Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser er forfærdet over at høre om nogle talebankrigere, der smed en håndgranat ind i en pigeskole i Afghanistan og dræbte og sårede et antal små skolepiger. Begrundelsen var, at piger og kvinder ikke skal lære noget. Nu spørger læseren, "hvordan mennesker med så megen ondskab i sindet skulle kunne få "kosmisk bevidsthed" i løbet af de kommende tretusinde år, som Martinus hævder. Det lyder helt usandsynligt".
 

SVAR: Ja, set fra vores lokale perspektiv kan det godt lyde lidt mærkeligt, at så megen ondskab, som vi møder overalt på kloden, kan resultere i, at der opstår et "rigtigt" menneskerige i løbet af de kommende 3.000 år. Men Martinus sætter menneskehedens skæbneforløb i forbindelse med hele den vældige skabelsesproces, vi alle er en del af. Vores klode "begyndte" som en "ildsø", blev afkølet, der opstod planter, dyr og jordmennesker. Men det er logisk, at udviklingen ikke slutter her, hvor vi befinder os i sidste halvdel af dyreriget. Med Martinus' ord: "Når der alligevel kan findes væsener, der både sulter og fryser, væsener, der hensmægter i sorg og lidelse eller vånder sig i smerte, krig og lemlæstelse, er det kun udtryk for, at skabelsesprocessen endnu ikke er ophørt, endnu ikke har nået sin bestemmelse" (Livets Bog, bind 3, stk. 906)

Men helt konkret: Hvordan sker denne ændring af det enkelte menneske og dermed af hele menneskeheden, så alle kommer i overensstemmelse med denne skabelsesproces? Her kommer karmalovens hårfine logik og retfærdighed ind. Det kan vi læse mere om i Det Evige Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 15: Alt, hvad vi udsender mod vore medvæsener, vender med usvigelig sikkerhed tilbage til os selv, så vi mærker, hvor ondt – eller godt – det gjorde. Ganske, ganske langsomt, inkarnation efter inkarnation, ændrer den enkeltes mentalitet sig. Og Martinus giver os nøglen til at forstå, hvor langt vi selv er kommet i denne proces. Målestokken hedder simpelthen: Hvad kan du nænne at gøre mod andre levende væsener. Eller som Martinus udtrykker det: "Hvor langt er Guddommen kommet med det enkelte menneske?"

Når Martinus taler om kommende verdenskrige og andre lidelser, så er der altså tale om nødvendige lidelser, – nødvendige for at ændre menneskets mentalitet fra grusomhed til næstekærlighed, fra djævlebevidsthed til kærlighed og omsorg for alle.

Så svaret på dit spørgsmål er altså: Vi når frem til kosmisk bevidsthed ved hjælp af de lidelser, vi – takket være karmaloven – enten har været igennem eller kommer igennem. Det gælder altså også talebankrigeren og andre med så megen ondskab i sindet.

Lad os slutte med et citat fra Det Evige Verdensbillede, bog 4, stk. 44.3-4. Her kan du læse Martinus' smukke, men dramatiske skildring af jordmenneskehedens lange rejse fra det nuværende stadium til det foreløbige mål er i sigte om ca. 3000 år: "Kampen mellem lys og mørke tager til og vil blive endnu meget mere voldsom, alt eftersom jorden mere og mere nærmer sig verdensaltets højeste lyskilde. (...) Denne lysbølge vil komme til at forcere jordens udvikling. Men forceret udvikling betyder forstærket lidelse. Jordens mennesker vil få den resterende del af sine lidelser, hvilket vil sige de tilbagevendende virkninger af de årsager, de gennem deres fejlagtige levemåde har frembragt, koncentreret over en forholdsvis kort tidsperiode. Derved bliver lidelserne stærkere, end hvis udløsningen blev fordelt over en længere distance af tid. Men dette bevirker så til gengæld, at jordens kurs mod lysets regioner derved ligeledes bliver forceret, og menneskehedens himmelske fartøj vil således på en kortere strækning frem i tiden end tre årtusinder nå ikke alene at få "det forjættede land" "i sigte", men også nå så meget ind i selve dettes regioner af lys, at skyggesiderne til den nævnte tid for største delen vil være fjernet. Jorden vil da have lagt den dyriske zone, det dræbende princip bag sig, er ikke mere et befordringsmiddel for sorg, sygdom og lemlæstelse, men er ved sin overståede passage gennem lidelseszonen blevet et kosmisk "fartøj" med "guddommelige rejsende", der har "fuldkommen løbet", opnået visheden, er blevet ét med Faderen."

Man får virkelig mod på fremtiden af at læse denne "rejsebeskrivelse".