Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tænk, hvis det var en slags søm og skruer, Martinus havde givet verden. Praktisk grej, der kunne få ting til at hænge sammen. Også sådan noget som universets majestætiske storhed og vores egen udødelighed. Høje tanker, som de færreste begiver sig ud i, men som alligevel følger os gennem hele livet. Et halvt glas rødvin var nok til at give min mor et glimt af denne verden. Universet, du! – kunne hun udbryde, mens hun drømmende kiggede over på mig.

Hun havde forstået det på sin egen måde – ja, hun havde forstået noget af alt det, jeg selv tumlede med i de år. En verden, hvor ord sjældent rækker, hvis man ikke er rede til at forstå deres symbolske betydning. "Helligånden" har man fra gammel tid kaldt denne verden, men det gør den ikke fjern og støvet for den, der allerede har oplevet den. Så forstår man udmærket, hvad Martinus skriver. Vist er hans forfatterskab som søm og skruer. Det binder sammen, bygger op og giver overblik. Kan noget være mere praktisk for folk, som indtil da har måttet nøjes med et – Universet, du!

Martinus var et praktisk menneske. Han ordnede dagligdags ting, puttede breve i postkassen og talte om vind og vejr. Men han kunne det med at få tanker til at hænge sammen. Både i kæder og kredsløb. "Analyser", kaldte han det. Gennem hele livet var han et praktisk menneske. Nok drejede det sig om Helligånden, men når den fik hans ord med på vejen, så blev også den til noget dagligdags og lysende klart.

Selv føler jeg, som skriver disse linjer, at der altid har været en længsel i mig efter at få bekræftet, at der bag al verdens tilsyneladende ondskab er en kærlig mening. Det har været mit livs inderste overbevisning, og hvem kunne bedre sætte ord på den end Martinus?

Og sådan er det vel med os alle sammen. Vi går efter de forfattere, der bakker os op og giver os ret. Hvad vi forstår af en bog, er kun, hvad vi selv mener er rigtigt. Også det kunne Martinus bekræfte: "Enhver form for forståelse af en ting er således identisk med eller baseret på genkendelse," skriver han i første bind af Livets Bog, stykke 222.

At det ikke var en ny tro, men en praktisk videnskab, Martinus ville give verden, fremgår af hans artikel "Hvad er livet?", som sidst blev bragt her i bladet i nr. 9-2002. Her falder ordene således: "Jeg kan kun give Dem den teoretiske oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige, den kan kun Guddommen selv give Dem."

Måske kunne man supplerende tolke disse udsagn på den måde, at Gud har en plan med os mennesker, men den er ikke altid nem at forstå. Mange fatter måske i et glimt, at der bag det daglige liv skjuler sig en anden virkelighed, men de kan ikke gribe den og holde den fast. Det kunne Martinus. Oven i købet på en måde, der stillede alle frit. Hvor befriende er det ikke at møde en forfatter, der lige ud ad landevejen kunne sige: "Tag af mit arbejde, hvad du kan bruge, og lad resten ligge!"