Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gode venner!

Som efterhånden mangeårig studerende af Martinus' åndsvidenskab, abonnerer jeg selvfølgelig på Instituttets månedsblad Kosmos. Heri fremgår det, at I som regel opfordrer læserne til at forsøge sig med egne artikler, og det er altså i en sådan anledning, denne henvendelse er stilet.

Så er det blot at håbe, at emnet og fremførelsen vil være af tilstrækkelig faktuel karakter for en udgivelse. Man kan vel have sine betænkeligheder ved, på denne måde at blotlægge sine egne personlige tolkninger af et så specielt, omfattende og fremmedartet tema som kosmologien uundgåeligt vil være for langt de fleste mennesker. Jeg føler dog selv, at jeg har opnået en tilfredsstillende og dækkende forståelse af Martinus' analyser for en selvstændig udlægning i forbindelse med praktiske spørgsmål.

Netop det praktiske aspekt har jeg fra starten indset måtte være af vital betydning for hele "sagen", da Martinus' oplysninger vel er udset til at være mere end blot spændende læsning. Når en tilstrækkelig afklaring omkring beskaffenheden af tilværelsen på de åndelige planer (og altså vor egen psyke), af de evige uforanderlige skabeprincipper og livslove er blevet os til del, må det nødvendigvis være meningen, at disse evner skal benyttes ved vurdering af stort set alle forhold for hensigtsmæssige og bæredygtige beslutninger i "livet". Hidtil har en sådan indsigt manglet næsten 100%, og tilstandene på hele kloden bærer i rigt mål vidnesbyrd herom.

Som sagt var jeg ikke kommet særlig langt i mit studie af kosmologien før det, for mig, stod klart, at en vej til reel forståelse af betydningen af de kosmiske realiteter, Martinus omtalte, uundgåeligt måtte afprøves og samstemmes med den fysiske verden.

På denne måde ville det også være muligt, så at sige, at spore sådanne, ellers usynlige, "elementers" fingeraftryk i netop de fysiske foreteelser, og på denne måde billedliggøre svært tilgængelige abstrakte begreber. Her spillede et fra gængs undervisning kendt fænomen ind, nemlig det audiovisuelle indlæringsprincip, et princip der øger forståelsen ved brug af både tale og billeder.

Længere fremme i studiet kunne jeg så glæde mig over, at Martinus bekræfter denne antagelse, da han taler om "Livets billedbog", det kan godt føles som et klap på skulderen, som en guldstjerne i barndommens karakterbog, og man kan da ikke undgå at opleve en vis stolthed, det må jeg tilstå, og således hjulpet godt i gang er jeg klemt på lige siden efter samme "opskrift".

Da jeg hurtigt indså, at det ikke ville tjene et gavnligt formål at forsøge sig med en mere indgående behandling af emnet, valgte jeg derfor at lade det ligge.

Imidlertid havde berøringen med begrebet gjort, at der efterfølgende iværksattes en tankeproces hos mig, en tankeproces der søgte at udrede det "godes" betydning i skabelsens tjeneste, dets anatomi så at sige.

Fra Martinus har vi jo lært, at "Alt er såre godt", men set under denne "synsvinkel" er det "gode" jo udtryk for det højeste åndelige facit af alle, nemlig at overhovedet alt, hvad der kan sanses og skabes på Jorden som i "himlene", er underlagt evige, uomgængelige og logiske skabeprincipper og livslove til sikring af en kontinuerlig og autonom kosmisk evolutionsproces med det formål at muliggøre en tilværelse for alt levende på stadig højere bevidsthedsplaner.

Et særdeles vigtigt skabeprincip til opretholdelse af vor øjeblikkelige tilværelse er, som bekendt, kredsløbsprincippet, der som kontrastfaktor skaber nuancer og variationer i livet. Dette giver sig til kende hos den enkelte ved et andet princip, nemlig sult og mættelse. Betydningen af dette fænomen gør, at vi konstant søger oplevelser i større eller mindre modsætning til de allerede udlevede, og at de to yderpunkter udgør henholdsvis begæret og tilfredsstillelsen og erkendes ved følelsen af enten ubehag eller behag, udtrykt enten ved mishag eller glæde.

Det er de førnævnte faktorer, der først og fremmest er afgørende for, om vi oplever noget som værende godt, dette prædikat tildeler vi nemlig alene "elementer", der tilhører behagets domæne, mens det modsatte, ubehaget, tildeles rollen som det onde. Væsnerne registrerer dette som en reaktion i området af "følelseslegemet i den sjælelige struktur", kaldet "det psykiske spændingsfelt", og er varierende spændingsforhold skabt under indflydelse af henholdsvis "tyngde-" og "følelsesenergi", og hvor kontrasternes yderpunkter fremkommer som et resultat af de to "energiers" vekslende dominans.

Se, det var den "kosmisk" videnskabelige forklaring på den organiske proces, der ligger til grund for oplevelsen af enten skidt eller godt, og ud fra "kredsløbsprincippets" betydende status kan det fastslås, at der ikke eksisterer et absolut gode, dette må nødvendigvis variere i takt med den enkeltes placering i den "kosmiske udviklingsbane" med deraf tilknyttede evner og viden tillige med den etiske standard.

Et absolut gode findes der dog, men det befinder sig uden for det skabtes domæne. Dette er det overordnede princip, der i sig selv samler alle de andre principper og udgør det højeste facit i skabelsesprocessen, nemlig "Alt er såre godt". Det repræsenterer nemlig selve Guddommens tale til sine "gudesønner og -døtre" som et vidnesbyrd om den visdom, der sikrer os alle eksistens.

Det er altså givet, at det såkaldt gode i forbindelse med det skabte, i øvrigt ligesom alt andet, er af en relativ natur, da der knytter sig forskellige behov og ønsker til forskellige kosmiske udviklingstrin. Det kan derfor ikke undgås, at der er vidt forskellige opfattelser af en idealtilværelse med deraf følgende forbilleder og idealer, ligesom indstillingen til måden at håndterer diverse "opgaver" i livet på vil forekomme i et utal af variationer.

Dette kan strække sig fra det mest primitive og hensynsløse til det humane og kultiverede, men det er vigtigt at holde sig for øje, at alle er lige berettigede at påberåbe sig kendskabet til det "gode" vurderet ud fra det åndelige "udsigtspunkt", hvor den pågældende befinder sig, da der ikke gives mulighed for noget andet.

I den forbindelse er det vigtigt at fastslå, at intet væsen kan tvinges til at annektere et andet væsens "gode". Det giver anledning til frustrationer, vantrivsel og i sidste ende fjendskab over for det påtvungne. Selv en helgen vil i længden ikke kunne opretholde en meningsfuld tilværelse på sådanne præmisser.

Det er nødvendigt, at vi lærer at forstå, at "krigerens paradis" er vidt forskelligt fra humanistens, og at man ikke kan basere sin forståelse af det "gode" på ureflekteret "føleri". Man må stå ved sig selv, erkende sine behov og vælge herudfra. At tro, der fører en vej til et himmelsk paradis gennem fornægtelse af sin egen natur, er en misforståelse. Tværtimod går man jo på denne måde imod de kosmiske "skabeimpulser" og fører derved sig selv i ulykke.

Det, der i dag er det mest fornødne for Jordens befolkninger, er indsigt i "livets" mysterier og en indgående forståelse af væsnernes psyke. Dette har tidligere været stort set umuligt for almindelige mennesker, men takket være Martinus' "værker" er det nu kommet inden for alles rækkevidde, så må "livet" modne den enkelte til modtagelighed herfor.