Kosmos 2012/1 side 16
Det er det, der er blevet min opgave gennem de kosmiske analyser at vise menneskene, således at de selv med deres intellektuelle evne kan følge den logiske tankerække, som alle vegne munder ud i det store bud: elsker hverandre. De kosmiske analyser viser det søgende menneske, hvor det befinder sig i sin evige livsbane, og hvorfor det står netop der. Det viser også, hvilke muligheder der ligger åbne for den, der bryder ud af sit mentale fængsel og følger Kristusvejen. Det menneske, der i enhver situation kan sige: "Fader, ske ikke min, men din vilje", vil få livsmod og evne til at komme igennem vanskeligheder og mørke tilstande.
Martinus, "Guddommen og livsmodet". – Senest bragt i Kosmos nr. 6, 2011