Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ondt og godt – hvad skal vi med de to størrelser? Oprindelig var de der slet ikke. Ifølge Bibelen opstod de først i menneskenes verden, da Adam og Eva spiste af frugten på kundskabens træ. Dyrene gik altid uden om det træ, og se nu bare, hvilket frit liv de lever. Se, hvilken ro der er over dem. De vurderer ikke, om noget er ondt eller godt. De lever bare deres liv i værdighed og finder sig med sindsro i alt, hvad der hænder.

Men menneskene! – De gør vrøvl og kværulerer, råber op og protesterer. De finder sig ikke i hvad som helst, de er ivrigt optaget af at se til, at der ikke er noget, de bliver snydt for i livet. De har en værdimåler for, hvad de mener, er rimeligt, hvad der er ondt eller godt. Og de kan slet ikke blive enige om det. Så ondt og godt er ikke bare noget givet. Det er noget, som menneskene selv vurderer og bestemmer.

Martinus fortæller, at det var fint nok, at Adam og Eva spiste af frugten på kundskabens træ. Det var lige det, der skulle til for at bringe dem ud af den tilstand af kedsomhed, som de efterhånden var havnet i. Der skulle ske noget, og intet kunne være bedre end at komme ud i verden og arbejde for brødet i deres ansigts sved og føde børnene med smerte. Sådan vender Martinus om på historien, der ellers i Bibelen betegnes som "syndefaldet", altså noget ondt, der skete for menneskene.

Men Martinus ser altså på denne begivenhed med andre øjne. Det er ligesom i romanerne, hævder han, hvor det skal være skidt, før det går godt. Vi ser det i en anden af Bibelens beretninger, nemlig i "fortællingen om den fortabte søn". Han havde det jo som blommen i et æg, da han gik hjemme på sin fars gård. Men han kedede sig, og så drog han ud i verden og satte hele sin arv over styr.

Var det dumt, var det ondt? Ja, på en måde var det jo. Men set med andre øjne, så var det ikke spildt. For han fik en masse erfaringer, og han fik tilfredsstillet nogle ønsker og drømme, som han ellers aldrig var kommet fri af. Nu kunne han vende hjem med en helt anden indsigt i ondt og godt, end da han drog ud. Han kunne værdsætte det ydmyge liv, det enkle liv uden de store opture og nedture. Eller sagt på en anden måde, så havde livet lært ham, at meget af det, han før anså for ondt, det var ikke så tosset endda. Det var faktisk godt.

Men så langt er vi mennesker endnu ikke nået. Vi kæmper dagligt med at finde ud af, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Men vi er alle på vej mod at lægge disse vurderinger på hylden, siger Martinus. Vi er ved at affinde os med verden, som den nu engang er. Og dermed er vi også på vej til at skabe en ny verden. Ikke ved at kæmpe og slås, men ved at lave os selv om.

Så mærkeligt og så enkelt er det. Og det kan vi lære af os selv, for det lærer livet os. Hverken Bibelen eller Martinus behøver at sige noget. Og dog må vi høre det for rigtig at forstå det. Men har vi bare hørt det én gang, så kan vi sige: "Ja, netop sådan er det!"