Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efteråret er gået over i vinter, og i decemberkulden pakker vi os ind i halstørklæder, vanter og tykke vinterjakker med hætte for ligesom at holde naturens kræfter på afstand. Vi synes at være lukket inde i os selv, løfter knapt blikket, når vi langsomt skridt for skridt kæmper os frem i snesjappet. Måske tænker vi på kuldens ubarmhjertighed, på modstanden som altid driller os i den fysiske verden; måske drømmer vi os væk til lysere tider, hvor birken lyser med spæde grønne blade, som for nylig er sprunger ud, og vinterens småfugle er kommet tilbage til en ny tid med vidunderlig sang og unger, som skjuler sig i buskadset. Livets kredsløb leder os ubønhørligt videre gennem mørket, kulden og den tilsyneladende triste og døde tilværelse frem mod livets genkomst. Uden kontraster ville intet kunne fornemmes og uden forandring intet liv, ingen oplevelse, ingen længsel.

Mørket og kulden betyder for mig afstand og ensomhed. Vi siger: "nogen er ude i kulden". Nogen må ikke være med længere eller har gjort sig besværlig. Vi mødes af et "mørkt blik" eller af "isnende tavshed", når vi søger kontakt. En varm personlighed indbyder til samtale, til åbenhed; det er et menneske, man kan betro sig til, som synes at engagere sig. Den distancerede, kolde person skræmmer os. Hvad skjuler der sig bag stenansigtet, bag øjnene som ikke afslører nogen følelser eller tanker? Vi holder os afventende tilbage og forsøger at finde ud af, hvad vi kan røbe om os selv uden at blive angrebet eller misforstået.

Åbenhed hører til det menneskelige og personlige, i det mindste hvis vi betragter åbenhed som lig med tolerance og et velvilligt ønske om kontakt. Dyret styres af instiktive kræfter i kampen for at overleve. Konkurrence, angreb og forsvar indbyder kun til åbenhed over for dem, man kan alliere sig med for egen vinding. I en stærk nationalistisk kultur ses fremmede og anderledes tænkende som potentielle trusler, og det gælder om med alle midler at holde dem på afstand eller sørge for, at de indordner sig. Et menneske, som er præget af flokbevidsthed, deler ofte mennesker op i "vi og dem". Man deler alt, hvad man har, med dem, som tilhører "inderkredsen", medens man kan behandle de udenforstående med ligegyldighed, eftersom de knap nok tæller med. At tilhøre "inderkedsen" bliver det altoverskyggende mål i tilværelsen. Når vi er i selskab med andre mennesker, har vi en tendens til at slå os sammen i grupper, som vi kan identificere os med og blive stærke sammen med. Det kan være religiøse grupperinger, politiske sammenslutninger, interesseforeninger eller endda åndelige fællesskaber, Vi har et ønske om at forstå og blive forstået. Dem, vi ligner, kan vi lettere forstå. For mange er identifikationen med familien den stærkeste kilde til tryghed og nærhed i livet.

Åbenhed forudsætter selvstændighed og selverkendelse. De dyriske sider hindrer os i inderligt at elske hverandre. Derfor må vi efter den første tids eventuelle oplevelser i skærsilden efter døden efterlade de ufærdige bevidsthedsenergier bag os. Vi kan ikke tage misundelse, had og bitterhed i kontakten med andre levende væsener med os i en tilværelse, som skal være en vidunderlig hvileperiode, hvor vi får mulighed for at få alle ønsker opfyldt, hvor vi kan skabe og opleve uden den fysiske verdens modstand og begrænsninger. Men selv her på jorden må vi lidt efter lidt besejre den dyriske mentalitet, så virkelig skabelse og virkelig kærlighed bliver mulig. Først da kan det rigtige menneskerige blive til virkelighed og blive en kærlighedens forårs- og sommerperiode efter vinterens mørke og tillukkede ensomhed, som kun oplystes af den kunstige kærlighed til et væsen af det modsatte køn.

Hvordan bliver vi mere åbne, og hvordan opnår vi større selverkendelse? Ja, du bestemmer naturligvis selv, i hvor høj grad du vil åbne dig for et andet menneske. Måske skal du opdage, at åbenhed skaber åbenhed, nærhed befordrer nærhed, og på samme måde som du udelukker andre fra din bevidsthedszone, risikerer du selv at blive ensom og efterladt "i kulden". Alle mennesker betyder noget for et andet menneske, selvom det sommetider kan synes uendelig lidt. Al menneskelig kontakt, alle tanker og følelser som vi har til fælles, er frø, der gror, eller er en befrugtning, der udmønter sig i en "graviditet".

"Hver eneste gang et væsen modtager en fornemmelse, oplever et indtryk, oplever en tanke, en idé eller forestilling er det genstand for en "undfangelse". Og med alle de erfaringer, det har tilegnet sig, og som udgør dets bevidsthed, er det "besvangret". Og disse bliver her i dette "svangerskab" af jeg'et forvandlet til "fostre" til nyt liv, der også iler mod sin "fødsel" for igen at kunne afgive "sæd", blive til "befrugtning" eller "forplantning" af nyt liv for andre jeg'er og således fremdeles." (Livets Bog, bind 3, stk. 826).

Dette gælder naturligvis, uanset om det, vi sår, er af ren menneskelig eller dyrisk karakter, men for afsenderen har såningen jo betydning, eftersom det, vi sår, altid kommer tilbage i form af en karmaudløsning.

Er der blevet større åbenhed i vort samfund i sammenligning med tidligere? Det tror jeg. Vi deler vor hverdag, og sommetider selv vore mest personlige erfaringer, med andre på internettet, som om vi har et behov for at få bekræftet, at vi eksisterer, og at det, vi gør hver dag, har nogen betydning. Folk skriver om deres liv i biografier og læser om andre menneskers liv for at opleve genkendelsen, for at forfærdes eller glædes. Åbenheden går måske hånd i hånd med, at traditionelle livsmønstre langsomt forandres, og at mænds og kvinders stræben efter selvstændighed udmønter sig i stadig større frihed til at skabe sin egen identitet, sit eget liv, efter helt personlige præferencer. Denne selvstændighedsiver står dog ikke i kontrast til menneskers behov for nærhed og kontakt med andre. Tværtimod: jo mere vi befries fra gruppementalitet og faste strukturer, desto mere ønsker vi at møde andre mennesker på deres vilkår, uden at betragte dem som repræsentanter for en eller anden gruppe eller som konkurrenter til begrænsede midler og muligheder. Mennesker af samme køn kan mødes i intimt, fortroligt fællesskab uden at føle den dyriske rivalitet blusse op, når et væsen af modsat køn havner i centrum og søger opmærksomhed. Et kærlighedsmøde med et andet menneske bygger stadig mere på vor dobbeltpolede eller menneskelige natur.

Dog findes der mange tilsyneladende ensomme mennesker i vor tid. At forlade gruppefællesskabet og gå egne veje, måske for en kort periode, fører os væk fra det, vi traditionelt har fundet tryghed og glæde ved. Vi forlader et ægteskab, der ikke længere er holdbart, når forelskelsen og følelsen af besiddertrang truer vor frihed og de planer for livet, som giver os inspiration til at komme videre i livet. Vi forlader medlemsskabet af en eller anden religiøs bevægelse, som ikke længere føles forenelig med vor indre overbevisning. Langsomt klipper vi båndene til alle kollektive grupperinger og står dér ensomme, men frie. Måske føler vi savnet af dybere menneskelig kontakt, et møde med en eller anden, der ligesom vi selv står dér, nøgen og ensom, men tørstende og hungrende efter kærligheden i dens virkelige forstand. Vover du at åbne dig, fortælle om dig selv, dit lange "fangenskab" i de dyriske bevidsthedsregioner og din længsel efter noget andet? Eller vælger du endnu at holde dig tilbage, værne om din integritet og selvstændighed af rædsel for atter at blive indviklet i kollektivismens ensrettede ufrihed? Jeg tror, du vover at være åben i samme grad, som du også har styrke til at gå dine egne veje og vide, hvem du er, og hvor du går hen. Først når du kender dig selv, dine begrænsninger, og hvad der er vigtigt for netop dig: først da kan du nærme dig andre uden rædsel for at miste noget af dig selv eller at blive opslugt af kollektivets indbydende, men falske tryghed.

Du kan aldrig lære dig selv at kende uden at gå dine egne veje, fatte dine egne beslutninger og følge din indre overbevisning. Men vi behøver andre mennesker for at forstå os selv. De er ligesom spejle, og vi er nødt til at lytte til dem, betragte dem, interessere os for dem, eftersom de har noget vigtigt at sige om os selv og om livet. Hvordan skal de åbne sig for os, hvis vi ikke inviterer dem ind?