikke blot den materie vor egen organisme består af, men også den, som naturen omkring os og alle forekomster af skabte ting i vore omgivelser er bygget op af, da bliver vi også her vidne til en lysende stjerneverden bestående af partikler og tomrum."

Når forskerne retter deres mikroskoper, elektronmikroskoper, røntgenapparater og acceleratorer mod materiens inderste, så ser de noget, der minder om stjernehimlen. De finder molekyler, som er opbygget af atomer. Atomerne er opbygget af elektroner og atomkerner, atomkernerne igen af protoner og neutroner, der igen er opbygget af kvarker. Dertil kommer de såkaldte kraftformidlende partikler som fotoner og i atomkernen gluoner. Er et atom en lille kompakt klode? Nej, afstanden mellem atomkernen (protonen) og elektronen i et brintatom er næsten 100.000 gange større end kernens diameter. I solsystemet er afstanden mellem solen og jorden næsten 100 gange solens diameter. Atomets kerne er altså uhørt lille i forhold til atomet selv. I atomet findes næsten bare tomrum. Når vi siger, at makrokosmos består af partikler og tomrum, så gælder det i mindst lige så høj grad for mikrokosmos! Og det bør erindres, at det "billede", vi med de fysiske hjælpemidler får af mikrokosmos, ikke er et direkte synligt billede, men et billede, der hovedsageligt bliver til gennem beregninger med mere og mere forfinende metoder af de måledata, som de ovennævnte apparater giver.

Vi finder altså en mærkelig symmetri. Både det største og det mindste, stjerner og galakser i den ene ende og atomernes verden i den anden, fremtræder for os som "partikler og tomrum"! Dette faktum har Martins analyseret udførligt i Bisættelse, kapitel 15-42. Her ser vi blandt andet, hvordan den nuværende videnskab er ved at nå grænsen for sine analyser af såvel materien som verdensaltet. Martinus kalder naturvidenskabens metode for "forskning på tværs ad materien". "Den (jordiske videnskab) har på vidunderlig måde for sin undrende samtid kastet en lysstribe tværs over materiens store bælte lige fra mælkevejens umådelige stjernetåger i makrokosmos til atomernes, elektronernes og endnu mindre partiklers lysende stjernetåger eller bølgelængder i mikrokosmos." (Bisættelse, kapitel 27) Men der findes ifølge Martinus også en anden forskningsmetode, som går "på langs ad materien", nemlig videnskaben om livet, den åndelige videnskab. Det er disse to metoder i forening, der forklares med "Korsets tegn". "Den kursændring, som videnskaben nu ubevidst er ved at afstedkomme, vil altså afvige fra den gamle, videnskabelige kurs derved, at medens dennes resultater fremtræder i mål og vægt og hastigheder, vil den nye videnskabs kendsgerninger blive 'ånd', 'liv' og 'bevidsthed'. De vil udtrykke individernes udødelighed og den derpå hvilende guddommelige verdensplan." (Bisættelse, kapitel 31)

Hvert lysende punkt – i makrokosmos en stjerne, i mikrokosmos en partikel – er altså et levende væsens fysiske organisme. Men hvad kan vi sige om det tomme rum? Er det et sort intet? Martinus skriver i den før nævnte artikel i Kosmos 1/2001: "Tomrummet mellem kloderne, solene og mælkevejene er i virkeligheden ikke noget tomrum, det er opfyldt af levende makrovæseners bevidsthed eller ånd, det er sædet for den åndelige verden bag alle fysiske foreteelser." Hvad siger astronomerne om det "tomme rum"? Man har opdaget, at elektriske felter, magnetfelter og forskellige slags af partikelstråling findes i rummet mellem himmellegemerne. Og eftersom Martinus påpeger, at det, vi kalder elektricitet, er det samme som makrokosmisk tankeenergi, så må man sige, at astronomien bekræfter Martinus' beskrivelse af "tomrummet".

Så næste gang, jeg kigger op på stjernehimlen, har jeg meget at tænke over. Jeg ser ind i de allermindste detaljer i noget for os så ufattelig stort som makrokosmos. Måske er det en ganske lille detalje i den organiske materie, som opbygger næsetippen på en kæmpe! Vores stjernehimmel er da et mikrokosmos for denne kæmpe. Jeg vil også tænke på, at stjernerne er levende væseners fysiske organismer, og at det sorte rum imellem dem er opfyldt af makrovæseners bevidsthed. Eller jeg kan lege med tanken om, at det, jeg ser, er min egen fysiske organismes allermindste detaljer. Eller dvæle ved nogle af de mange myter om stjernehimlen. Men frem for alt vil jeg som altid glæde mig over stjernehimlens skønhed!