Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg gætter på, at man kan kalde den tid, vi lever i, for et purgatorium eller en skærsild. Alt, hvad der ikke er en hensigt med for fremtiden, må brændes væk, helt enkelt fordi det ikke er til nogen hjælp i vor overlevelse. Vi må sikkert efterlade mange favorittanker på denne side af dette purgatorium, som vi også plejer at kalde ragnarok. Jeg tænker f.eks. på konceptet med privat ejendom og ejendele, ja måske selv dette med ægteskab, eftersom det også er en form for ejerskab. Og så selvfølgelig religion, som jo er en stor del af dagens konflikter. Der, synes jeg, at teosoffernes valgsprog, "der er ingen højere religion end sandheden", siger det meste. Vi vil ikke få tid og råd til at strides om pavens skæg, når planetens og vor egen overlevelse virkelig står på spil, men vi må opgive det og i stedet se på, hvad der fungerer. Og hvad er det, der fungerer? jo, det der er sandt. Illusioner har man kun tid til at beskæftige sig med, når der er overskud af tid og andre ting.

Skærsilden er en metafor hentet fra smedekunsten, og den fortæller, hvad det handler om. Det er en proces, som skal brænde slagger og urenheder væk, for at materialet senere skal kunne smedes til den ønskede form. Smeden skiftevis varmer og banker jernet, som skal blive til nyttegenstande, og det samme er det vel med os, vi bliver brændt og banket i livets egen proces for til slut at være blevet forvandlet til noget ædlere. Det, som en gang var slaggeblandet malm, er da blevet til rent metal.

For at føre denne metafor videre: smeden ved, at jernet ikke må varmes for meget, da det faktisk kan begynde at brænde, og der således ikke bliver noget tilbage. Processen skal ske på den rette måde, jernet skal gløde, men ikke brænde. På samme måde er det jo ikke morsomt, at en personlig skærsild bliver alt for voldsom, for jordklodens vedkommende f.eks. så verden går under; så bliver resultatet jo, at operationen lykkedes, men patienten døde. Det blev helt enkelt for hård en proces. Jeg gætter på, at noget sådant også har fundet sted og finder sted i universet, i den grad det indgår i individernes karma, men her har Martinus lovet os, at der ikke vil blive tale om nogen ligbrænding, men at det måske bliver en periode med feber, som vi kommer ud af som sundere individer og dermed sundere samfund. Vi vil til slut blive smeltet sammen til én eneste menneskehed, og her synes jeg, at smedemetaforen også er relevant, for smeden kan jo også varme og banke to eller flere metalstykker sammen, det kaldes svejsning og er en del af den højere smedekunst. Tilpas megen ild og tilpas meget tryk giver en god forening af de tidligere enkelte metalstykker, som tilsammen bliver til mere end summen af enkeltdelene. Et stykke jern og et stykke stål bliver tilsammen til en kniv eller en økse – redskab, som i de rette hænder kan anvendes til at skabe store nyttegenstande.

At tage skridtet op til næste niveau – det er det, vor tid handler om. Vi er nået til vejs ende som dyr. Dyret i os må dø, for at vi kan fødes som mennesker. Alt andet ville være selvmord – at gå imod udviklingen. Et foster, som er færdigudviklet, kan ikke blive i livmoderen, så dør det. Der er kun én retning at gå, og det er fremad, selvom det er smertefuldt. Det samme gælder menneskeheden: Vi kan ikke se tilbage, vi må gå fremad, og vi vil blive tvunget til det af de veer, som jordkloden frembringer. Vi forsøger naturligvis at klamre os til det, vi oplever som trygt og velkendt, men ligesom fosteret i livmoderen er vi nødt til at undergrave grundlaget for vor egen eksistens, hvis vi ikke tager det næste skridt og bliver født til næste udviklingsniveau. Så hvordan takler man det? Go with the flow, måske? Følg med processen, kæmp ikke imod, så bliver det bare vanskeligere. Blæs på det materielle, det kan vi alligevel ikke tage med os herfra. Sats på at udvikle din person og dine evner. Det er dér, den fremtidige menneskelige del af os ligger, som Martinus også påpeger i sine ræsonnementer om polforvandlingen.

At finde ud af, hvordan vi skal tjene penge på forskellige måder, giver os måske tryghed i øjeblikket, men det sikrer os ikke for fremtiden. I fremtiden har vi kun vor evne til at skabe at stole på, ja evnen til at skabe er i virkeligheden den eneste kapital, vi har, resten låner vi bare fra Moder Jord. Hvis flere mennesker fokuserede på at udvikle sig selv snarere end på at tjene flere penge, ja, da ville vi heller ikke have lige så megen strid om ressourcerne. Men i dag er vi endnu på det stadie, hvor det materielle for mange er alt, og livet går da udelukkende ud på at få så stor en del af dette som muligt. Jeg ved ikke, om I så tv-programmet om den russiske mafia på Dox (findes på SVT play), hvis ikke, så gør det, og I forstår, hvad jeg mener. Dette er mennesker, som uden at tøve går over lig for lidt materie. De har ingen viden om karma, men det vil de få, til sin tid. Alt ordner sig, alt vil nå en balance til slut, når bølgerne er slået mod stranden tilstrækkeligt mange gange, vil havet blive stille. Entropien har da gjort, at uret er jævnet ud, ubalance er blevet justeret og frem for alt, oplevelserne af lys og mørke er blevet universelle, hver mands ejendom, og vi forstår til slut hverandre. Da er der ikke længere nogen anledning til kamp, men vi forstår, at det, der er godt for min næste, også er godt for mig, og det bliver således logisk at deles snarere end at rage til sig.

Ja, det er sjovt, hvordan mørkets virkninger over jordkloden kan få én ind på disse tanker. Men det er jo også på flere niveauer, vi i disse år oplever mørkets mission, ikke mindst i vort eget liv. Det fysiske mørke får os jo til at reflektere lidt mere over livet i disse år. Vi lever mere i vort indre jeg. Om sommeren er vi udadvendte, men på denne årstid vender vi os mere indad, og vi kan også konkret opleve, at mørket har en mission på denne måde, og at det er en velsignelse for os, at der ikke er noget, som skal bekæmpes. Vi skal bare følge med, go with the flow. I kosmos har alt betydning; det ubehagelige giver på længere sigt behag og omvendt: hvis vi kun oplever behag, bliver dette også til ubehag lidt efter lidt. Mørke og lys, yin og yang skifter polaritet, men sætter også fart på tilværelsen og giver os oplevelser, hvilket et stillestående univers ikke ville gøre. Takket være mørket oplever vi også lyset. Uden død heller ikke noget liv, det ene betinger det andet. Intet skal således bekæmpes, for alt er egentlig ganske godt.