Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Helligånden, hvad er det? Er det en person, en stemning eller bare en løs påstand? Det er ingen af delene. Går vi til Bibelen, så hører vi, at Helligånden har noget med tungetale at gøre. At tungetale så at sige er et tegn på, at nu er Helligånden kommet over et menneske.

Lyder det mystisk eller fantastisk? Det gør det måske, fordi de fleste af os glemmer, at vi allerede har oplevet Helligånden. Den tilhører nemlig en helt anden virkelighed end den vante dagligdag. Men interesserer man sig for Martinus og hans verdensbillede, så kan man roligt gå ud fra, at det er Helligånden, der har været på spil.

Alt, hvad Martinus har skrevet, er uforståelig "tungetale" for enhver, der ikke har oplevet Helligånden. Eller mere præcist: oplevet den så længe ad gangen, at oplevelsen har nået at bide sig fast i hukommelsen og er blevet til en vedholdende undren. Det er nemlig et spørgsmål om tid. Jo mere optaget, man er af andre ting, des mindre opmærksom vil man være på Helligånden, når den som ved en nådesbevisning overskygger sindet for første gang.

For mig skete det, da jeg var bare tre år og kiggede op i stjernehimlen. Det satte noget i gang, som fik mig til spørge de voksne. Men de kunne ikke svare, og hvad værre var, så forstod de heller ikke mine spørgsmål. Var jeg da noget specielt? Nej, det ved jeg i dag, at jeg ikke var. Den eneste forskel på dem og mig var bare, at jeg kunne fastholde min undren i længere tid end de og derfor også kunne huske den bagefter. Men jeg er sikker på, at alle – også dem, der regner al snak om Helligånden for vrøvl og tungetale – kender til disse hellige øjeblikke. De dyrker dem bare ikke, de vender sig bort fra dem og glemmer dem.

At læse Martinus er at fokusere på Helligånden, som i øvrigt intet har at gøre med at skille sig ud og være speciel. Helligånden er en side af os selv, som altid har fulgt os, og som vi har fælles med alt levende. Alt i naturen er til for at minde os om Helligånden, og selv er vi til for at genopdage den. I lange tider har den været overset, men i disse år dukker den frem og vækker undren. Martinus taler her om en ny verdensimpuls, der gør det lettere for flere og flere mennesker over hele kloden at forstå hans bøger og symboler. Det er sådan, Helligånden virker.

I Det Nye Testamente omtales den i forbindelse med pinsedagen, hvor disciplene talte i "fremmede tungemål", som ifølge Martinus mindre betød fremmede sprog end fremmed eller ny visdom. Se mere herom i hans artikel "Omkring mine kosmiske analyser" i småbog nr. 12 b.

Hører man, hvordan snakken går i Martinus Center i Klint og andre steder, hvor mennesker er optaget af Martinus' verdensbillede, så kunne en udenforstående let få det indtryk, at her tales der "tungetale". Det er sikkert heller ikke helt forkert.