Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/9 side 282
Fra arkivet
En tekst skrevet af Bernhard Løw i 1929 om Martinus' mission i forhold til Antroposofien
Bernhard Løw var en af de "ganske faa trofaste og hengivne Venner", Martinus havde i de første år, hvor han begyndte at tale til offentligheden om sine kosmiske analyser. I Kosmos 1933-3, skriver Martinus om denne tid og om Bernhard Løw:1
"Det var i August 1928. I ca. syv Aar havde jeg da allerede været beskæftiget med mit aandelige eller okkulte Arbejde og var just naaet saa langt med Manifestationen af dette, at jeg var i Stand til at kunne forklare Verdensbilledet ved Hjælp af en Række af mig selv tegnede Symboler, som jeg igen havde fotograferet og overført til farvelagte Lysbilleder. Fra Aaret 1921, hvor mine kosmiske Evner pludselig begyndte at komme til Udfoldelse, og til Aaret 1928 havde jeg altsaa været optaget af Skabelsen af denne Symbolik af selve Verdensaltets Grundanalyse. I nævnte Tidsrum var jeg kun knyttet til nogle ganske faa trofaste og hengivne Venner, der efter bedste Evne søgte at stimulere dette mit Foretagende. Men efter at Symbolerne var blevet færdige og overført til Lysbilleder, og jeg saaledes var blevet i Stand til at kunne fremvise mit Arbejde for en større Forsamling, følte jeg Nødvendigheden af at komme i Forbindelse med nye og formaaende Venner af aandeligt Arbejde. Jeg satte mig derfor i Forbindelse med Hr. Direktør Carl Vett, der jo var meget kendt som psykisk interesseret. Denne Herre svarede mig omgaaende i et Brev og lovede at sætte mig i Forbindelse med Mennesker, der vilde kunne forstaa mig. Og dette Løfte blev meget hurtigt indfriet. Kun ganske faa Dage efter fik jeg nemlig atter Brev fra Hr. Vett, hvori han bad mig om at komme ud til Hr. Bernhard Løw, Kirkevej 23 i Ordrup, der, som han udtrykte i Brevet, "er en Vismand og har Forstand paa, hvad Deres Arbejde er værd".

Bernhard Løw
En Septembersøndag umiddelbart derpaa befandt jeg mig da med mine Lysbilleder og mit Lysbilledapparat paa Vej til Ordrup. …
En ældre Herre med hvidt Skæg og ualmindelig milde Øjne lukkede op og tog meget venligt imod mig, da jeg ringede paa paa Kirkevej 23. Denne venlige Herre var Bernhard Løw. Foruden Hr. og Fru Løw og nogle Medlemmer af Familien var Direktør Vett og tre af Hr. Løws Disciple ogsaa til Stede. Resultatet af dette mit første Møde med Hr. Løw blev omtrent tre uforglemmelige Aar, hvor jeg ikke alene blev omsluttet af Hr. og Fru Løws store Sympati eller Kærlighed, men Hr. Løw gjorde sig ogsaa til en af mine allerstærkeste Forkæmpere. Hr. Løw havde som Rudolf Steiners Ven og Discipel studeret Antroposofi i Dornach i flere Aar og var af Steiner blevet indviet i forskellige Ting, som gav hans Sympati for min Sag stor Næring og Styrke. Da Hr. Løw selv havde en fremragende Position, bevirkede dette at min Vennekreds fra kun at udgøre en halv Snes Mennesker hurtigt voksede, saaledes at jeg til mit første offentlige Foredrag, som blev afholdt i Højskoleforeningens Sal i Forhaabningsholms Alle d. 1. December 1930 fik en Tilslutning paa langt over to Hundrede Mennesker."
Løw var så at sige af Forsynet placeret i Danmark for at støtte Sagen. Fra denne periode er der blevet bevaret en tekst skrevet af Løw, nemlig en beskrivelse af de vigtigste kendetegn for Martinus' mission især i forhold til Antroposofien. Disse punkter blev ifølge Løw læst op for Fru Steiner den 25. juni 1929. Rudolf Steiner forlod det fysiske plan i 1925.
Her følger det meste af Bernhard Løws tekst med de tolv punkter. Originalen kan ses på Martinus Instituts hjemmeside.2
Martinus er Bringeren af det store Gode for hele Menneskeheden.
 
Dr. Steiner Arbejderen for Menneskets Førstegrøde, der skal lede Evolutionen!
 
Fru Steiner Bringeren af Demeter-Kræfterne i den nye Evolution!
 
1. Martinus taler til Menneskeheden om de 7 Grundenergier og deres Grundegenskaber.
 
2. Han vil anvende alle Nutidens Midler, (Lysbilleder og Film) for at kunne sprede det over hele Verden.
 
3. Han er kommet til Danmark, fordi herfra skal udgaa en Verdensimpuls.
 
4. Her i Danmark er netop inkarneret Sjæle, for Øjeblikket mange Sjæle fra andre Nationer, der er udviklet saa højt, at de kan bidrage til at bære denne mægtige Opgave.
 
5. Herfra vil det være muligt for os Antroposofer at uddrage de højst udviklede Sjæle, hvorved det saa vil blive muligt at gennemføre Dr. Steiners Aandsvidenskab netop som han har ønsket det!
 
6. Martinus' Gennembrud kom ved det 30. Aar, hvor han genoplevede den store Fødsel (det Fuldkomne Menneske), hvorved han kan beskrive det store Al-Kosmos i alle sine Enkeltheder.
 
7. Han beskriver andre Kosmos' med deres Mennesketrin; men ingensinde findes noget lig det engang Skabte, skønt Væsnerne staar paa samme Trin i Kræfternes Udvikling.
 
8. Han vil ikke danne noget som helst Samfund; ethvert Menneske skal blive paa det Sted, hvor det engang staar, for herfra at udvikle sig videre gennem den Kærlighed og Visdom, der fra ham strømmer direkte i Menneskesjælene, som er naaet til Modtagelighed herfor.
 
9. Alt, hvad han giver, stammer fra den aandelige Verden; (Men han formaar ikke at vise hvordan Menneskene skal kunne anvende disse Energier; det maa de selv om!!!)
 
10. Født af ukendte Forældre afsides paa Landet uden videre Undervisning (6 Timer ugentlig), kan man tale med ham om ethvert aandelig Spørgsmaal, og giver han fuldgyldig Svar paa alt! – derimod holder han ikke af at tale om de dagligdags fysiske Forhold.
 
11. Efter ca 10 Maaneders Samarbejde med ham, har det ikke været muligt at finde noget Modsætningsforhold paa noget Punkt over for Dr. Steiners Aandsvidenskab. – Han kender intet til Dr. Steiner.
 
12. Han siger, naar man spørger, at han nu først kommer med denne Alvisdom, fordi Menneskeheden ikke har været moden til at modtage denne før, da den først i vor Tid er modnet til denne Forstaaelse.
 
Hvorledes vil nu en saadan Lære virke paa Medlemmer i vort Selskab?
Når vi læser dette, må vi konstatere, at Løw i de 10 måneder, hvor han har kendt Martinus, må have sat sig grundigt ind i hans verdensbillede for at skrive disse punkter.
Løw skjuler ikke sine antroposofiske interesser, men giver også Martinus stor anerkendelse. I punkt 11 konstaterer han, at det "ikke har været ham muligt at finde noget modsætningsforhold på noget punkt over for Dr. Steiners åndsvidenskab." Og han tilføjer: "– Han kender intet til Dr. Steiner."
Det er præcis det, Martinus selv skriver i fortalen til Livets Bog:3
"Jeg har således, med undtagelse af min børnelærdom, ikke været i berøring med hverken teosofi, antroposofi, spiritisme eller nogen som helst anden for tiden fremtrædende åndsretning før efter, at jeg selv havde oplevet hele verdensbilledet og igen manifesteret det i form af mine symboler og tegninger. Takket være denne lykkelige omstændighed vil hele min kosmiske manifestation nu komme til at foreligge for verden i sin fuldstændig originale renkultur og derved betinge, at jeg kun kan eksistere som udgørende et levende bevis for, at der virkelig findes et stadium i den evige udvikling, hvor man ganske uafhængig af bøger eller af en af andre væsener tillært teoretisk viden – ved eget absolutte selvsyn – kan komme til den højeste visdom og kundskab, kan opnå midt i en timelig fysisk tilstand at være ophøjet i en evig forklaret tilværelse."
Rådet maj 2011.
Noter
  1. www.martinus.dk/da/kosmos/kosmos/1933/kos1933-03-005.php
  2. www.martinus.dk/da/brevdatabase
  3. Livets Bog, bind 1, stykke 22.