Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg møder en veninde på en café. Hun fortæller, at hun er træt af at være alene, træt af at lede efter en mand, hun kan stole på, som taler hendes sprog, ser hendes behov, lytter og støtter. I mange år har hun levet sammen med en mand, der også blev far til hendes børn. Men en stærk og pludselig forelskelse i en anden mand fik hende til at bryde op og gå efter passionen i stedet for trygheden og det vante familieliv. Bruddet endte ikke godt. Lidenskaben døde, og manden viste sig at være usædvanlig jaloux og kontrollerende. Siden har hun søgt videre, men er ofte endt i korte forhold, der yderligere har styrket hendes i forvejen desillusionerede forestillinger om at finde den rette.

Jeg lytter til en smuk sang af en kendt kunstner. Hun synger:

"A hundred thousand reasons, why I should walk away,

a hundred thousand more, make me stay…"

Jeg ser en film om længsel og savn, om hvor svært det er at elske én, man ikke kan få – en kær ven, der tilhører en anden, eller som måske vil vende en ryggen, hvis man letter sit hjerte.

Det er det evige tema, der har optaget mennesket til alle tider. Passionsdramaet udspilles på film og teater, i hverdagen og litteraturen, mens psykologer og vismænd har prøvet at forklare, hvordan vi skal håndtere kærlighedens mysterium.

Men hvorfor er det så vigtigt? Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt med venskab med mennesker, vi deler interesser med, som forstår, hvordan vi tænker og føler, og som gerne vil med på café og diskutere den nyeste film, og som lytter og giver råd? Du, som selv lever alene: hvorfor søger du stadigvæk? Du, der lever i et harmonisk kærlighedsforhold, hvorfor vil et eventuelt brud fra din kæreste medføre så umådelig stor lidelse? Ja, men det er da selvfølgeligt, tænker de fleste. Familien, kærligheden, et hjem – tryghed og harmoni, en følelse af helhed. Det er naturens egen stræben efter livets fortsættelse. Vi kan blot følge med strømmen og tilpasse os det biologiske krav.

Betyder det, at man ikke kan føle harmoni og tryghed, hvis man er alene, hvis man er fri i forhold til andre mennesker, vælger sin egen vej, råder over sin egen tid og gør sine egne valg? Er det en forudsætning for følelsen af helhed, at man har et intimt forhold til en anden person? Og hvorfor er denne nødt til at være en særlig udvalgt person? Vi søger ikke bare et individ, der er alene, vi søger netop det individ, der kan opfylde vore inderste længsler og modsvarer vore dybt liggende indre behov.

"A hundred thousand reasons, make me stay…" Livet føles mere levende, det får mening, en følelse af velbehag og harmoni indfinder sig, og vi udvikles sammen, lærer af hinanden, hjælpes ad når det er svært, vi bliver set, får anerkendelse og bliver stærke sammen – der er mange årsager. Men hvorfor er det så svært, og hvorfor dør passionen og den selvfølgelige følelse af samhørighed? Hvorfor klarer vi det ikke, og hvorfor bliver samlivet sommetider til et mentalt fængsel?

Den gnist af evigt liv, som Guds ånd har indblæst i os, søger forening med Guddommens evige jeg. Det sker hele tiden i det kosmiske spiralkredsløb, endda når det ser ud, som om Gud har forladt os – i mørket, på savannen hvor angstskriget skærer gennem natten, når håbet er ude og vi kapitulerer for overmagten. Han- og hundyrets forening er "den kosmiske livsnats måneskin" i en epoke, hvor mørket hersker, og døden er mere virkelig end livet. Foreningen i dyreriget har intet med kærlighed at gøre, den befordres af en hormonel betinget forelskelse, der skal sikre slægtens fortsættelse.

Vi jordmennesker bliver stadig forelskede, rammes af pludselig lidenskab og føler et uimodståeligt krav om at komme tæt på genstanden for vor forelskelse. I sit begyndelsesstadium er forelskelsen bedragerisk smuk af natur. Men den skaber også begær efter at eje – eller at blive ejet, omsværmet og beskyttet. At love troskab er ikke svært i forelskelsens tidlige stadier. Vi har jo hele livet søgt efter netop denne partner, der nu skal opfylde vore drømme om en harmonisk tilværelse. Godt nok har vi set, hvordan andre par går hver til sit og kæmper med følelser af sårbarhed, begrænsning, jalousi eller ligefrem had. Men det lukker vi øjnene for, så længe vi stadig er i "hvedebrødsdagene".

Forelskelsen står i forplantningens tjeneste. At være domineret af forelskelsesenergier medfører først og fremmest fokusering på det, der kan tjene en selv og ens egen familie bedst.

Hvis vi ønsker at opnå virkelig harmoni, gør vi bedst i at søge virkelig kærlighed. Evnen til at nære ægte sympati for andre levende væsner vokser som følge af de erfaringer, man har gjort på sin rejse gennem udviklingen. Det er umuligt at forestille sig ulykkelig kærlighed i absolut forstand, da kærlighed i rendyrket form altid er indstillet på at give. At der alligevel i den nye kærligheds begyndelsesstadier forekommer noget, der minder om ulykkelig kærlighed forandrer ikke grundprincippet.

"A hundred thousand reasons, why I should walk away…"

Vi begynder at miste evnen til at blive forelskede, er ikke mere i stand til at blive i ægteskab, ja, i visse tilfælde er vi helt uegnede til det. Martinus forklarer, at det ikke er foreneligt med næstekærlighed at binde sig i ægteskab, når man ikke længere har talent for at leve op til ægteskabsloven. Det er heller ikke udtryk for næstekærlighed, når man nænner at være utro, svigter sin partner eller sine børn, når lidenskabens voldsomme kraft får jorden til at skælve. Men vi er stadig ufærdige væsner. Kærligheden til næsten kan når som helst blive blandet med tilbageværende forelskelsesenergier, og sådan vil det være, indtil forelskelsesevnen er udlevet.

Er ensomheden da det moderne menneskes skæbne? Nej, vi skal ganske vist lære at gå vore egne veje og møde Gud som selvstændige væsner og blive hele i os selv, men kærlighedsevnen skaber en længsel eller et begær efter kontakt med andre mennesker. Og en længsel lades ikke utilfredsstillet, selv om vi sommetider savner evnen til at se, på hvilken måde Guddommen besvarer vore bønner.

Kulminationsakten i mødet mellem to kærlige væsner er en lysoplevelse, der langt overstråler kontakten mellem to forelskede væsner, og "begæret efter at opleve "den højeste ild" […] vokser stadig med alkærlighedens udvikling". (To slags kærlighed, kap. 50) I en overgangsepoke kan mennesket dog føle sig meget i vildrede med sin længsel.

Det er vanskeligt at kæmpe mellem gamle dybtliggende behov for forening med et menneske af modsat køn og en kærlighedsevne, der retter sig mod alt levende. Kærlighed og forelskelse flettes sammen, og i længden bliver det ifølge Martinus uholdbart at fortsætte med at søge intim kontakt med en af modsat køn. Ja, vi vil det ganske enkelt ikke mere, ikke mindst som følge af de lidelser, det indebærer at være bundet i et ægteskab, når man ikke længere er egnet til det. Smertefulde skilsmisser, jagt efter den rigtige partner, sult efter kærlighed og ikke mindst vores stadig mere udviklede evne og vilje til at skabe og leve uden for ægteskab vil efterhånden lede os ind på et andet spor. Efter lang tid i "de ulykkelige ægteskabers zone" er en ny længsel begyndt at tage form.

Martinus har beskrevet de vanskeligheder, det indebærer, at blive bevidst om nye seksuelle begær og samtidig være forhindret i at få dem tilfredsstillet i en samtid, hvor flertallet af befolkningen stadig er indstillet på ægteskab og familieliv:

"Dette må se objektet for sin sympati forelske sig, forlove og gifte sig og derved glide endnu længere bort fra opfyldelsen af dets hemmelige attrå. Og her kan det ikke undgå at opdage, at denne stærke optagethed af vennens eller kammeratens affærer udfylder hele dets mentalitet. I sit indre er det meget nedtrykt. Det fornemmer, at vennen ligesom er fortabt for ham. Han lider de samme kvaler som et forlovet menneske, for hvem den anden part har svigtet, nemlig "ulykkelig kærlighed". Denne ulykkelige tilstand er her endnu værre end i de ordinære eller "normale" forhold, hvor den svigtede part er et væsen af modsat køn." (Livets Bog, bind 3, stk. 856)

Dette behøver naturligvis ikke betyde, at vi alle kommer til at føle attrå mod vores nærmeste venner, men det kan forstås, som at vi før eller senere i vores udvikling kommer til at nære mere end venskabelig, platonisk kærlighed til individer af vort eget køn, og at det kan være smertefuldt, hvis det omgivende samfund ikke har nået den modenhed, der er nødvendig, for at en sådan sympati kan få plads og blive accepteret. Hvis vennen desuden stadig befinder sig i harmoni med den ægteskabelige kærlighed, begrænses muligheden for dybere kontakt og fysisk nærhed.

Den svenske filosof og forfatter Pontus Wikner levede i sidste del af 1800-tallet og har i sine "Psykologiska självbekännelser" skrevet om sine erfaringer, der giver et billede af Martinus' beskrivelse af det homoseksuelle individs udfordringer. Dengang Pontus Wikner levede, var det ikke usædvanligt, at unge mænd kunne "sværme" for hinanden, som om de var forelskede, bare det var underforstået, at der aldrig kunne blive tale om noget seksuelt forhold. For Pontus var det dog i højeste grad alvor:

"Jeg må vist elske ham. – Ja, det gør jeg. Ham kan jeg også elske, for han vil aldrig komme til at elske mig, og det vil fremover være kendetegnende for min kærlighed. Hvis kærligheden bliver gengældt, bliver det venskab, ikke andet. Jeg er det ulykkeligste menneske på jorden, for en lykkelig kærlighed skal aldrig blive mig forundt. Nå, Pontus Wikner fortjener den heller ikke." (Wikners dagbog 27. januar 1861).

Pontus Wikner var engang usædvanligt stærkt knyttet til en mand, der til Pontus fortvivlelse blev forelsket i en kvinde:

"Så var det, jeg begyndte at fornemme vingesuset af kommende rædselsfulde kvaler. Altså også han! Så står jeg da alene med min måde at føle og elske på? Blandt verdens tusinde millioner findes ikke én, der forstår mig, ikke én der ville gøre sig den ulejlighed at ville forstå mig? Jeg følte mig som den, der er vågnet efter en to tusindårig søvn […]og finder sig talende et sprog, der er uddødt for længe siden, og som ingen mere forstår." (Dagbog 17. august 1877).

Til trods for de indre kvaler og den lidelse det medfører ikke at kunne vise sin kærlighed, vælger Pontus Wikner i sine selvbekendelser at betragte sine kærlighedsevner som forenelige med humanitet:

"Det har handlet om den underlige omstændighed, at min kærlighed søger sin genstand blandt mit eget køn. Da jeg var 10 eller 11 år, mærkede jeg begyndelsen dertil, i mit 17., 18. og 19. år blev denne retning fuldt udviklet og er siden forblevet min urokkelige natur, som har kostet mere lidelse, end jeg med min tunge kan fortælle eller med min tanke kan fatte. Og alligevel har jeg denne retning kær, da den er sammenvokset med alt, der i min personlighed kan kaldes menneskeligt ædelt. Ja, jeg vil påstå, at denne min følelse – oprigtigt besvaret – er berettiget."

Og videre:

"Min kærlighed omfatter alt det, som kærligheden til en kvinde ellers gør, en sværmende inderlighed, poetisk begejstring, æstetisk henrykkelse, et anende drømmeliv, en usigelig dragning mod den elskede, et glødende begær efter at omfavne og kysse og til sidst et ædlet behov for, med hele kroppen gennemtrængt af virkelig kærlighed, at få kønsdriften gensidigt tilfredsstillet."

Wikners forsvarstale for den homoseksuelle kærlighed kunne ikke publiceres, mens han levede. Først i 1967 blev hans psykologiske selvbekendelser udgivet.

Hvis Wikner havde levet i dag – hvilket han ud fra et genfødselsperspektiv meget vel kan gøre – så ville han glæde sig over de forandringer, der er sket i de seneste årtier, selvom det stadig i nogle dele af verden kan være forbundet med livsfare at give udtryk for en kærlighed, der går uden for det kulturelt accepterede og vante.

Men kærligheden lader sig ikke besejre af traditionens magt og uvidenhedens tåger. Vores søgen efter det guddommelige lys fortsætter og dermed vokser også kundskaben om vores kosmiske samhørighed:

Det er således dette guddommelige slægtskab og kosmiske samhørighed, der kommer til udtryk igennem kærlighedsevnen. Kærligheden føles som en meget stærk dragning imod de væsener, der er dens objekt. Man ønsker at gøre livet lettere for disse væsener. Man ønsker at glæde og behage dem. Man vil hellere selv lide, end at man vil have, at disse væsener skal komme til at lide. Man føler trang til at kærtegne dem, trang til at knuge dem ind til sig, være ét med dem. Når væsenerne i kraft af kærligheden trykker sig så tæt og inderligt sammen som muligt, ligger det i virkeligheden i ønsket hos parterne om at være fuldstændig ét med hinanden, ikke blot mentalt, men også fysisk. (Livets Bog, bind 7, stk. 2477)